search

Journalister uden Grænser: Vi har ikke været gode nok til at forsvare JP

Generalsekretær for Journalister uden Grænser beklager den manglende opbakning til Jyllands-Posten og Charlie Hebdos linje. »Vi bliver for alt i verden nødt til at forsvare retten til ytringsfrihed,« siger han

En bevæbnet politimand og et stort sort ’Vi er Charlie’-banner udgør velkomsten ved indgangen til Reporters sans Frontières (Journalister uden Grænser, red.) i Paris.

Attentatet mod Charlie Hebdo den 7. januar fandt sted kun fem metrostationer herfra.

Generalsekretær Christophe Deloire fløj dengang ud ad døren med sin assistent og nåede frem til gerningsstedet på samme tid som Frankrigs præsident, François Hollande, og blev som én af de første orienteret om bladets skæbne.

En af de ting, som Christophe Deloire angrer i dag, er, at Charlie Hebdo og Jyllands-Posten ikke tidligere er blevet bakket mere op.

»Vi har ikke været gode nok til at forsvare dem. Ikke fordi vi nødvendigvis er enige med deres redaktionelle linje. ’Jeg er Charlie’ skal ikke forstås som, at vi støtter deres redaktionelle valg, men det handler om retten til at publicere det, de har gjort,« siger generalsekretæren.

»Jyllands-Posten har vist utroligt mod«

Christophe Deloire har snakket med flere journalister, som har følt sig bange efter angrebet.

Han har ligeledes fulgt debatten om, at nogle medier har valgt ikke at genoptrykke muhammedtegningerne eller Charlie Hebdos nyeste forside, der viser en trist Muhammed med skiltet ’Jeg er Charlie’ og teksten ’Alt er tilgivet’.

Det gælder blandt andet Jyllands-Posten.

»Jeg forstår godt Jyllands-Postens reaktion. Den avis har allerede vist utroligt meget mod, men det nytter ikke noget, at alle andre begynder at blive bange. Vi (Journalister uden Grænser, red.) har hver dag kontakt til journalister, som arbejder under forfærdelige forhold, og selv disse mennesker er i stand til at vise mod. Modet bør gå hånd i hånd med journalistikken,« siger generalsekretæren.

De døde hyldes

Siden attentatet har den ytringsfrihedskæmpende organisation – ligesom alle andre franske medier – været under politibeskyttelse.

I det store åbne kontorlandskab bliver man mødt af en fuck-finger fra en storsmilende Vladimir Putin, Bashar al-Assad og Mahmoud Ahmadinejad. ’Uden informationsfrihed, ingen modmagt’ står der nedenunder på de store plakater, der er lavet i forbindelse med pressefrihedens dag den 3. maj. Charlie Hebdo er også til stede.

Et stort billede af satiremagasinets mest kendte – nu afdøde – karikaturtegner Stéphane Charbonnier, bedre kendt som chefredaktøren ’Charb’, ligger oven på en af reolerne.

Rundt om hjørnet står flere afbildninger af ofrene fra attentatet og hviler op ad muren: Mustapha Ourrad, Gorges Wolinski, Bernard Verlhac alias ’Tignous’.

En medarbejder sidder og snakker i telefon og nævner ord som både spansk og amerikansk pressefrihed. Det er ikke nyt, at der i disse lokaler tales meget om ytringsfrihed. Men det er nyt, at kampen for dens bevarelse nu pludselig har sneget sig så utroligt tæt på.

Stolthed

Sammen med flere millioner franskmænd var Christophe Deloire selv på gaden, da den største franske fredsmarch i nyere tid fandt sted efter angrebet.

Her mærkede han en stolthed, som han ikke har følt længe, og som har manglet i den franske befolkning.

»Mange har et billede af Frankrig som et land, hvor man ofte bryder ud i at synge ’La Marseillaise’ og taler om sig selv som ”Den Store Nation”. Men faktisk bærer franskmændene rundt på en rigtig stor mistillid til deres samfund. Oven på demonstrationerne har Frankrig haft en følelse af at forsvare noget, som er virkelig fransk,« fortæller han.

Forsvar ytringsfriheden for alt i verden

Christophe Deloire er dog bange for, at denne stolthed lynhurtigt vil forsvinde igen. Og dermed ikke medføre den styrkelse af ytringsfriheden, som man ellers kunne håbe på.

»Jeg frygter, at regeringsledere og flere mennesker fremover vil sige ’vi skal passe på’ og ’det er ikke nødvendigt at fornærme dele af befolkningen’. Det er en vej, som er rigtig farlig at gå. Vi bliver for alt i verden nødt til at forsvare retten til ytringsfrihed. Hvis vi taber den kamp, hvis vi abdicerer, er det til fare for hele vores frihedsmodel,«  lyder det fra generalsekretæren.

Stor fransk selvcensur

På Journalister uden Grænsers egen opgørelse over verdens landes pressefrihed, lander Frankrig på en 39. plads ud af 180 lande. Danmark indtager 7. pladsen.

Frankrigs placering skyldes blandt andet, at der allerede i forvejen hersker en ret stærk selvcensur i den franske medieverden, mener Christophe Deloire.

»Der er tabuer til højre og til venstre, om det handler om immigration, protektionisme, arbejderklassen eller noget helt fjerde. Et af problemerne er, at det fører til, at det demokratiske spektrum i den offentlige debat bliver mere og mere indskrænket. Der er stadig alt for tætte bånd mellem medierne og den politiske og økonomiske verden i Frankrig,« siger Christophe Deloire.

Journalister uden Grænser har siden 1985 kæmpet for journalisters ytringsfrihed og er i dag aktiv i 130 lande verden over. Organisationen arbejder for eksempel for at befri journalister fra fængsler i Eritrea og beskytte journalister fra massakrer i Mexico.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen