Det her er en ren tilståelsessag: Jeg har været for utydelig.

For når jeg ser tilbage på de seneste tre et halvt års arbejde som næstformand i DJ, kigger jeg på en massiv udvikling af politikkerne. Nye strategier er vedtaget eller er på vej omkring freelancere, overenskomst- og aftalevilkår, mediepolitik, uddannelse/efteruddannelse og globalisering.

Samtidig er arbejdet i hovedbestyrelse og udvalg blevet meget mere målrettet og udviklende – vi er gået væk fra sagsbehandlingen og har i høj grad de langsigtede briller på i debatterne.

Det skyldes det fælles ønske om at udvikle DJ.

Det ønske var i to år medvirkende til, at hovedbestyrelsen arbejdede i retning af en fusion med KS, til vedtagelse på delegeretmøde til april næste år. Men som det formentlig er bekendt, besluttede HB i starten af november at hæve foden fra speederen og sænke farten – men holde retningen mod en fusion.

I mellemtiden er der ting, der tilsyneladende skal repareres. I oktober måned meldte medlem nummer 17.000 sig ind i forbundet, og glæden var stor – det er en erklæret målsætning og et budgetkrav for hovedbestyrelsen, at forbundet vokser, fordi det er med til at øge synligheden for os, og fordi det samlet set skaber god økonomi og holder kontingentet i ro.

Men det nyindmeldte medlem, Anne Kirstine, fik en noget blandet modtagelse, da hun lod sig interviewe til fagbladet på journalisten.dk. Jeg printede artiklen og den medfølgende debat ud, og det fylder 14 tætskrevne A4-ark; lagt i forlængelse fylder de 4,15 meter, og siderne er fyldt med følelse og engagement.

Anne Kirstine er 20 år og studerer dansk på Københavns Universitet. Hun ved ”ikke, hvad jeg vil med mit studie endnu, men jeg tænker, at jeg måske gerne vil arbejde med noget kommunikation. Og måske endda som journalist,” sagde hun til fagbladet.

Den melding fik angiveligt uddannede journalister i forbundet til at fortælle kollegerne, at de nu føler, de er tæt på at være presset ud af DJ.

I debatten bliver der bedt om, at DJ skifter navn. Forbundet er holdt op med at skelne mellem journalistik og informationsudbud.

En anden har tilkendegivet over for mig, at hans kolleger har reageret med nyheden om Anne Kirstine ved at sige, at nu overvejer de – som journalister – at melde sig ud.

Med andre ord: Journalisterne er under pres. Endda i deres eget forbund. Og selv om jeg har vanskeligt ved at forstå, at rutinerede, uddannede journalister med årevis erfaring i at gå hårdt til magthavere af enhver karakter kan føle sig presset af studerende, der gerne vil ind i faget, så accepterer jeg, at det er sådan.

Og deraf indledningen. Undladelsessynden består i, at alle de ting, jeg bryster mig af at have været med til i DJ – nævnt ovenfor, synes at være ukendte.

Det samme gør den øgede synlighed, hvormed DJ i de seneste år har markeret holdninger til dagpenge-nedskæringer. Til medieetik. Fordeling af mediestøtte. Og en række såvel arbejdsmarkedspolitiske som fagrelevante emner, hvor formanden eller jeg har været på banen.

At hævde, at journalistikken er ved at forsvinde ud af DJ, er i sig selv et udtryk for, at kikkerten sættes for det blinde øje. Og at hævde, at rekruttering af dansk- og kommunikationsstuderende skulle sætte turbo til denne udvikling, er at vise en beskedenhed, der normalt ikke ligger til journalister.

Denne "Fagligt talt"-klumme bringes i Journalisten nr. 14 2014, men desværre er de sidste tre afsnit ikke med i bladet. Journalisten beklager.