Dansk Journalistforbund har sendt en ekstrabevilling på 75.000 kroner til det af International Media Support-støttede Afghan Journalists Safety Committee (AJSC).
Det oplyser forbundet på sin hjemmeside.
Siden januar har forbundet doneret 341.000 kroner til mediearbejdere i Afghanistan gennem fonden, der har safehouses flere steder i Afghanistan, hvor journalister i øjeblikket søger tilflugt, efter at Taleban har overtaget magten i landet.
Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund, har de seneste uger forsøgt at presse på for at få den danske regering til at udstede visum til de afghanske mediefolk, der har hjulpet danske medier under den 20 år lange krig i Afghanistan. Indtil videre uden held. Hun vil nu tage kontakt til danske medier for at få en dialog om, hvordan medierne og forbundet kan støtte de afghanske mediefolk.
”Situationen i Afghanistan har udviklet sig til en katastrofe og en tragedie. Der er nogle mennesker, der har været vores øjne og ører på jorden i en historisk begivenhed, som krigen i Afghanistan er, og disse mennesker har vi et ansvar for. Derfor er det arbejde, som IMS og AJSC udfører lige nu, så vigtigt, og DJ og IMS vil her hjemmefra opretholde et pres på de danske myndigheder for at hjælpe de berørte lokale pressefolk,” siger Tine Johansen.