Tine Johanden siger, at kilder har krav på beskyttelse, når de kommer med oplysninger af samfundsmæssig interesse Benita Marcussen
Det vækker dyb forargelse i Dansk Journalistforbund, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) angiveligt har forsøgt at få den tidligere FE-chef Lars Findsen til at sætte navn på pressens kilder internt i PET.
Det skriver DR.
I bogen ’Spionchefen – erindringer fra celle 18’ fortæller Lars Findsen, at han blev tilbudt ”en aftale”, hvis han røbede pressens kilder internt i PET.
Den form for handler er stærkt kritisable, siger Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund.
”Det er bekymrende, at man har forsøgt at gøre hemmelige kilder og kildebeskyttelsen til en handelsvare,” siger hun.
Tine Johansen tilføjer, at nogle mennesker sætter rigtigt meget på spil for at give oplysninger til offentligheden om nogle sager af samfundsmæssig interesse.
”Og de mennesker har krav på beskyttelse,” siger Tine Johansen.
Lars Findsen er tiltalt for blandt andet at have røbet højt klassificerede oplysninger.