Den 13-årige blev i går fundet i live på en adresse i Korsør, hvor den 32-årige mand blev anholdt. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Anklageren i sagen om den i weekenden forsvundne 13-årige pige har begæret dørene lukket.
Det er kommet frem i grundlovsforhøret, hvor den 32-årige anholdte mand i sagen er blevet sigtet for frihedsberøvelse og voldtægt.
Anklageren har begæret dørene lukket af hensyn til sagens opklaring og af hensyn til den forurettede. Forsvareren har på den anden side bedt om navneforbud, hvilket møder protest fra anklageren, idet den sigtede har erkendt sig delvis skyldig, og fordi den sigtedes navn har været gengivet.
Journalister fra DR og TV 2 protesterer over dørlukningen.
”Sagen har i helt usædvanlig grad optaget danskerne. Almindeligvis kræver man særlige grunde,” siger TV 2’s retskorrespondent Astrid Søndberg ifølge TV 2.
Dommeren har trods protester valgt at lukke dørene og imødekomme kravet om navneforbud.
”Sagen er på så indledende et stadie. Det er forbundet med straf at videregive identiteten på sigtede i sagen,” lyder begrundelsen.