Ytringsfriheden i Baskerlandet lider under selvcensur. ETA hænger billeder af journalister op som skydeskiver og smider bomber foran deres private hjem.

"ETA har lavet et pletskud. Terroristbevægelsen har opnået præcis, hvad den ville, nemlig at skræmme de baskiske journalister fra vid og sans!"

Miguel Larrea, tidligere chefredaktør på El Diario Vasco, ramte tilsyneladende præcist, da han blev spurgt om konsekvenserne af mordet for nylig på Santiago Oleaga Elejabarrieta. Drabet på El Diario Vascos økonomichef har sendt bølger af angst ud gennem hele journaliststanden. Alle er bange for, at de skal blive det næste offer.

Med mordet på økonomichefen ville ETA gøre det klart, at den har hele pressen på sigtekornet. Alle kan blive ofre. Ikke kun de journalister, der skriver kritisk om ETA.

"Humøret og moralen er på et absolut lavpunkt. Selv garvede journalister er begyndt at spørge sig selv, om det er risikoen værd at fortsætte med at dække terrorist-stoffet. Mange beder om at blive flyttet til andre redaktioner. De nyansatte journalister siger næsten samstemmende, at de vil skrive om alt undtagen ETA," siger José Luis Barbería, der har været politisk reporter på El Pais i San Sebastian i 15 år.

Udadtil forsøger pressens organisationer at holde fanen højt. Ved protestmøder i San Sebastian og Madrid har hundreder af journalister, redaktører og fotografer bekræftet hinanden i, at de står sammen om ytringsfriheden, og at de "aldrig vil lade ETA føre pennen". Uanset om "krigen" mod journalisterne fører mange flere ofre med sig.

Journalister censurerer sig selv
Kendsgerningen er, at den halve snes attentater og attentatforsøg mod medierne i det seneste halv-andet år har haft sin effekt.

"Det er slemt, at ETA forsøger at dræbe ytringsfriheden. Men langt værre, at borgernes ret til at blive ordentligt informeret er kommet i alvorlig fare. Angsten har gjort, at mange journalister er begyndt at censurere sig selv og ikke længere tør skrive kritisk om ETA. Situationen i Baskerlandet kan sammenlignes med Algeriet for nogle år siden, da de islamiske fundamentalister fra FIS truede journalisterne til at dæmpe kritikken," mener Carlos Etxeberri, lokalredaktør i Baskerlandet for dagbladet El Mundo.

José Luis Barbería er enig: "Man kan se det på artiklerne. Tonen og vinklingen er blevet anderledes. Journalister, der tidligere var uforsonlige over for terroristerne, har mistet deres standpunkter og er begyndt at kræve, at regerin-gen i Madrid går i dialog med ETA. Og det er præcis det, ETA vil opnå," siger han.

Livvagt med på arbejde
José Luis Barbería er én af de knap 100 journalister i Baskerlandet og resten af Spanien, der med eller mod sin vilje har fået livvagt. Fordi de har modtaget trusler fra ETA eller fra de rabiate ungdomsgrupper, der støtter den voldelige kamp for et frit Baskerland.

Det er kendetegnende, at så godt som alle de truede journali-ster arbejder på medier, der forsvarer Spaniens enhed.

"Det gør arbejdet i marken meget besværligt. For folk tør ikke længere henvende sig til mig på gaden. Når jeg skal interviewe en person, følger min bodyguard med mig. Men vi har den aftale, at han forsvinder, når han har sikret sig, at der ikke er nogen fare," siger José Luis Barbería.

Han fortæller, at han i flere år har stået på ETAs liste over "Baskerlandets fjender".

"Jeg modtager jævnligt opringninger, hvor jeg bliver truet med, at "jeg bliver den næste". For nogle år siden bragte de et foto af mig i det nu lukkede separatist-dagblad Egin. Og derefter satte de en smædekampagne i gang mod mig med slagord på husmure og artikler, hvor jeg blev udråbt som forræder.

Det vil være stupidt at påstå, at jeg ikke er bange. Selvfølgelig er jeg det. Men jeg tager mine forholdsregler. Blandt andet kigger jeg altid under min bil for at se, om der skulle være en bombe. Jeg har ligesom den indre alarm slået til hele tiden. Og jeg ved af erfaring, at når alarmen går i gang, så skal jeg se at komme væk," siger El Pais-reporteren.

Flygtede fra Baskerlandet
Der er ingen officielle tal, men det skønnes, at et halvt hundrede journalister har følt sig presset til at flytte væk fra Baskerlandet. En af dem er Carmen Gurruchaga, der nu arbejder på El Mundos hovedredaktion i Madrid. I lighed med José Luis Barbería blev hun først svinet til i separatisternes egne medier. Der blev hængt plakater op på husmure i San Sebastian med hendes billede og navn i centrum af en skydeskive. Og flere gange var der demonstrationer mod hende både uden for El Mundos lokalredaktion og uden for hendes eget hus.

"Smædekampagnen rørte mig sådan set ikke. Den levede jeg med i elleve år. Men det blev for meget, da de sprængte en bombe uden for min gadedør. Så besluttede jeg mig til at flytte. Ikke for min egen skyld, men for mine børns sikkerhed," fortæller hun.

Carmen Gurruchaga arbejder ikke længere i den hedeste kampzone. Men da hun fortsat kritiserer ETA i avisens spalter og som kommentator i Radio Nacional de España, har hun livvagt på døgnet rundt.

"Det er meget svært at være journalist i Baskerlandet og på samme tid være kritisk over for ETA. Det er praktisk talt umuligt, hvis man ønsker at leve en fredelig tilværelse," som hun udtrykker det.

ETA
(Euzkadi Ta Azkatasuna)
– er baskisk for "Baskerlandet og Frihed".
– blev dannet i 1959 som udløber af det mere passive Baskiske Nationalist Parti (PNV).
– var fra begyndelsen en politisk og militær undergrundsorganisation, der reagerede mod Francos undertrykkelse af baskisk sprog og kultur.
– kæmper for et selvstændigt Baskerland.
– har i årtier ført en væbnet kamp primært mod den spanske stats styrker; militær, politi, og politikere.
– har også dræbt og udøvet terror mod civile.
– har siden senhalvfemserne oplevet massiv folkelig modstand.

Der har i samme periode været initiativer fra begge sider til fredsforhandlinger og våbenhviler, som imidlertid er brudt sammen. Siden den seneste våbenhvile i december 99 har ETA dræbt 31 mennesker.