På grønsværen er El Clásico det legendariske arvefjendeopgør mellem fodboldklubberne Real Madrid og Barcelona. Men for en række danske journalister er det også navnet på et magasin, der skylder dem tusindvis af kroner.
Journalistforbundets advokater sidder lige nu med fem sager, hvor journalister har klager over manglende betaling fra fodboldmagasinet Clasico.
Sportsjournalist og fodboldkommentator Jonas Schwartz har omkring 6.000 kroner til gode. Det handler faktisk ikke så meget om pengene, siger han.
»Det er mere princippet om, at de skylder penge så mange steder og alligevel bliver ved med at udkomme. Det kan jeg simpelthen ikke acceptere,« siger Jonas Schwartz.
Måtte true med DJ
I slutningen af juni skrev hun tre mails, hvor hun rykkede for betaling af honorar.
”Jeg fik ikke svar på nogen af dem,” forklarer hun i en mail.
Først da Arnela Muminovic truede med at inddrage Dansk Journalistforbund, skete der noget.
”Det var så åbenbart det, der skulle til. Jeg fik pengene på min konto om mandagen,” forklarer hun.
Henrik Hvillum var chefredaktør i 2014. Han har haft 35.000 kroner til gode i et år.
»I begyndelsen var jeg irriteret, men nu har jeg faktisk opgivet det lidt. Jeg tror ikke, de penge kommer tilbage igen,« siger Henrik Hvillum.
Direktør: Alle får deres penge
Adm. direktør og partner Martin Ølgaard, der udgiver Clasico, lover at betale de journalister, der har penge til gode.
»Det har ikke været intentionen, at vi ikke ville betale folk,« siger han.
Han siger, at der har verseret en retssag, der betyder, at Clasico nu bliver udgivet af et nyt selskab.
Journalister, der har leveret indhold til Clasico under både den gamle og nye udgiver, skal dog nok få deres penge, lover Martin Ølgaard.
»Det vil jeg sørge for sker fremadrettet.«
Han kan ikke oplyse, hvor mange penge journalister har til gode, men der er tale om både små og store beløb.
Hvornår får journalisterne de penge, du skylder dem?
»Jeg har løbende gjort journalisterne opmærksom på, at de får deres penge, når der kommer et blad i oktober og et blad i december. Decemberudgivelsen er på gaden 10. december. Så medio december har alle fået deres penge,« siger Martin Ølgaard.
DJ tilbyder rådgivning
Troels Johannesen, kommunikationschef i DJ, siger, at der er fem verserende sager, hvor DJ-medlemmer har penge til gode hos Clasico. Desuden er en sag afsluttet.
Rådet til medlemmer, der skal levere indhold til Clasico, er det samme som for andre arbejdspladser.
»Man skal altid være opmærksom på, hvordan man sikrer sig, at man får sin betaling. Hvis man er i tvivl om, hvordan man skal agere, kan man kontakte DJ for at få råd og vejledning,« siger Troels Johannesen.
Han udtaler sig, fordi det er en juridisk sag. DJ ønsker ikke, at de advokater, der behandler sagerne, skal udtale sig om den.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er ufatteligt og et i mine øjne stigende problem med folk/virksomheder som får udført arbejde og derefter ikke ender med at betale regningen.
Sørgeligt for de involverede parter.
/Emil - www.inspirationssiden.dk