Polske journalister tvinges til at angive, om de har samarbejdet med politiet under kommunist-regimet. Hvis ikke de udfylder erklæringen, mister de retten til at arbejde som journalister i 10 år.
YTRINGSFRIHED. Polsk, født før 1972 og journalist, advokat, universitetslektor, revisor eller bestyrelsesmedlem? Så skal der underskrives en erklæring. Og hvis ikke den er afleveret til tiden, må du ikke arbejde inden for dit fag i 10 år.
Den nye lov fra den polske højre-koalition trådte i kraft den 15. marts, og den er omstridt.
Journalistforbundet SDP går varmt ind for den og anbefaler sine medlemmer at afgive erklæringen. Forbundet kræver et opgør med fortiden, og det krav gælder alle – også og måske særligt journalister, der jo er meningsdannere, forklarer generalsekretær i SDP Stefan Truszczynski.
»Hvordan kan du gå til et interview, hvor du vil stille nogen til regnskab for, hvad de har gjort for 20 år siden, hvis du ikke selv gør det?« spørger generalsekretæren i det journalistforbund, der under general Jaruzelskis regime i 1980erne var forbudt.
»Jeg går ind for at gøre op med fortiden. Men jeg bryder mig ikke om måden, det bliver gjort på,« siger Bartosz Weglarczyk, der er udenrigsredaktør på avisen Gazeta Wyborcza.
På Gazeta Wyborcza har flere journalister meldt ud, at de ikke vil afgive erklæringen.
»Det krænker min værdighed,« siger Weglarczyk, der dog endnu ikke har gjort op med sig selv, om han vil afgive erklæringen.
Men egentlig er det slet ikke nødvendigt, synes han. Polen har – ligesom Tyskland – et arkiv over medarbejderne af det hemmelige politi under kommuniststyret, og det er åbent tilgængeligt. »Ingen kan gemme sig alligevel,« siger han.
Loven er et brud på menneskerettighederne, mener organisationen Helsinki Human Rights Committe i Polen. Definitionerne er alt for vage, og ikke mindst er det et brud på ytringsfriheden at true journalister med, at de ikke må udføre deres hverv i 10 år.
Loven er indbragt for den polske forfatningsdomstol, og en afgørelse ventes i slutningen af april eller begyndelsen af maj.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.