search

Journalisters afhængighed

Mens vi venter på at høre den famøse lydfil, vil jeg lige på baggrund af en interessant debat, tage et kig tilbage på foråret 2007, hvor DR røg i krig med forsvarsministeriet på grund af Christoffer Guldbrandsen.

Mens vi venter på at høre den famøse lydfil, vil jeg lige på baggrund af en interessant debat, tage et kig tilbage på foråret 2007, hvor DR røg i krig med forsvarsministeriet på grund af Christoffer Guldbrandsen.

Tillad mig at spekulere på baggrund af den verserende debat og et par begivenheder, som jeg ufrivilligt fik en rolle i.

I kølvandet på den meget omdiskuterede Guldbrandsen-film ”Den Hemmelige Krig”, kørte vi i TV-Avisen kl. 21 en række indslag omhandlende en bestemt påstand i filmen. Substansen handlede i store træk om, at danske soldater i Afghanistan havde udleveret fanger til amerikanerne, selvom de på daværende tidspunkt burde have vidst, at amerikanerne ikke ville behandle fangerne ordentligt. Ganske rigtigt var mindst en af dem blevet udsat for tortur. Vidner fortalte om de danske soldater, der kunne identificeres via deres flag på skulderen. Forsvaret nægtede i første omgang, at soldaterne havde flag på i felten og ville dermed afvise, at vidnet talte sandt. Problemet var bare, at ingen rigtig havde styr på om, de havde flag på skulderen eller ej.

Flere af mine venner og bekendte gjorde lidt grin med mig og med mine kolleger over denne sag, da de syntes, den var lige lovlig detaljeret. Flag eller ikke flag på i felten. Helt ærligt, hvor vigtigt er det lige, når alt kommer til alt. Folk var mere optaget af, om nu DR igen havde været politisk og efter regeringen for enhver pris.

Kritik, eller ikke kritik, vi syntes det var vigtigt at få opklaret, om de danske soldater vitterligt havde brudt Geneve-konventionen. Heri lå på ingen måde en mangel på respekt for soldaternes farlige og heltemodige arbejde. Vi, på den anden side, var jo også nødt til at gøre vores.

Den diskussion vil jeg ikke åbne for. Og jeg vil understrege, at her er det journalistik og ikke politik, der er i fokus.

Historierne var gode, uafhængige af myndighederne og var blevet til af en af TVAs bedste og mest erfarne reportere. Han havde fået lov til at låne optagelser af Guldbrandsen for at dække sig ind billedmæssigt, men var ellers meget omhyggelig med ikke at komme til at ligge i ske med filmskaberen. Hvorfor? Fordi Guldbrandsen på det tidspunkt ikke længere ansås alene som dokumentarist, men som part i en sag mod Forsvaret og Forsvarsministeriet.

I den forbindelse havde jeg den tvivlsomme fornøjelse som vært for udsendelserne at have nogle hidsige samtaler med den nu navnkundige pressechef i Forsvarsministeriet. Jeg husker ikke detaljerne, men jeg husker, at vi blev beskyldt for at være politiske og regeringsfjendtlige i hans forsøg på at få mig til at lægge historien ned. Beskyldningen havde jeg som DR-journalist måtte lægge ører til før, og  jeg blev også denne gang knotten, for det vil man som journalist ikke have siddende på sig. Man er naturligvis kritisk over for den til enhver tid siddende regering. Punktum. Så bølgerne gik højt, da jeg sikkert også afleverede et par verbale dummeflade i den anden retning. Det var trods alt kun en samtale til baggrund.

Da gemytterne havde lagt sig, betroede han mig noget, som jeg kunne høre, han mente var en vigtig oplysning, der ville sætte Guldbrandsens troværdighed skakmat. Han fortalte mig, at Frank Aaen havde siddet på sidelinjen og været med til at producere filmen. Han har formentlig troet, at det kunne gøre indtryk på mig, men fra min tid på Berlingske Tidende huskede jeg, hvordan vi spøgte med, at Enhedslisten ofte var kilden til mange gode historier på den gamle tante, så jeg tog knap nok notits af det han forsøgte at plante. Ja, and so what! Man starter som oftest med at researche ”mod” nogen ved at gå til modstanderen. Igen, journalistik, ikke politik og jeg brugte kun oplysningen kort i et interview.

Få dage efter blev ”historien” til min store overraskelse bragt på toppen af Nyhedsavisen, hvis daværende chefredaktør i hede vendinger beskyldte DR for at manipulere bevidst mod regeringen ved hjælp af Guldbrandsen. Andet steds på denne hjemmeside fortæller tidligere spin doktor Teddy Østerlind Koch, om hvordan Winther på daværende tidspunkt pralede med, at han havde flyttet fokus til, at det nu handlede om DRs troværdighed i stedet for hans ministerium. Ærgerligt for den frie journalistik, for selvom der desværre sniger sig politisk slagside ind på DR fra tid til anden, så var der ikke fugls føde på påstanden i det nævnte tilfælde. I parentes bemærket er det jo netop derfor så vigtigt, at DR holder den journalistiske tunge lige i munden i de her sager. Hver gang.

Grunden til, at jeg bringer det op nu, er at få slået et par ting på plads. For det første: Jeg har ingen interesse i at forsvare hverken Winther eller DR eller TV2 eller Guldbrandsen. Og for det andet: Der er langt vigtigere ting på spil her, end en enkelt pressechefs mulige bommert. Denne sag gælder også mediernes uafhængighed af magtapparatet.

Man kan mene, hvad man vil om Winthers stil og metoder, men i den tid havde han særskilt travlt med at få fokus væk fra Forsvaret. Derfor er det ikke usandsynligt, at han har været nødt til at sætte flere ”historier” ud for at redde sin arbejdsgivers ære og få det hele til at tage sig sympatisk og effektivt ud. Det er jo hans fornemmeste opgave. En af disse historier KAN være den om Jægersoldaterne i Irak. Og her giver det mening, at TV2 og JP – altså ”vennerne” – skulle have den. Jeg spekulerer og gætter bare.

Men når nu alle har travlt med at skyde på DR – det meste lige nu desværre med rette – så er det vel også på sin plads at se på TV2’s rolle her.

Rasmus Tantholt lever af at være krigskorrespondent – blandt andet i Afghanistan. Nu om stunder kræver det stort set altid, at man er embedded med sit lands soldater. Der er grænser for, hvor meget man vil sætte sit liv på spil.

For at få lov til at komme rundt under disses beskyttelse og for i det hele taget at have historier at fortælle, er han nødt til at bevare et godt forhold til Forsvaret. Det siger sig selv. Tantholt er nødt til at holde tæt med sine kilder her, for overhovedet at kunne komme ud igen. Det handler ikke om at være en journalistisk gentleman, det handler om interesser og levebrød. Den højt besungne kildebeskyttelse er i virkeligheden beskyttelse af egne interesser – ikke den lille mands interesser i forhold til samfundets elite, men journalistens interesser, der i dette tilfælde er sammenfaldende med regeringens. Ikke usædvanligt i sig selv. Been there.

Man kan godt med fairness spørge om, man så er uafhængig som journalist. Eller som en kollega spørger under et tidligere blogindlæg: Er historien om, at en centralt placeret kilde i strid med loven lækker fortrolige oplysninger ikke vigtigere end historien om, hvor jægersoldaterne skal sættes ind?

Set i backspejlet naturligvis. For i situationen forstår man godt, at en given journalist tager imod en solohistorie. Men en god journalist skal også være bevidst om, når han bliver (mis)brugt. I længden kan dette være så farligt for sandheden og for den demokratiske proces, at det får Jeppe Nybroes svipser til at ligne en slåfejl. Den handlede trods alt kun om formidling og var ikke et led i et større politisk spinnummer.

Det er naturligvis ærgerligt, at DR lige nu klodser rundt i forhold til den lydfil, som DR overhovedet ikke har journalistiske grunde til at holde tilbage. Ej heller lader det til at være rimeligt, at DR vælger at trække et indslag tilbage vedrørende Rasmus Tantholt. Hensyn til konkurrenten bør vel ikke veje så tungt, når nu TV2 netop er blevet skabt for at konkurrere med DR og vice versa.

Tilbage står vi alle stadig forvirrede, mens noget ganske råddent er begyndt at lugte inde fra mediernes egne rækker. Kildebeskyttelse? Vennetjenester? Kammerateri? Bør vi ikke have en debat om, hvad disse ord egentlig indebærer og hvor langt, man skal gå? Hvem er det i grunden, vi beskytter, hvilke interesser ligger og flyder på kryds og tværs? Hvem er uafhængig?

Uden at have skyggen af dokumentation er jeg efter de seneste ugers begivenheder ikke længere i tvivl om, at lækagesagen er ved at nå sit endelige. Kildebeskyttelse – om det så er regeringen eller TV2, der skal beskyttes – er ikke hævet over offentlighedens interesser. Så den fil, skal nok komme for dagens lys, dertil har vi et retssystem, som også er hævet over pressens kommercielle interesser. Men hvor meget har dansk journalistiks troværdighed lidt undervejs?

Og bare rolig, både soldater, politikere og politifolk har også i fremtiden brug for at komme i fjernsynet, så der skal nok være rigeligt med historier og solohistorier at gå til. Men solohistorier af den type, som blev handlet med her, er ikke gratis. De koster uafhængighed.

 

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen