Journalisterne i Randers har nedlagt arbejdet efter fyring

Medarbejderne på Randers Amtsavis har nedlagt arbejdet, efter Jysk Fynske Medier har fyret fotograf. "Nyheden faldt som en bombe," siger tillidsrepræsentant. Ledelsen har ingen kommentarer

I protest over fyringen af en fotograf har medarbejderne på Randers Amtsavis, Randers Onsdag og Mariager Avis nedlagt arbejdet.

Fotografen er blevet afskediget som en del af den fyringsrunde på fotoredaktionen, Jysk Fynske Medier i formiddag effektuerede i koncernen. I alt blev syv fotografstillinger nedlagt i fyringsrunden. To fotochefer og to fotografer valgte at tage en frivillig fratrædelse, imens i alt tre fotografer blev fyret.

Journalisten er i besiddelse af en udtalelse, medarbejderforeningen på Randers Amtsavis har sendt til ledelsen i Jysk Fynske Medier. Her kritiserer medarbejderne samlet ledelsen.

"Fyringen af ham er et uerstatteligt tab for avisen, som fremover vil stå svagere end nogensinde. Og det er der afgjort ikke brug for i en tid, hvor vi i forvejen er voldsomt pressede fra flere sider," skriver medarbejderne.

Tillidsrepræsentant Per Schultz-Knudsen på Randers Amtsavis fortæller, at "nyheden faldt som en bombe" på Randers Amtsavis, da fyringen blev meldt ud. I udtalelsen til ledelsen beskriver medarbejderne den fyrede fotograf som "en del af avisens DNA".

"Man var rystet over, at det netop var ham, man havde peget på. Folk betegner ham som Mister Amtsavisen. Han har et kæmpe netværk i byen," siger Per Schultz-Knudsen.

Forstår ikke strategien

Ifølge Per Schultz-Knudsen mener medarbejderne, at det er stik imod ledelsens udmeldinger og fremtidige strategi, at fotografen bliver fyret.

"Han har bidraget med et utal af historier igennem årene. Folk kan ikke forstå, at ledelsen fremover vil tilknytte fotograferne til det enkelte mediehus for at kunne indgå i redaktionen med idéer til artikler og fotoreportager, som man har oplevet, at han har gjort i de 27 år, han har været ansat, og at man så netop vælger at fyre ham," siger Per Schultz-Knudsen.

Medarbejderne skriver til ledelsen, at de ser det som et tegn på, at Jysk Fynske Medier ikke satser på Randers Amtsavis.

"Det er ubegribeligt for os, at man i Danmarks sjettestørste by ser ud til at skulle klare sig med en enkelt pressefotograf, som derved skal inddække alle vagter i ugen – dag som aften og weekend. Fyringen af (navn fjernet af Journalisten) styrker vores fornemmelse af, at den øverste ledelse i Jysk Fynske Medier i realiteten ikke har et ønske om at drive avis i Randers. Det er selvsagt ødelæggende for såvel arbejdsmoral som arbejdsglæde hos de tilbageværende medarbejdere i huset," skriver medarbejderne.

Ifølge Per Schultz-Knudsen har medarbejderne aftalt at møde på arbejde igen fredag morgen. Efter planen udkommer Randers Amtsavis også fredag morgen – ledelsen på avisen færddigør ifølge Per Schultz-Knudsen avisen.

Journalisten har været i kontakt med administrerende chefredaktør i Jysk Fynske Medier Peter Orry. Han har ingen kommentarer til, at medarbejderne på Randers Amtsavis nedlægger arbejdet.

2 Kommentarer

Magnus Harkjær
31. AUGUST 2017
Michael, det ville kræve, at
Michael, det ville kræve, at Journalisten af og til bevægede sig ud af København, hvilket meget sjældent sker. Og når det endelig sker, er det i en sommerserie mærket med hjerter, hvor fynske og jyske medier besøges og beskrives, som var det dybt eksotiske og fjerne steder på en Achton Friis-ekspedition. Ved sparerunden sidste år blev artiklen fx illustreret med et billede fra 2001 eller lignende. Journalisten er dybt irrelevant som medlemsblad for journalister i provinsen.
Michael Kjærgård
31. AUGUST 2017
Opklarende spørgsmål: Er det
Opklarende spørgsmål: Er det evt. sådan at Journalisten har en billedpolitik? Historien handler om Randers Amtsavis, man har indhentet en ikke-kommentar fra chefen der sidder på JydskeVestkysten i Esbjerg, og det synes man illustreres bedst med et foto af Fyens Stiftstidende.