Journalisterne kårer Årets Kilde: ”Vi vil gerne hylde dem, der stiller sig frem”

Det bliver sværere og sværere at få helt almindelige kilder til at stille op til interviews, mener Rasmus Mark Pedersen, formand for Journalisterne i DJ. Specialforeningen vil derfor hylde Årets Kilde

”Vi kan se fra undersøgelser og praktisk erfaring, at det bliver sværere og sværere at få helt almindelige mennesker til at stille op og fortælle helt almindelige ting om deres arbejde,” siger Rasmus Mark Pedersen, formand for Journalisterne i DJ og til daglig journalist på P1-programmet Orientering.

Derfor leder Journalisterne i DJ nu efter Årets Kilde, som skal kåres og hyldes ved årets FagFestival i november.

”Hvis jeg i mit eget job som journalist på P1 vil have et almindeligt menneske til at stille op, så oplever jeg, at kilderne har en ængstelighed for, hvad det kan få af konsekvenser for dem selv. De vil ofte gerne gøre opmærksom på et problem, men helst ikke sige tingene selv,” siger han.

Det vil Journalisterne i DJ forsøge at rette op på.

”Vi vil gerne hylde dem, der stiller sig frem alligevel,” siger Rasmus Mark Pedersen.

Vinderen kåres ved live-show på FagFestival

Alle typer kilder kan nomineres til Årets Kilde: det kan være whistlebloweren, der afslører snyd i en organisation, det kan være kilden, der tipper den lokale avis om en god historie, eller det kan være ekspertkilden, der altid er klar til at sætte en historie i perspektiv.

”Man kan også lære meget af at lytte til nogle af de mest brugte eksperter, som altid tager telefonen, når vi ringer. Hvad er det, der gør, at de svarer, når vi ringer?” siger Rasmus Mark Pedersen.

På årets Fagfestival vil tre af de indstillede kilder fortælle om deres erfaringer og grunde til at være kilde foran et live-publikum. De tre udvælges af bestyrelsen i Journalisterne i DJ samt en udpeget jury. Når de tre kilder har holdt oplæg for publikum, vil bestyrelse og jury votere på scenen og udvælge en vinder.

Selvom konkurrencen udspringer af et ønske om at hylde de kilder, der stiller op, handler det i lige så høj grad om at inspirere de journalister, som kommer og ser kåringen.

”Selvfølgelig er det her ikke noget, der kommer ud til helt almindelige mennesker i helt almindelige jobs. Her vender vi den anden vej: Vi vil gerne blive klogere på, hvad der skal ske for at få folk til at tale og engagere sig med os journalister, og vi vil gerne inspirere journalister til at blive bedre til kildepleje,” siger Rasmus Mark Pedersen.

Nomineringen er åben fra nu og frem til oktober, og det endelige sluttidspunkt vil blive annonceret, når en jury er blevet sammensat.

Kilder kan nomineres her

 

 

 

0 Kommentarer