Lønningsniveauet for journalister er kommet under heftig debat efter et blogindlæg, der refererer den amerikanske medieprofessor Robert G. Picard for at mene, at journalister ikke bidrager med noget unikt og må gå ned i løn.
Blog-indlægget på Pol.dk er skrevet af kommunikationskonsulent Ida Jeng, der er bosat i New York. Her blev hun opmærksom på Picards kronik "Why journalists deserve low pay" i The Christian Science Monitor.
Picard mener, at en kraftig lønnedgang for journalisterne er den eneste måde at komme ud af den forretningsmæssige krise, mediebranchen befinder sig i. Og der er ingen argumenter imod – journalister gør nemlig ikke noget, enhver anden ikke kan gøre.
Han forklarer, at teknikken i dag "gør det muligt for enkeltpersoner – uden brug af et journalistisk apparat – at få adgang til kilder, at søge og udvælge information, og at formidle det videre".
Ida Jeng erklærer sig enig med Picard, men sender spørgsmålet videre til sine læsere, og det har medført en hel del henvendelser, der ivrigt diskuterer lønniveauet og de faglige kompetencer hos danske journalister. For eksempel skriver "Salling":
"Der er meget langt mellem de danske journalister der forstår at finde det væsentlige frem i andet end den simpleste statistik. Ofte forstår de knapt politiske budskaber og relativt ukomplicerede samfundsmæssige samhænge, og alligevel er det dem der skal skal gøre det komplicerede let at forstå."
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.