
Omans sultan, Haitham bin Tariq al-Said, tåler ikke kritik, og landet er nummer 163 målt på pressefrihed. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Når Det Internationale Journalistforbund (IFJ) den 31. maj samler sine medlemmer til forbundets kongres, kommer det til at foregå i Oman.
Oman ligger nummer 163 på det internationale pressefrihedsindeks og har en enevældig sultan, der ikke tåler kritik. Derfor har valget af Oman udløst kraftig kritik fra Dansk Journalistforbunds formand, Tine Johansen.
”Jeg synes, det er helt vanvittigt. Det er oprørende, at en international organisation, der arbejder for presse- og ytringsfrihed og mod censur, vælger at lægge kongressen i et sultanat – et enevældigt sultanat – der ikke respekterer de grundlæggende menneskerettigheder, herunder pressefrihed,” sagde Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund (DJ), i sidste måned.
Ikke paradis på jord
Nu siger generalsekretær i det internationale journalistforbund Anthony Bellanger, at hvis kongressen kun skulle afholdes i lande, hvor alt er fint, ville der ikke være mange valgmuligheder.
Anthony Bellanger forklarer i en mail til Journalisten, at placeringen af kongressen i Oman ikke legitimerer landets undertrykkelse af pressefriheden.
”Oman er ikke et paradis på jord for alle journalister, men det er et af de mest stabile lande i området – og et af de lande, der er i dialog med alle i regionen, inklusive Israel,” forklarer han.
Han tilføjer, at når han besøger et land, gør han alt for at forbedre situationen for de lokale journalister.
”Det er, hvad jeg har gjort i Chad, Tunisien, Kurdistan, Irak og Pakistan.”
Arbejder på fælles kritik
Dansk Journalistforbund arbejder for øjeblikket sammen med forbundene fra de nordiske og baltiske lande om at rejse kritik af styret i Oman under kongressen – for eksempel ved at sultanen i Oman underskriver et charter om pressefrihed.
”Hvis det på nogen måde skal give mening at tage dertil, så skal vi bruge det aktivt,” forklarer Tine Johansen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.