Det er godt, at vi har en fri presse. Vi er oven i købet så heldige, at de forskellige medier (endnu) har forskellige ejere.
Konkurrencen mellem disse medier skulle sikre en kritisk og nuanceret formidling af nyheder. Man kunne endda tro, at konkurrerende medier og journalister satte en ære i at angribe nyhederne fra forskellige vinkler. Ja endda kunne have glæde af at afsløre manglerne i konkurrenternes vinkler.
Desværre oplever man ofte en fuldstændig ukritisk videreformidling af nyheder fra en journalist til alle andre. Eksempler er der mange af. Hvis historien er “god” nok, så er der jo heller ikke nogen grund til at ødelægge den ved en smule kritisk sans.
På samme måde er det med anvendelsen af eksperter i medierne. Her bruges de samme personer af stort set samtlige journalister igen og igen. Er man først kommet i journalisternes arkiv over specialister, så bliver man brugt. Ikke bare til det man er ekspert i, men også på en række andre områder, hvor andre vinkler og ekspertudsagn måske ville være mere interessante.
Tilsyneladende løber journalisterne efter de samme historier, med de samme vinkler og spørger de samme eksperter om de samme ting.
Det kommer der ikke meget nuanceret kritisk journalistik ud af – og indimellem er det også relevant at stille spørgsmålet: Hvad skal vi med seriøs offentlig forskning, når overfladiske studier er nok til at blive tophistorier i samtlige medier.
Det spørgsmål stillede jeg mig i hvert fald i forbindelse med sagen om kaffepauserne på et københavnsk plejehjem. Jyllands-Posten kunne afsløre, at personalet bruger mere tid på kaffepauser end på de gamle. Og såvel Radioavisen som nyhederne på de to førende tv-kanaler følger op i bedste sendetid. Stående på et plejehjem kræver en medarbejder fra Ældre Sagen mere tilsyn. Og dagens hovedperson, undersøgelsens bagmand, kommer på arbejde i blitzlysets skær. Her er personen, der har afsløret, at vores gamle bliver forsømt.
Forargeligt, ja. Men mere forargeligt er det dog, når man går undersøgelsens præmisser på klingen. Det handler om en bacheloropgave. En studentermedarbejder, der har brugt sit studiejob til at registrere sine kollegers kaffepauser. Hvordan mon han selv har passet sit arbejde, hvordan har han kunnet registrere kaffepausernes længde på de øvrige af de fire-fem etager, som plejehjemmet består af? Det er der ingen, der spørger om.
Svarene er i denne sammenhæng ligegyldige. Det, det hand-ler om, er journalisternes flokløb efter “den gode historie”, helt uden kritisk forholden sig til undersøgelsens præmisser og seriøsitet.
Seriøsiteten er ikke større på samme dags forside af Politiken. “Dansk arbejdsglæde i bund” er tophistorien, som også Radioavisens morgennyheder citerer. Virksomheden Time Manager International, der lever af at sælge kurser til erhvervslivet, har undersøgt de ansattes arbejdsglæde og nået frem til det resultat, at otte ud af ti ikke føler noget for deres arbejde. Det er jo meget bekvemt for en virksomhed, der lever af at sælge kurser med samme indhold. Kunne man have forestillet sig et resultat med det modsatte fortegn fra Time International Manager? Næppe.
Det er dybt bekymrende, at de danske journalister i den hårde konkurrence og jagten på den gode historie tilsidesætter al kritisk sans og præsenterer tvivlsomme undersøgelser som den højeste sandhed. Det er ikke mindst bekymrende når samme journalister, som betragtes som seriøse, er dem, der sætter dagsordenen for den offentlige debat i Danmark.
De to eksempler er ikke enestående. Man kan i aviserne dagligt læse forskningsresultater, som ikke er færdiggjorte, rapporter fra kilder, hvis uvildighed der kan sættes et stort spørgsmålstegn ved, og tolkninger af meningsmålinger, der mildest talt er tvivlsomme. Således er Arbejdsmini-steriet i årevis sluppet godt fra at påstå, at den ene undersøgelse efter den anden viste, at aktivering øgede beskæftigelsen.Histo-rien er ukritisk blevet viderebragt gang på gang. Realiteten er, at det aldrig er blevet dokumenteret, at grupper af arbejdsløse, som ikke blev aktiveret, ikke kunne have haft samme eller en bedre beskæftigelsesudvikling.
Samtidig er den offentlige forskning nødlidende. De forskere, der anvender en anerkendt videnskabelig metode, som bruger måneder og år på at frembringe resultater, som kan tåle en kritisk analyse, og som offentliggør deres forskning i anerkendte videnskabelige tidsskrifter, har svært ved at skaffe ressourcer til deres forskning. Og det er vel ikke så sært, når man kan bruge resultaterne fra en bacheloropgave, fra en privat virksomhed med store kommercielle interesser og rapporter og redegørelser fra diverse ministerier med slet skjulte politiske hensigter til ukritisk at sætte den offentlige dagsorden.
Jeg ved ikke, om det skyldes dovne og ukritiske journalister, dårlige arbejdsvilkår, kommercielle interesser (en god historie bliver ikke mindre god af, at den bygger på kviksand) eller noget helt andet. Men en kendsgerning er det, at journalisterne alt for sjældent er med til at sætte en dagsorden, som er præget af kritisk sans både over for magthavere og kilder og et solidt kendskab til sagens substans.