Journalister til salg

  7.500 danske journalister er blevet registreret i en ny database, som Observer tilbyder deres kunder. Til alles fordel, siger Observer. Nej tak, siger journalisterne. REGISTER. Dit navn, dit direkte telefonnummer, din e-mailadresse og dine stofområder er sat til salg.

7.500 danske journalister er blevet registreret i en ny database, som Observer tilbyder deres kunder. Til alles fordel, siger Observer. Nej tak, siger journalisterne.

REGISTER. Dit navn, dit direkte telefonnummer, din e-mailadresse og dine stofområder er sat til salg.

7.500 journalister er at finde i en ny database, som medie- og kommunikationsbureauet Observer tilbyder deres kunder, så de kan målrette deres kommunikation til pressen.

»Vi forsøger at skabe et værktøj, som er til gavn for alle parter, både afsender, der får målrettet sin information, men i høj grad også journalisterne, der vil modtage pressemeddelelser, der passer præcis til deres stofområder – det må da være en arbejdslettelse,« siger udviklingschef i Observer Steffen Andersen.

Men hvad er det så, Observer kan tilbyde? Vi tog et tjek på Journalistens Anders-Peter Mathiasen, der har været ansat i JP/Politikens Hus i 19 år, inden han i år kom til Journalisten.

Ifølge Observers database er Anders-Peter Mathiasen journalist på den gratisomdelte københavnerguide WHERE2GO med stofområderne 'forbrug', 'generelt', 'kvinder' og 'mænd'.

Steffen Andersen kan ikke forklare, hvordan Anders-Peter Mathiasen er havnet på WHERE2GO. Et dobbelttjek viser, at han pludselig overhovedet ikke er i databasen.

»Det er planen, at databasen skal opdateres tre gange om året, hvor vi vil tage kontakt til alle, der er registreret, for at sikre os, at de oplysninger, vi har, er korrekte,« siger Steffen Andersen.

Hos Dansk Journalistforbund mener jurist Anne Louise Schelin, at Observers nye database er i strid med Datatilsynets lov om personregistrering. Hun anser det for yderst problematisk, at de registrerede journalister ikke har haft mulighed for aktivt at give deres samtykke til at optræde i registret.

Observer mener derimod, at man har loven på sin side:

»Jeg vil ikke gå ind i en snak om juristeri, men jeg kan sige så meget, at vores jurister vurderer, at vi har en lovmæssig hjemmel i den interesse, der ligger hos erhvervslivet for en database som denne,« siger Steffen Andersen.

Han tilføjer, at alle journalister i databasen har fået tilsendt en e-mail i midten af september, hvor de er blevet informeret om, at de er registreret i databasen.

Problemet er bare, at ingen af de journalister, Journalisten har talt med, har set en sådan mail.

Ekstra Bladets Bo Elkjær er en af de journalister, der optræder i Observers nye register, og den tidligere Cavling-prisvinder er alt andet end glad for at være blevet en salgsvare i den nye journalist-database.

»Principielt er jeg modstander af den form for registre. Dybest set er det jo en syg idé at gøre den slags oplysninger til en handelsvare,« siger Bo Elkjær.

Bo Elkjær har ingen erindring om at have modtaget en e-mail fra Observer, der oplyser ham om, at han er optaget i det nye register.

»Hvis jeg havde fået mulighed for det, havde jeg helt klart sagt nej tak,« siger Bo Elkjær og tilføjer, at den type registre aldrig kan være i journalisternes interesse.

»Når virksomheder benytter sig af denne type registre, sker der jo både et tilvalg og et fravalg af, hvilket stof der kommer til journalisten. Det er der absolut ikke nogen, der skal sidde på Observer og gøre på mine vegne,« siger han.

Søren Funch, der er redaktionschef på RB Børsen og Ritzau og ligeledes Cavling-vinder, er heller ikke vild med idéen om, at han – uden hans vidende – pludselig er en del af en stor journalist-database hos Observer:

»Det er ubehageligt at blive oplyst om, at jeg står i et register, der absolut ingen interesse har for mig,« siger han.

Undertegnede er åbenbart en af de få journalister i kongeriget, der endnu ikke har gjort sig fortjent til at komme i Observers database. Men det kan der snart blive lavet om på, hvis det står til Observer.

»Jeg (vil) jo gerne have dig oprettet i systemet, nu hvor vi har dialogen, så hvis du vil sende mig dine stofområder, vil vi opdatere databasen,« slutter en mail fra Observers Steffen Andersen.

0 Kommentarer