»Journalister skal ikke blogge«

Journalisterne skal holde sig til at skrive nyheder. Hvis de blogger, kan det ende med at udviske grænserne mellem kommentar og nyhed, siger redaktionschef. Gammeldags, lyder kritikken.

Journalisterne skal holde sig til at skrive nyheder. Hvis de blogger, kan det ende med at udviske grænserne mellem kommentar og nyhed, siger redaktionschef. Gammeldags, lyder kritikken.

Det bringer journalisternes uafhængighed i fare at blogge. I stedet skal de holde sig til nyheder. Sådan lyder den kontante melding i hvert fald fra norske Anton Granhus, redaktionschef på fagbladet ByggAktuelt.

»Blogs er jo mere en kommentarform. Hvis journalister begynder at skrive for meget på den måde, så er jeg bange for, at grænserne mellem kommentar og nyhed bliver udvisket,« siger han til norske Journalisten.no.

Anton Granhus reagerer på en udmelding fra engelske Adam Tinworth, der er blogchef på Reed Business Information. I går sagde han til Journalisten.no, at journalister bør arbejde med blogs som en naturlig del af nyhedsdækningen. Her kan de komme i kontakt med læserne, men det er de meget dårlige til:
»Det chokerende er, at du ser mange journalister, som ikke rigtig bemærker deres læsere, men jeg tror ikke, at disse journalister vil overleve på lang sigt,« sagde han.

Det har fået Anton Granhus til at afvise, at blogs skal fungere som en del af nyhedsdækningen. I stedet skal journalisterne koncentrere sig om at lave gode nyheder ud fra deres klassiske kriterier.

»At journalister blogger ved siden af journalistikken, synes jeg er underligt. Hvorfor kan man ikke holde læserne informeret gennem en god nyhedstjeneste med kilder? Journalisternes historier bør bringes som en ordentlig artikel, ikke bankes ud som en blog,« siger han.

0 Kommentarer