Specialforeningen Journalisterne har valgt ikke at ekskludere sportsjournalist Michael Qureshi alligevel.
I går blev den fyrede Ekstra Blads-journalist ellers smidt ud med fynd og klem. Da sagde foreningens formand Rasmus Mark Pedersen, tillidsmand på Radio 24syv, til Journalisten:
»Det er jo ikke journalistik, han har lavet. Punktum«
Men nu trækker Journalisterne eksklusionen tilbage. På Journalisternes Facebook-side skriver foreningens formand Rasmus Mark Pedersen:
”En eksklusion bør ikke finde sted uden en grundig sagbehandling, hvorunder vi hører både vores kollega og arbejdspladsens tillidsmand og sætter os personligt godt ind i sagen. Det er ikke sket i dette tilfælde, og jeg skal på egne og bestyrelsens vegne undskylde og kalde eksklusionen tilbage.”
BESTYRELSEN BEKLAGERVi har modtaget en del henvendelser med kritik af vores eksklusion af Michael Qureshi. I den…
Opslået af Journalisterne på 10. december 2015
Kritik af beslutningen
Annulleringen af eksklusionen kommer efter kritik af specialforeningen på blandt andet Facebook. For eksempel skriver Troels Gadegaard Frølich, tidligere HB-medlem i DJ:
”I Journalisterne bør vi måske overveje, om vi har et forklaringsproblem lige nu.”
Mens Per Mathiessen, journalist på Ekstra Bladet, skriver
”Jeg har delt arbejdsgiver med Michael Qureshi i 10 måneder på EB. Men jeg kender ham ikke og har aldrig talt med ham. Jeg har heller aldrig mødt ham. Jeg kan ikke finde et eneste formildende element ved det, han har gjort. Men hvis bestyrelsen for Journalisterne virkelig mener, at Qureshi skal smides ud af DJ på et tidspunkt, hvor han (ganske vist selvforskyldt) er helt i knæ – så kan man spørge sig selv, hvad man overhovedet skal med en fagforening (…)hvis Qureshi er blevet hasteekskluderet fra specielforeningen Journalisterne uden hjemmel i vedtægterne, som Troels Gadegaard påpeger, så må I også godt ekskludere mig.”
Rasmus Mark Pedersen tager kritikken til sig.
»Vi synes stadig ikke, at det er fantastisk at digte, men basalt set kan vi i bestyrelsen se, at vi ikke har hjemmel til at ekskludere Michael Qureshi,« siger Rasmus Mark Pedersen.
Formanden forklarer videre, at der internt i bestyrelsen har været misforståelser i sagen.
»Vi skulle have haft en grundigere proces,« siger han.
Den grundigere proces handler blandt andet om, at Journalisterne ikke har nedskrevne procedurer for ekskluderinger, og at bestyrelsen ikke hørte alle parter.
»Inden vi traf beslutningen, skulle vi have talt med både Michael Qureshi og tillidsfolkene på Ekstra Bladet,« siger Rasmus Mark Pedersen, der fastlår, at Journalisterne ønsker at værne om journalistfaget.
Journalistik efter de presseetiske regler
Det indebærer blandt andet, at medlemmerne af foreningen skal lave journalistik efter de presseetiske regler.
Betyder det, at medlemmer, der får en kendelse i mod sig i Pressenævnet, bliver smidt ud?
»Nej, man kan sagtens være medlem, selv om man får kritik.«
Men hvordan adskiller Michael Qureshi-sagen sig fra en kraftig kritik i Pressenævnet?
»Det her er en helt abnorm sag. Egmont har trukket 500 artikler tilbage – det er den største mediesag i Danmark nogensinde. Og den er ikke slut endnu.«
Hvor går grænsen for, hvornår man kan være medlem hos jer?
»Jeg ved ikke, hvor grænsen går. Og det er problemet.«
Nu er Michael Qureshi pludselig velkommen hos Journalisterne igen. I har ikke behandlet ham så pænt. Hvorfor skulle han have lyst til at være medlem hos jer?
»Jeg kan godt forstå, hvis han ikke længere vil være medlem hos os. Måske passer han heller ikke så godt ind. Journalistik er jo ikke noget, man digter,« siger Rasmus Mark Pedersen.
Journalisten forsøger at få en kommentar fra Michael Qureshi.
Artiklen er præciseret klokken 12.37 med korrekt titel på Troels Gadegaard Frølich.
14 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Som menige medlemmer af en forening, som foregiver at tale på vegne af hele den klassiske journaliststand, er vi pinedød nødt til at vide, hvad produceren var forud for lyneksklusionen. Altså nøjagtigt hvilke personer stemte for hvad og i hvilke rammer, og hvad var beslutningsgrundlaget.
Man kan omgøre beslutningen, som om den ikke var truffet, men troværdighedens knæk vokser ikke bare ud igen som på firben. Det er ret pinligt og skræmmende at bevidne.
Kære Peter,
Det her med Linse/Kessler er kun 'et lille bitte eksempel' på - som jeg skriver på min facebook-profil - at sports-journalistikken trænger til et eftersyn.
Men måske eksemplet alligevel meget godt illustrerer, at der her og der gælder andre spilleregler inden for sportsjournalistikken.
Jeg tror vi alle - os der elsker faget - har en stærk fornemmelse af, at sportsjournalistikken trænger til et serviceeftersyn. Jeg synes, at Qureshi-sagen dokumenterer det ret tydeligt.
Qureshi-sagen handler nemlig ikke kun om personen Qureshi - selv om flere chefredaktioner har meget travlt med at få os alle sammen til at tro det.
Kære Jan,
Tilgiv, hvis jeg nu er en smule forvirret, men jeg summerer lige op:
Du indleder med at skrive (citat):
"Der er nok en del i dansk sportsjournalistik, der kunne trænge til et eftersyn."
Derefter kommer du med et eksempel, der skulle understøtte den tanke.(eksemplet med den kendte boksers kendte halvsøster), hvorefter du i dit seneste indlæg fastslår, at sportsredaktionen intet havde med den påståede 'mundkurv' at gøre. Nu handler det i stedet om 'allerhøjeste niveau på Ekstra Bladet'.
Hvis din dagsorden er at sværte diverse nuværende og/eller tidligere chefredaktører på Ekstra Bladet til, så virker det en anelse besynderligt at bruge Ekstra Bladets sportsredaktion og samtlige andre danske sportsjournalister som løftestang for dette projekt og dermed - på en helt gratis måde - mistænkeliggøre samtlige danske sportsjournalister.
Og nu forstår jeg så, at du har kendt til denne 'mundkurv' i omkring 15 år - vel at mærke en historie, der åbenlyst rent journalistisk/integritetsmæssigt ligger dig meget på sinde - uden du indviede offentligheden, selvom du havde alle muligheder for at gøre det, mens du var ansat i huset, og det var du vel i en halv snes år efter år 2000, hvis jeg ikke husker meget galt?
Har du glemt årsagen til din egen tavshed i den lange periode eller lader du den del stå åben for fortolkning?
God jul til dig og dine
Vh Peter
Ekstra Bladet undertrykte historien i knap ni år - og lod bevidst BT løbe med historien - alt sammen begrundet i hensynet til EB's sportsredaktion.
Sportsredaktionen kunne selvfølgelig ikke bestemme over andre redaktioner, nej, beslutningen om at undertrykke historien blev taget på allerhøjeste niveau på Ekstra Bladet.
Jeg var selv dybt involveret i afdækningen af sagen i december 2000, hvor Ekstra Bladets redaktion første gang diskuterede sagen - og hvor jeg og mine kollegaer på sagen blev afvist. Ikke med journalistiske begrundelser, men alene med den begrundelse, at man ikke ønskede at skade forholdet til Kessler.
Ok, Jan. Det var den fantastiske historie? Og din dokumentation for, at Ekstra Bladets sportsredaktion sørgede for, at andre redaktioner ikke måtte skrive den historie - ku' du ikke lige sende den også? For det er vel det, denne debat handler om? At du mere end antyder, at der er flere brodne kar, der skal ses efter i sømmene i dansk sportsjournalistik? Jeg afviser det ikke. Jeg antyder det heller ikke. For jeg aner det ikke. Men du antyder det, godt og vel, endda, så det er vel også rimeligt, du beviser dine påstande?
Og årsagen til, at du ikke dengang, du kendte til de påståede journalistiske mundkurve på Ekstra Bladet, pippede op som i dag? Du skylder ikke mig en forklaring på noget som helst, men jeg bliver da helt nysgerrig efter at høre, hvorfor du dog ikke kæftede offentligt op dengang.
Vh Peter
Flere