Henrik Qvortrup fortjener smæk. Han er en ondsindet, skaldet kyniker, der besmudser det journalistiske erhverv ved at gøre journalister til simple sladderblads-kendisser.
Eller er det måske i virkeligheden omvendt?

Henrik Qvortrup skal have en medalje for at give ungdommen bedre forbilleder. Som chefredaktør på SE og HØR vælger han uge efter uge at smide dygtige journalister på forsiden i stedet for tilfældige deltagere i reality-programmer, hvis eneste fortjeneste var, at de var villige til at udlevere sig selv for rullede kameraer.
Uanset hvad, så er det et faktum, at SE og HØRs chefredaktør i stigende grad fylder bladet med mediefolk. Og det er sådan set ligegyldigt, om du og jeg er for eller imod.
Tendensen er kommet for at blive, fordi den er styret af simple markedsmekanismer.
Antallet af mediefolk er mere end tidoblet på blot fem år i SE og HØR, viser Journalistens optælling. Studieværterne ryger frem på forsiden og er ikke blot omtalt ved officielle arrangementer.
Så markante tal kan ikke blot forklares med et øget tv-udbud.
Det ville være en grov undervurdering af det professionelle bladprodukt SE og HØR blot at tilskrive tendensen Henrik Qvortrups personlige interesse for journalister. Selvfølgelig er prioriteringerne i Aller-koncernens særdeles profitable udgivelse underbygget med solide læserundersøgelser. Qvortrup har set en niche og dyrket den dygtigt i en både svinagtig og underholdende stil.
Det her handler vel at mærke ikke kun om penge på kistebunden til Aller, men også om seertal for tv-kanalerne. De profilerer i stigende grad deres programmer via værterne. Det er ikke længere bare TV-avisen, men Reimer Bo Christensen med TV-avisen.
Værterne er blevet det brand, der skal sælge udsendelsen, og derfor bliver de markedsført som stjerner.
Ugebladene er simpelthen en både effektiv og gratis platform for eksponering af tv-programmer. En studievært, der ikke vil stille op og give en bid af sig selv, er dermed mindre værd for arbejdsgiveren.
»Det er et dejligt ægteskab, vi tjener de samme interesserer, de vil gerne have flere læsere, vi vil gerne have flere seere,« siger kommunikationschef Anne-Mette Bro fra TV 2 befriende ærligt i dette nummer af Journalisten.
Derfor er det vigtige spørgsmål for studieværterne ikke, hvad de skal mene om SE og HØR, men hvordan de håndterer udfordringen professionelt.
For det er ikke sikkert, at den enkelte journalist har samme interesser som tv-kanalen.
Hvis man for eksempel gerne vil have et stærkt brand som troværdig nyhedsvært på en kanal med en public service-profil – som TV 2 eller DR – bør man nok overveje en ekstra gang, hvad man stiller op til.
Værterne udvander deres eget brand, hvis de blot river alle de gode tilbud, som følger med bevågenheden, ned fra hylden.
Det kan immervæk skygge for tyngden i præsentationen af krigshandlinger i Afghanistan, hvis seerne kommer til at tænke på en god performance i Vild med Dans.
Den enkelte må selv sætte grænsen.
Ikke bare over for SE og HØR, men også over for arbejdsgiveren.
Trappestigen har mange trin. Værten kan vælge at fortælle om sit arbejde, om de sidste tre bøger vedkommende har læst, sin glæde ved opera og den elskede cockerspaniel – eller gå skridtet videre og invitere ugebladene indenfor eller fortælle om sin nye kærlighed.
Grundreglen er vel, at hvis man fortæller om forelskelsen, må man forvente, at bruddet bliver nævnt. Det er lige som en naturlig opfølgning.
Derfor er det nok klogt at lytte til en erfaren vært som Natasja Crone:
»Jeg har måske, da jeg var ny, selv fortalt lidt rigeligt beredvilligt og troet, at jeg kunne sige ja til et interview på betingelse af, at det skulle handle om bestemte emner. Efterhånden har jeg lært, at hvis man siger ja til Billed-Bladet eller SE og HØR, siger man ja til det hele.«

Jakob Elkjær, redaktør, Journalisten