Kilderne har alt for let spil, når de optræder i kritiske interview på radio og tv. Det fortæller kilderne selv, når de ringer tilbage til deres medietrænere. "Hold da op. Det var da let sluppet," siger de. Journalistikken er snart så tandløs, at der ikke er behov for medietræning i fremtiden.
MEDIETRÆNING. Det har aldrig været nemmere for kilderne at sno sig uden om de kritiske spørgsmål på radio og i tv. Radioavisens journalister researcher for åben mikrofon, og på TV-avisen magter værterne ikke at udfordre gæsterne i studiet. Forklaringen er, at journalisterne har for travlt og mangler viden til at få skovlen under interviewpersonerne. Udmeldingen kommer hverken fra Journalistgruppen i DR eller Foreningen for Undersøgende Journalistik, men fra helt uventet kant – nemlig fra kommunikationsrådgiver og tidligere tv-journalist Erik Ove, der siden 1980erne har medietrænet erhvervsledere, før de skulle på tv.
»Jeg plejer at fortælle mine kunder, at de skal have de øretæver i medierne, som de fortjener. Men risikoen for at få øretæver i dag er meget lille, fordi journalisterne ikke har tid til at grave historien ud,« siger han.
Når Erik Oves kunder har været på tv med en dårlig sag, ringer de i stigende grad og fortæller, at de slet ikke fik det modspil og de ondskabsfulde spørgsmål, de havde forventet.
"Jamen, var det virkelig ikke andet?" lyder den typiske reaktion fra kunder, som slap fra interviewet uden knubs.
Erik Ove bliver bakket op af kommunikations-rådgiver Tom Pedersen fra Firstline, tidligere journalist på Børsen og nyhedsredaktør på TV2 / Nyhederne.
»I al respekt for mine gamle kolleger må jeg konstatere, at vi får ringere og ringere modspil, når vores forberedelse er i orden. Og det synes jeg er et demokratisk problem. Jeg synes, at mange kilder har for let spil – især i de elektroniske medier, hvor der er færre ressourcer og færre fagmedarbejdere. Det giver let spil for dem, der er under anklage,« siger han.
Ligesom Erik Ove bliver Tom Pedersen tit ringet op af kunder, dagen efter de har været på tv:
"Hold da op. Det var da let sluppet. Journalisten var slet ikke nær så fræk som dig."
NÅR MAGTBALANCEN MELLEM journalister og kilder tipper, skyldes det blandt andet, at kilderne i stigende grad er trænet i at optræde på tv og langt bedre forberedt på interview.
Med hjælp fra deres pressefolk har de udviklet svar på de spørgsmål, som de ofte har fået udleveret på forhånd. Det ses mest tydeligt på tv, hvor man for at spare redigeringstid og for at øge autenticiteten sætter værterne til at interviewe kilderne live.
»Selv de bedste studieværter kan ikke opnå dyb faglig indsigt i de ofte to-tre sager, de laver i løbet af en udsendelse. Resultatet er, at interviewofre ofte slipper lettere, fordi studieværterne ikke er klædt på til at trykke på alle de ømme punkter,« siger Tom Pedersen.
Erik Ove kalder det ligefrem »pinagtigt« at opleve studieværter lave live-interview om emner, de tydeligvis ikke har forstand på.
»De er blevet briefet af en kollega, men de mang-ler viden til at følge op.«
RISIKOEN FOR AT GØRE EN DÅRLIG FIGUR i et live-interview er nærmest ikke-eksisterende, og derfor er det blevet nemmere at overtale erhvervsledere til at gå direkte i en tv-nyhedsudsendelse, siger Tom Pedersen.
»En rutineret interviewperson ved, at et live-interview har et ganske bestemt antal afmålte sekunder, for eksempel 120 sekunder. Og des flere sekunder interviewpersonen holder sig i offensiven med egne budskaber, jo færre sekunder har studieværten til at stille ubekvemme spørgsmål,« siger Tom Pedersen, der skræddersyr sin medie-træning, så den svarer til det, kilder kommer til at opleve på tv.
Derfor spørger han altid, hvem der skal interviewe kilden.
»Nogle interviewere er jo mere terrier-agtige end andre. Nogle er mere inde i stofområdet end andre – og det indretter vi medietræningen efter, så folk bliver interviewet på en måde, der svarer til det, de vil blive udsat for i virkeligheden,« siger Tom Pedersen.
PÅ TV-AVISEN KAN CHEFEN Susanne Hegelund ikke genkende billedet af, at kilderne slipper for let.
»Det kan godt være, at medierådgiverne er af den opfattelse. Jeg ser det ikke som noget akut problem. Tværtimod får seerne i dag bedre interview med større forståelighed end for fem år siden, fordi især erhvervsledere er blevet trænet i at optræde på tv. Hvis en gæst hakker, stammer og roder rundt i stoffet, fatter seerne ikke, hvad der bliver sagt. Så jeg har ingen problemer med medietræning. Det giver i stort omfang bedre tv.«
Hun siger, at TV-avisens seere i dag har større forventninger til, at et interview glider, og hun mistænker medierådgiverne for at efterlyse afhøringsagtige interview, som hører en anden tid til.
»Dengang Bent Nørgaard og Stig Andersen interviewede folk, skulle interviewpersonerne slagtes for enhver pris og helst forlade studiet blødende. I dag er verden ikke så sort/hvid, og vi bruger ikke de konfronterende interview så meget, fordi seerne ikke bliver voldsomt klogere,« siger Susanne Hegelund.
Erik Ove og Tom Pedersen afviser, at medietræning simulerer TV-avisen i gamle dage. Medietræning handler ikke om at bringe folk på glatis ved at stille spidsfindige spørgsmål. I realiteten stil-
ler medietrænerne bare de spørgsmål, som enhver anden journalist ville stille – eller burde stille.
»De banale spørgsmål er ofte de sværeste, fordi folk ikke har tænkt et svar igennem. For eksempel 'Hvorfor fyrede I ham?' Det vil folk sjældent give den rigtige forklaring på,« siger Erik Ove.
TV-avisens Susanne Hegelund siger, at den største udfordring ligger i gæster – som regel politikere – der bevidst svarer udenom eller løber fra den aftale, der er indgået før interviewet.
»Når interviewpersonerne har noget i klemme, begynder de at bruge metoder, der gør det svært for seerne og borgerne. Men det er ikke noget, der fylder i dagligdagen,« siger hun og peger på, at der faktisk ikke er særligt mange interview i løbet af en uge, hvor interviewpersonen har noget i klemme, der kan påkalde sig forhørsmetoder.
JOURNALISTEN HAR SET TV-AVISENS live-interview i perioden 16. august til 16. september 2008. Gennemgangen viser, at landspolitikerne får de mest kritiske spørgsmål, men at ingen af gæsterne er under alvorligt pres.
Et eksempel er hovedhistorien fra 25. august 2008 om Finanstilsynets rolle op til Roskilde Banks kollaps. Uden at offentligheden har fået det at vide, har Finanstilsynet ført ekstra tilsyn med Ros-kilde Bank i mere end et år.
En række oppositionspolitikere og økonomiminister Bendt Bendtsen mener, at man skal kigge på Finanstilsynets rolle som vagthund og ændre loven, hvis det er nødvendigt.
I et live-interview siger Finanstilsynets direktør, Henrik Bjerre Nielsen, stille og roligt, at han synes, at Finanstilsynet har gjort det godt nok. Interviewet opklarer ikke, hvorfor Finanstilsynet først greb ind, da Roskilde Bank var så langt ude, at Nationalbanken måtte overtage banken.
Det ender som påstand mod påstand: Kritikerne på Christiansborg siger, at Finanstilsynet har svigtet. Det synes Finanstilsynets direktør ikke selv.
Ligesom i mange andre kritiske interview på TV-avisen bliver der ikke fulgt op på gæstens svar. Hvis Henrik Bjerre Nielsen synes, Finanstilsynet har gjort det godt – hvorfor er det så gået så galt? Betyder det, at Finanstilsynets tilsyn har været ligegyldigt? Hvad fik Finanstilsynet ud af at kigge Roskilde Bank over skulderen i halvandet år?
Finanstilsynet synes selv, at de har de rigtige redskaber i værktøjskassen, og at de har gjort deres arbejde godt nok. Men dermed siger de også, at man ikke kan forhindre, at andre banker kan falde lige så dybt som banken i Roskilde?
DAGEN EFTER KRITISERER AMNESTY International og Røde Kors Forsvarets indkøb af en ny slags granater med stålpile. Erfaringer viser, at granaterne er meget effektive over for fjender, der gemmer sig i en mark. Men de er også svære at styre, og civile risikerer at blive ramt. I Gaza er en Reuters-fotograf blevet dræbt af en israelsk pilegranat. Oberst Christian Arildsen fra Hærens Operative Kommando svarer, at våbenet er i overensstemmelse med Genève-konventionen. Det siger Forsvarets Materieltjeneste. Han understreger, at de danske soldater nok skal være omhyggelige med at følge instrukserne for brugen af granaterne.
»Det går selvfølgelig ikke at affyre det inde i byen, hvor det ville kunne anrette uhyggelig skade på civilbefolkningen, for så får vi civilbefolkningen imod os.«
Christian Arildsen bliver ikke spurgt, om det kan være svært at vurdere, om det er Taliban eller en skoleklasse, der gemmer sig i en majsmark. Eller om soldaterne går ind og undersøger skadernes omfang og eventuelt sårede – eller om det også er for farligt.
DEN SKÆVE MAGTBALANCE i tv-nyhedsudsendelserne kommer, efter at medietræning i en årrække har været god forretning for kommunikationsbranchen. Inklusive kameramand og forberedelsestid koster to timers medietræning omkring 15.000 kroner hos de største bureauer.
»Hvis tendensen fortsætter, er der ikke grund til at gå til medietræning, fordi interviewpersonerne alligevel ikke får de kritiske spørgsmål. Dermed vil medietræning forsvinde som forretningsområde for kommunikationsbranchen,« siger Erik Ove, der mener, at »vi er betænkeligt tæt på den situation«. /
5.000 TIL MEDIETRÆNING
FAKTA. De seneste tre år har 5.000 kilder været til medietræning, viser en undersøgelse blandt Danmarks 800 største virksomheder fra Instituttet for Medietræning. Bag instituttet står tv-journalisterne Christian Schou og Mette Koors. I undersøgelsen anslås det, at kommunikationsbranchen i perioden har tjent 44 millioner kroner på medietræning.
Tallene er baseret på en spørgeskemaundersøgelse udsendt til knap 1.000 virksomheder, og svarprocenten er beskedne 10 procent. Tallene om udbredelse er fremkommet ved at gange op og skal derfor tages med forbehold.
Det er ikke kun ministre og topdirektører, der bliver undervist i at tale med pressen. Mellemledere, nøglemedarbejdere, alle, der har licens til at udtale sig til pressen, bliver medietrænet.
Universiteterne, professionelle fodboldklubber, NGO'er, ministerier, styrelser, regioner og kommuner – selv Kronprins Frederik er blevet medietrænet, indrømmede kongehuset for en måned siden.
Undersøgelsen fra Instituttet for Medietræning viser, at virksomheder og organisationer, der ikke har haft medarbejdere på medietræningskursus, typisk er inden for business-to-business langt væk fra mediernes søgelys.
DERFOR TABER TV-JOURNALISTERNE
TRAVLHED
Journalisterne har for travlt til at komme til bunds i sagerne
BLÆKSPRUTTER
Værterne har allroundviden, men mangler fagjournalistens ekspertise
MEDIETRÆNING
De fleste kilder er blevet medietrænet i at optræde på tv
FORUDSIGELIGHED
Journalisternes spørgsmål er så forudsigelige, at det er nemt at finde veldoserede svar. Ofte har gæsterne fået spørgsmålene udleveret på forhånd
FLERE LIVE-INTERVIEW
Kilderne har nemmere ved at styre et live-interview end et redigeret interview
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg er enig i, at det kan være nedslående at se interviews, hvor selv oplagte spørgsmål for lov at stå ubesvarede. Selv har jeg haft pressekontakt i 10 år, og min erfaring var dengang, at jeg med relativ stor succes fik drejet negative emner over i en positiv retning. Jeg har nu, ved siden af min øvrige beskæftigelse, afsluttet en uddannelse som journalist. Med en alder på 54 og et par andre uddannesler bag mig, ved jeg godt, at meget forholder sig som med kørekortet. Man lærer først at kører, når man har fået det. Men alligevel - når jeg tænker på de kompetente undervisere på DJH og kravene såvel i opgaver som til eksamen, så ærger det mig at se, så lidt af det, der af og til bruges. Måske skyldes det ikke kun, at kilderne har været på medietræning, måske skyldes det også for ringe research.
Kort sagt er det for nemt for kilderne at glide af og venligheden kommer måske også i vejen. Det er imidlertid kedeligt, såvel for faget som for seerne/læserne. Et er de mere underholdningsprægede programmer, som morgentv mv. Her forventes måske ikke den helt dybdeborende journalisitk, men i nyhedsudsendelser, magasiner mv. må det være anderledes.
Konfliktniveau kan være en god ting at drøfte, men sidder man overfor en kilde, der har væsentlgi viden og som prøver at glide af, så jeg gerne, at der blev holdt fast i de centrale spørgsmål.
Kære Henrik Kragelund.
Jeg synes, at det set ud fra et professionelt journalistisk synspunkt er rigtig glædeligt, at du har analyseret forkert.
Bedste hilsner
Erik Ove
Journalister kan nok sagtens sidde foran skærmen og tænke om studieværtens - manglende - spørgsmål; dolk ham nu, luk så sækken og send ham ud af studiet med bukserne nede.
Men uden at det skal virke spinagtigt fra en som mig, tager jeg hatten af for Susanne Hegelund der gerne vil sænke konfliktniveuaet, for at få bedre fjernsyn for seerne.
Problemet med det høje konfliktniveau er, at det er er blevet et koncept, fordi nogle tror, at det er godt fjernsyn, når en konfronteret ikke kan svare ordentligt for sig. Og når den konfronterede forbereder sig på hård konfrontation, skruer programmer/indslag med konflitk-koncept endnu mere op for konfliktniveauet. Det starter en konflikt i stedet for et interview. Basta :-)
Det betyder jo ikke, at studieværten skal stryge dem, der konfronteres, med hårene og lave ufarlige, ligegyldige interview. Virksomheder og organisationer, politikere og myndigheder skal stadig udfordres på, om der er overensstemmelse mellem det de gør og det de siger (og omvendt), og holdninger skal fortsat krydse klinger. Men seerne har krav på, at få mere med sig end hvem der "vandt" et interview. Flere af DR2´s værter magter faktisk dette. Så er der nok nogle der råber kloge-åge fjernsyn, som der slet ikke er sekunder nok til på DR1 og TV2 og i magasinprogrammer. Men prøv at tage tid. De interview tager ikke - væsentligt -længere tid end et længere indslag i TVA og magasinprogrammer.
Derfor godt at se at DR har kig på konfliktniveauet. Læste også at DJH overvejer at lave helt ny undervisning i interviewteknik på grund af udviklingen, og at man også her er opmærksom på konfliktniveauet.
vh jens
Dette lange tema i Journalisten giver mig mest af alt lyst til at udråbe en vinder: Erik Ove. Fantastisk kommunikationsarbejde at få placeret så god reklame for sin egen virksomhed lige midt i hjertekulen af dansk journalistik.
Levér en kritisk holdning, men sørg for en vis grad af selv-udlevering, så den ikke bliver alt for tyk. Hav en god case klar i kulissen til at drive den historie frem, som du i virkeligheden ønsker at få eksponeret. Jeps, sådan. Forfatteren til artiklen behøver ikke en gang ærgre sig, for artiklen beskriver jo trods alt en tendens, som er værd at diskutere.
Mon ikke denne artikel fra Journalisten finder vej til potentielle kunder til Eriks Oves firma. Det er flot arbejde, tillykke til Erik Ove! Hvis jeg har analyseret forkert, så vil jeg nøjes med at gratulere dig med den uventede redaktionelle sidegevinst for din udmelding om medietræningsbranchens udfordringer.
Casen i Journalisten (læs her: http://www.journalisten.dk/2-timers-traening-3-gange-pa-live-tv-0-skrammer) om DSB-chefen viser jo netop, at uanset hvor lave ambitioner redaktionssekretærer, værter og andre måtte have for deres tv-interviews, så har medietræning i høj grad stadig en berettigelse. For det handler jo ikke kun om at kunne modstå kritiske spørgsmål. Det handler også om slet og ret at vide hvordan man bedst agerer foran et tv-kamera.
Med hensyn til de indholdsløse eller rettere resultatløse nyhedsinterviews, så mener jeg, det er en gammel problemstilling.
Så længe jeg kan huske, har der været en magtkamp mellem form og indhold i tv-interviews. Og oplagt nok, eftersom et kedeligt interview kan smide seerne væk fra kanalen. Men ofte har man kunnet opleve, at formen tager overhånd - typisk til fordel for en profilering af værten eller tv-kanalen.
I denne tid synes det at være tendensen, at den blotte tilstedeværelse af en ekspert, minister, topleder eller udenrigskorrespondent - og flere af dem i samme udsendelse - næsten er det primære mål med tv-interviews. Det signalerer, at tv-stationen "er med overalt", og så er det samtidig en billig produktionsform.
Tidligere var tendensen typisk, at interviewet handlede om at brande værten eller stationen som "kritisk og afslørende". Gæsterne skulle stilles nogle konfronterende spørgsmål, og så var det lidt ligegyldigt, hvorvidt man fik svar ud af det, som seerne blev klogere af.
Bevares, der har været bragt masser af fremragende interviews på tv, men det er måske snarere undtagelsen, der bekræfter reglen. Jeg misunder ikke tv-værterne i dag, for de har svære vilkår, og det kræver mod at insistere på at ville levere mere end blot en flygtig tv-oplevelse. Og lad os ikke glemme, at nyhedsværter på tv har mange andre vigtige funktioner end at lave interviews.
Jeg er enig med Paula i, at års erfaring og selvtillid ofte er en vigtig faktor i forhold til at kunne levere et godt og kritisk live-interview, men jeg har også oplevet utallige resultatløse interviews foretaget af værter, der havde rigtig mange års erfaring.
I bund og grund er de såkaldt ukritiske tv-interviews vel blot en del af en generel tendens i pressen.
Flere af værterne på TVAvisen er ikke erfarne nok. Posterne har været udsat for en roterende svingdør på grund af flere års dårlig ledelse. Det er ikke Susanne Hegelunds skyld, vil jeg lige understrege og da slet ikke de pågældende værters. Men Susannes forgænger lod en lang række erfarne værter gå og ja, det tager altså noget tid at bygge en ekspertise op, ligesom det da ikke er ligegyldigt, hvor lang erfaring og HVILKEN erfaring værterne har.
To af de mest fremtrædende i dag var praktikanter i min tid på TVA altså inden for de sidste 7 år og en tredje er ikke uddannet journalist. De er talentfulde, behagelige, søde og dygtige, men ganske enkelt uerfarne og så får man ikke et ben til jorden, når man skal konfrontere den ene medievante person efter den anden. Rollen kræver ikke bare indsigt, men også en stærk selvtillid og den kommer altså i denne branche med årene. Når selvtilliden og erfaringen er i orden, kan værten bedre slappe af i studiet og lytte til det folk siger og så blot bruge sin journalistiske teknik og intuition til at stikke lidt dybere ind. Det er en ret svær disciplin at interviewe live, mens tusind ting foregår om ørerne på én.
Forberedelsestiden har længe været den samme, men når der også har været svingdør blandt reporterne og redaktionssekretærerne, ja, så er der heller ikke stor erfaring, man kan støtte sig til dér.
Eksemplet med to der diskuterer med hinanden om finanskrisen er et klassisk eksempel på en kombineret redaktør/værtsfejl ved opliningen OG svagheden ved det nye koncept, der tager mere hensyn til form end til indhold. Da man ofte skal skifte fra satellitvogn til satellitvogn, går der adskillige sekunder tabt undervejs på grund af forsinkelse. I den tid er der sjældent lejlighed til at spørge ind og man må som vært bare lade gæsterne "slås" indbyrdes. Hvis gæsterne ikke er indstillet på direkte at debattere, som i nævnte tilfælde, så bliver det blot et dobbeltinterview, hvor værten fungerer som omstiller med ringe mulighed for at gribe ind. I min tid som nyhedsvært sagde jeg ofte nej til sådanne interviews. De bliver ofte valgt, fordi det er "fedt" fjernsyn, men indholdsmæssigt er det tamt. Langt bedre muligheder for at udspørge har man naturligvis, når man er alene om gæsten. Og så kræver det ikke den store baggrundsviden at stille de rigtige spørgsmål. Det handler mest om at lytte og trække på sin rygmarv. Det kræver, ro, selvtillid og baggrundsviden - og alle tre ting bliver bedre med årene.
Underligt i øvrigt - sådan rent journalistisk, at journalisten på Journalisten ikke har spurgt tidligere nyhedsværter om, hvad forklaringerne på de vigende live-interviews dog mon kan være. Der er da rigeligt at tage af.
Flere