search

Journalister snylter på journalister

Der er grænser for, hvor meget journalister må planke fra deres kolleger. Ideen til et stykke journalistik er som regel ikke beskyttet - men ordene er. Men hvor meget? Hvad må man ­citere, hvor meget må man citere, og hvornår bør man kreditere, når man laver journalistik? Journalisten har fundet fire eksempler på parasitisk journalistik i dansk presse, som lektor, ph.d. Sten Schaumburg-Müller ved Afdelingen for Retslære på Aarhus Universitet vurderer. (En kilde i denne artikel er blevet anonymiseret den 24/3 2014. Der er ellers ikke ændret i artiklen)  

Der er grænser for, hvor meget journalister må planke fra deres kolleger. Ideen til et stykke journalistik er som regel ikke beskyttet – men ordene er.

Men hvor meget? Hvad må man ­citere, hvor meget må man citere, og hvornår bør man kreditere, når man laver journalistik?

Journalisten har fundet fire eksempler på parasitisk journalistik i dansk presse, som lektor, ph.d. Sten Schaumburg-Müller ved Afdelingen for Retslære på Aarhus Universitet vurderer.

 

»Danmarks blodigste spøgelsestog«

ORIGINALITET. Først testede Ekstra Bladet de danske rutsjebaner. Det gjorde B.T. også året efter, men efterabede – og betalte seks flasker rødvin for krænkelsen.

Erik Eisenberg, journalist og leder af Ekstra Bladets forbrugerredaktion, var »voldsomt irriteret« og følte sig »bestjålet«, da han kontaktede juristerne i Journalistforbundet.

Eisenberg skrev i 2003 et opslag om rutsjebaner. Med familien under armen havde han rejst rundt i det ganske land for at teste rutsjebaner. Da han kom hjem, skrev han et opslag med anmeldelser og stjerner af de hvinende forlystelser.

B.T.s journalist Morten Nøhr Mortensen gjorde noget lignende i begyndelsen af maj 2004. Det blev også til et opslag, der minder om Eisenbergs, dog uden stjerner. Der er to nye rutsjebaner med i B.T. og helt andre billeder, og langt de fleste ord er anderledes.

Men for eksempel går Eisenbergs oprindelige beskrivelse af Tivoli Frihedens rutsjebane »Rutsjebanen« igen i Mortensens artikel: »Svingende søsygemaskiner og Danmarks blodigste spøgelsestog,« står der i begge opslag. En anden genganger er »klassiske lige-op-og-ned-bakker«, der beskriver banen på Bakken.

I alt er der ord, der går igen, i syv af de ni rutsjebanetest. De eneste to test, hvori der ikke er sammenfald af ord, er de to nye baner, »Dæmonen« fra Tivoli og »Falken« fra Fårup Sommerland. De baner skrev Eisenberg slet ikke om, da de ikke var bygget, da han skrev sin test.

Erik Eisenberg ville ikke finde sig i genbruget.

»Jeg følte mig bestjålet. En vigtig del af det at være journalist er at fodre sit medie. Så bliver man lidt forarget over, at niveauet kan være så lavt hos nogle kolleger. Heldigvis er det ikke så tit, det sker,« siger han.

Han skrev i maj om ord-sammenfaldene i de to artikler i en mail til B.T.s chefredaktør, Arne Ullum, som umiddelbart efter svarede, at han først kunne svare tilbage nogle dage senere.

Erik Eisenberg kontaktede Journalistforbundet, der vurderede, at sagen var for tynd. Forbundet sagde, at Eisenberg kunne gå videre med sagen selv, men det ville han ikke, og så glemte Eisenberg sagen. Indtil Arne Ullum ringede medio juni.

»Ullum sagde, at der ikke var noget at komme efter rent juridisk, men at han godt kunne se et moralsk problem. Derfor ville han gerne give mig seks flasker rødvin. Det var en hæderlig og redelig måde at løse sagen på,« siger Erik Eisenberg.

B.T.s journalist mener ikke, at rutsjebane-sagen kan bære, at Erik Eisenberg både kontakter hans chefredaktør og Journalistforbundet.

»Det er småligt ud over alle grænser, at Eisenberg rejser sådan en lille sag. Det kan da godt være, at jeg er kommet til at planke en sætning eller to. Den slags sker jo hver eneste dag også i Ekstra Bladet. Ikke mindst fra Ritzaus Bureau, som alle planker fra, også Erik Eisenberg. Hvis man snylter på et meget stort stykke arbejde eller noget afslørende journalistik, så skal man selvfølgelig kreditere. Men det her er virkelig for småt,« siger Morten Nøhr Mortensen.

– Besøgte du alle de forlystelser, du skrev om?

»Jeg har været på dem alle sammen over nogle år.«

– Besøgte du dem alle, inden du skrev artiklen?

»Nogle af dem har jeg nok ikke været på. Men så var jeg blandt andet inde på deres hjemmeside og læse om dem,« siger han.

 

Ophavsretten er krænket, vurderer pressejurist Sten Schaumburg-Müller:

»Selve citaterne udgør ingen krænkelse af ophavsretten, det er krediteringen, der er problemet. Det er mere end bare et enkelt citat, som B.T. genbruger, og der er lyriske ting, ordblomster, som bliver genbrugt. Dem må B.T. gerne bruge, men så skal de kreditere Ekstra Bladet. Når det er flere ting, der genbruges, og det er originale formuleringer, så skal man kildeangive. Der er begået en krænkelse, og sagen burde med rimelighed kunne vindes i retten.«

 

Frank Esmann beskyldt for litterært tyveri

INSPIRATION. En nidkær læser af den spanske tv-journalist og berømte forfatter Arturo Pérez-­Revertes romaner henvendte sig i et brev til anmelder ved Weekendavisen og forfatter Bo Bjørnvig. Læseren, Rolf H. Christensen fra Herlev, skrev til Bjørnvig, at han »har grebet Frank Esmann med fingrene i kagedåsen.«

Journalist og vært ved DR2 Frank Esmann udkom sidste år med romanen »Ondets Rod«, og på side 22 er der 18 linjer, der ligger tæt op ad 18 linjer på side 242 i Arturo Pérez-Revertes roman »Dumas-klubben«. De 18 linjer er ikke formuleret på samme måde, men mange ord, navne og titler går igen.

Læserens brev fik Bjørnvig til at finde den spidse fjer frem og spidde Esmann i en artikel i Weekendavisen med rubrikken »Litterære tyverier II. Hvor rod-titlen endnu engang viser sin farlighed«.

I artiklen gør Bjørnvig opmærksom på, at Esmann i et efterskrift i sin bog selv skriver, at han »har haft svært ved at ryste (Arturo Pérez-Reverte) af (sig)«.

På trods af krediteringen i efterskriftet, hvor Esmann også skriver, at det er »Dumas-klubben« af den spanske tv-journalist, som han er inspireret af, samt nævner forlag og både den engelske og danske oversætter og også takker Arturo Pérez-Reverte, så mener Bjørnvig, at Esmann begår litterært tyveri.

»Det er meget intrikat. Selvfølgelig kan man lade sig inspirere. Han (Esmann, red.) skriver jo, at han lader sig inspirere. Men han har taget mange gode direkte citater, som er så godt skjult, at der ikke er en idiot, der opdager det,« siger Bo Bjørnvig.

Frank Esmann svarede på kritikken fra Bjørnvig i et læserbrev i Weekendavisen. Efterfølgende havde B.T. også fat i historien om Esmanns påståede plagiat. Også i B.T. afviste Esmann kritikken.

»Det må være nok. Jeg er i øvrigt vant til lidt af hvert. For 25 år siden, da jeg var chefredaktør på Weekendavisen, blev jeg af Victor Andreasen (tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, red.) udnævnt til idiot. Claes Kastholm Hansen (journalist, forfatter og formand for litteraturudvalget under Kunstrådet, red.) kaldte mig i en senere tv-anmeldelse noget nær genial. Den slags polemik i dansk presse er jeg så vant til,« siger Frank Esmann.

Esmann vil alligevel ikke blankt afvise Bjørnvigs kritik.

»Det er et relevant spørgsmål at rejse. I efterskriftet henviser jeg til en forfatter, som jeg har været dybt inspireret af. Men er det nok? Bo Bjørnvig og andre mener, at det ikke er nok. Jeg vil ikke gøre det på samme måde i min næste bog. Jeg vil ikke én gang til have sat spørgsmålstegn ved min troværdighed,« siger Frank Esmann.

 

 

Ophavsretten er ikke krænket, vurderer pressejurist Sten Schaumburg-Müller:

»Der er ingen tvivl om, at der er tale om citater, selv om Frank Esmann har omformuleret en del. Ud fra det oplyste drejer det sig om 18 linjer i en 242 siders bog, og citatretten er ikke overskredet. Endvidere krediterer Frank Esmann Arturo Pérez-Reverte i efterskriftet, og kravet om kildeangivelse er derfor opfyldt. Det ville virke kunstigt at kreditere inde i værket, og derfor er ophavsretten ikke krænket. Man kan diskutere, om krediteringen burde have ligget i forordet – men det kan ikke bære en retssag.«

 

Kristen avis røvede Synnøve Søe

CITATREGLEN. Et indslag i TV 2/BORNHOLM af Synnøve Søe om vildfaren ung mand, der reddes af Nexø Frikirke, blev plagieret af den fælleskirkelige ugeavis ­Udfordringen.

Sommeren 2003 blev freelancejournalist Synnøve Søe kontaktet af journalist Dorthe S. fra den fælleskirkelige ugeavis Udfordringen. Dorthe S. ville gerne interviewe Søe om hendes tro. Søe havde ikke tid og lyst, men af venlighed henviste hun til en nykristen, Christian Høeg, som hun selv havde interviewet til en portrætrække, »Når livet slår et sving …«, som Søe havde lavet til TV 2/Bornholm.

Dorthe S. interviewede den nykristne, som også lånte hende en kopi af indslaget og manuskriptet – ting, han havde fået af Synnøve Søe.

Som tak for kontakten til Christian Høeg sendte Dorthe S. det eksemplar af Udfordringen, hvori hendes interview med ham var trykt, til Synnøve Søe.

Artiklen om Christian Høeg er på 227 linjer, hvoraf de 60 linjer også findes i Synnøve Søes manuskript. Flere af Christian Høegs citater går næsten ordret igen fra Søes manus til artiklen. Historieopbygningen i Dorthe S.' artikel ligger også tæt på formen i Søes manus.

Synnøve Søe blev vred, da hun læste interviewet med Christian Høeg.

»Jeg synes, jeg er blevet groft krænket, jeg har ikke andet ord for det end tyveri. Man må vel have lov til at have sine ord i fred. Der er ikke meget andet end ord, originalitet og hårdt arbejde at sælge for en journalist.

»Det må man selvfølgelig ikke gøre,« siger ansvarshavende redaktør Henri Nissen fra Udfordringen om krænkelsen.

Han forsvarer sin journalist med, at hun ikke handlede i ond tro.

»Dorthe S. er ikke uddannet journalist, og hun vidste ikke, at hun havde gjort noget galt.«

Henri Nissen indgik forlig i sagen med Journalistforbundet efter nogen brevveksling med juristerne. Synnøve Søe fik 1.250 kroner i vederlag for genbruget af hendes stof og 1.250 kroner i godtgørelse for krænkelsen.

 

 

Ophavsretten er krænket, vurderer pressejurist Sten Schaumburg-Müller:

»Det synes jeg er åbenbart. Opbygningen af artiklen i Udfordringen ligner meget Synnøve Søes manuskript, og de mange ord, som går igen, er tilsammen en overtrædelse af både citatreglen og krediteringsreglen. De genbrugte ord er ikke ualmindelige, men alene omfanget af genbruget afgør sagen.«

 

Et fatalt ophavsretsbrud

PRESSEHISTORIE. I 2001 begik daværende chefredak­tør på Berlingske Tidende, Annegrethe Rasmussen, en skæbne­svanger fejl.

Det var med slet skjult skadefryd, at Politiken 17. august 2001 genoptrykte en leder fra nærmeste konkurrent, Berlingske Tidende, samt to af Politikens ditto, ved siden af hinanden og med markører over alle de ord og sætninger, som gik igen i de to avisers ledere.

Berlingske Tidende havde simpelthen planket fra to af Politikens ledere om situationen i Mellemøsten. Under rubrikken »Genbrug i Pilestræde« gjorde Politiken sig morsom på bekostning af det åbenlyse plagiat i Tanten. Det ramte åbenbart så hårdt, at direktøren for Berlingske Cross Media, Søren Østergaard Sørensen, daværende fungerende chefredaktør for Berlingske Tidende, beskriver episoden som »den mest utilgivelige og største fejl i perioden for Berlingske Tidende«.

Den famøse leder i Berlingske Tidende var skrevet af daværende chefredaktør på Berlingske Tidende, nuværende Europa-korrespondent for Information, Annegrethe Rasmussen.

Hele passager og mere end halvdelen af lederen var ordret taget fra Politikens to ledere de foregående dage.

Samme dag som Politiken bragte sit smædeskrift, blev Annegrethe Rasmussen fyret. Og det er alt sammen levende beskrevet i damebladet IN, nummer 6/2004, hvor den pinagtige historie senest er fortalt, vel at mærke set fra Annegrethe Rasmussens synsvinkel. Det Berlingske Hus kommenterer nemlig af principielle grunde ikke afskedigelsessager.

 

 

Ophavsretten er krænket, vurderer pressejurist Sten Schaumburg-Müller:

»Der er også ophavsret til en avisleder, selv om aviserne gerne vil fremme deres meninger. Annegrethe Rasmussen går for langt. Jeg synes ikke, hun overskrider citatreglen, men der bør krediteres.«

 

Citater stjålet til reklame giver kassen

KOMPENSATION. En reklame for BonBon-Land var en klokkeklar overtrædelse af Ophavsretsloven, fordi teksterne er kopieret direkte fra Ekstra Bladet. Det er ifølge Ophavsretsloven særligt krænkende for en journalist at blive parret med forretningsverdenen.

Som BonBon-land skriver til Journalistforbundet, der kørte sagen for Erik Eisenberg:

»BonBon-Land anerkender, at Erik Eisenbergs professionelle anseelse og integritet som journalist er blevet krænket ved den kommercielle anvendelse.«

Erik Eisenberg selv var forbløffet over godtgørelsens størrelse:

»Jeg blev voldsomt overrasket over beløbets størrelse. Og havde jeg ikke først vendt sagen med Journalistforbundet, så havde jeg nok snydt mig selv,« siger Erik Eisenberg, der dog ikke vil afsløre beløbets størrelse.

Eisenberg opfordrer derfor alle journalister til at rette henvendelse til Journalistforbundet, hvis deres stof ulovligt bliver udnyttet af andre.

 

Blandt ordblomster og flueben

OPHAVSRET. Det er ikke sjældent, at en af Dansk Journalistforbunds jurister får en ophidset journalist i røret. Journalisten føler sig nasset på, bestjålet og misbrugt. En kollega har, måske i et svagt øjeblik, gaflet et afsnit hist og en beåndet vending pist fra vores ophidsede journalist. Kollegaen har måske også glemt at kreditere, det vil sige at skrive navnet på den kilde, vedkommende har brugt.

Hvis det drejer sig om en artikel, så vil forbundets jurist sætte sig ved sit skrivebord med det oprindelige værk (den gamle artikel) og det påståede plagiat (den nye artikel) foran sig. Med en gul markør vil han afmærke de ord, som går igen i begge artikler.

Det første, juristen ser på, er omfanget af ord, der går igen. Hvis han konstaterer, at der er markeret meget, sætter han et mærke i sin blok. Det kan nemlig betyde, at den ophidsede journalists ophavsret er krænket, fordi hans kollega kun må citere i det omfang, der er nødvendigt for at fortælle historien.

Det er svært sådan helt præcist at lægge sig fast på, hvor meget man kan citere. Én dom på området fastslog, at grænsen for citatretten ikke var overskredet, selv om den nye artikel bestod af to tredjedele citat, og en fjerdedel af den gamle artikel var citeret.

Inden juristen kan afgøre, om citatreglerne er overtrådt, ser han også på, hvor originalt det citerede er. Er der tale om ordblomster, kreativt sprog, gode citater og så videre, sætter han et flueben på sin blok. Det er kun det originale, der nyder beskyttelse i Ophavsretsloven.

Det andet, juristen ser på, er, om citaterne er krediteret vores ophidsede journalist eller mediet, han skriver for. Hvis det ikke er tilfældet, så er reglerne for kreditering i Ophavsretsloven sandsynligvis overskredet, og juristen sætter et flueben på sin blok. Der skal nemlig som hovedregel altid krediteres, medmindre det virker urimeligt distraherende i den nye tekst.

Hvis der er flueben på blokken, sætter juristen sig ved computeren. Nu skriver han et venligt, men bestemt brev til den ophidsede journalists kollega eller dennes chef. I brevet nævner juristen, hvilke paragraffer i Ophavsretsloven han vurderer er overtrådt. Juristen fastsætter også et krav: Både et vederlag til den ophidsede journalist, som skal have betaling for, at kollegaen brugte det stof, han var ophavsmand til, men også en godtgørelse oveni for krænkelsen. Det koster penge at krænke en ophavsmand. Alligevel er kravet ofte ikke særligt interessant for journalisten. Det er nemlig ikke pengene, men princippet, der optager den krænkede.

Som regel løses sagen i mindelighed. Det vil sige, at kollegaen underkaster sig Journalistforbundets vurdering, ofte med et mindre nedslag i pengekravet.

Nægter kollegaen at have krænket journalistens ophavsret, kan sagen ende i retten, hvis Journalistforbundet dels anser sagen for principiel, dels vurderer, at sagen kan vindes med rimelig sikkerhed. En tabt sag kan nemlig skade alle journalisters muligheder for fremover at gøre krav gældende over for journalister, der snylter på andre journalister.

Selv om forbundet ikke vil køre en sag, kan ophavsmanden sagtens vælge at køre sagen selv.

Journalistforbundets juridiske konsulent Hanne Walsted har skrevet artiklen »Inspiration eller afskrift?« i Journalisten nummer 19/2002. Det er en let forståelig gennemgang af Ophavsretsloven med henblik på citater og kreditering. Den kan også læses på www.journalisten.dk/sw722.asp.

 

Ophavsretsloven om kreditering og citat

Talrige paragraffer regulerer ophavsretten. Her skal kun nævnes et par af de vigtigste i forbindelse med citater og kreditering.

Paragraf 3 slår fast, at ophavsmanden har krav på kreditering i henhold til god skik:

Ophavsmanden har krav på at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, såvel på eksemplarer af værket som når dette gøres tilgængeligt for almenheden.

Stykke 2 i samme paragraf afgrænser, i hvilke sammenhænge man må citere. Det vil normalt være ekstra krænkende for ophavsmanden at bruge hans citater i forbindelse med politiske eller kommercielle budskaber:

Værket må ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart.

I paragraf 22 står desuden, hvornår man må citere:

Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.

Begrebet »god skik« er elastisk og beror på juridiske vurderinger. Man afgrænser »god skik« ved at se på udfaldet af tidligere domme. »God skik« kan i Ophavsretsloven deles i to betingelser, som man skal overholde, når man citerer:

Ved reklamer og politik må der udvides stor forsigtighed. Man må ikke citere og lade citatet fremstå, som om den citerede reklamerer for en vare eller indestår for et bestemt politisk synspunkt. Endelig skal citatet være loyalt.

Citatet eller citaterne må kun bruges i et omfang, der betinges af formålet. Det vil sige, at man kun må citere i det omfang, som er nødvendigt for at underbygge sin journalistik, og ikke fordi man ikke selv gider finde på.

 

(Anonymiseret den 24/3 2014: Journalisten har valgt at anonymisere en kilde i denne artikel. Det er sket på opfordring fra kilden, der nu har fået sit efternavn fjernet. Journalisten anonymiserer kun i helt særlige tilfælde, hvor en kilde kan dokumentere, at artiklens skadevirkning ikke står mål med de historiske og journalistiske argumenter for ikke at foretage ændringer. Læs mere i vores regler for rettelser)

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen