The New Yorker er et af verdens mest respekterede magasiner, berømt for sine lange, dybdeborende artikler, ikoniske vittighedstegninger og litterære bidrag fra nogle af verdens bedste forfattere. Det har givet magasinet mange fans. En af dem er filminstruktøren Wes Anderson, der i sin seneste film, ’The French Dispatch’, har skabt sin egen skæve og fantasifulde hyldest til det legendariske magasin. Anderson kalder den sin ”kærlighedserklæring” til journalister.

Filmen har premiere 21. oktober og indskriver sig i rækken af film med en eller flere journalister som hovedpersoner, der i mere eller mindre realistisk form skildrer forskellige sider af den journalistiske profession enten positivt eller kritisk – fra den skruppelløse fotograf til den ubestikkelige journalist.

I det følgende har vi kåret vores bud på de 10 bedste og vigtigste film inden for genren.

 

↑ 10: Nightcrawler, 2014 – Den skruppelløse fotograf

I Dan Gilroys intense instruktørdebut fra 2014 spiller Jake Gyllenhaal den opportunistiske og halvpsykopatiske Lou, som indleder en karriere som fotograf i Los Angeles’ mest betændte og kriminalitetsplagede kvarterer, hvilket ret hurtigt fører ham ud på et seriøst moralsk skråplan, efterhånden som han opdager, hvilke billeder der sælger.

’Nightcrawler’ er en nådesløs kritik ikke bare af en nyhedsbranche, der for længst har mistet sit moralske kompas, men også af den offentlighed, der konstant kræver historier om vold og død som underholdning til aftenkaffen.

Foto: Chuck Zlotnick/Capital Pictures/Ritzau Scanpix

 

↑ 9: Shattered Glass, 2003 – Løgneren

I 1998 var The New Republic et af USA’s mest respekterede magasiner, kendt for sine artikler om politik, kultur og samfund. Det ændrede sig brat, da det kom frem, at bladets helt unge stjernereporter Stephen Glass havde fabrikeret adskillige af sine historier, nærmere bestemt 27 ud af 41, som viste sig ikke at leve op til almindelige journalistiske standarder.

I ’Shattered Glass’ får vi hele fortællingen om Glass’ storhed og fald. I hovedrollen giver den ofte udskældte Hayden ”Anakin Skywalker” Christensen (på billedet flankeret af Peter Sarsgaard) en stærk præstation som den talentfulde, men også stærkt karakterafvigende unge mand, og filmen er et lærestykke i, hvad der sker, når man tilsidesætter hensynet til sandheden til fordel for egen personlig vinding.

Filmen er instrueret af Billy Ray, og ironisk nok havde filmen premiere, kort efter at en anden skandale om fabrikerede historier, Jayson Blair-sagen på New York Times, begyndte at rulle.

Foto: Lions Gate Films/Album/Ritzau Scanpix

 

↑ 8: His Girl Friday, 1940 – Redaktøren med de to kasketter

Screwball-komedier kalder man den særlige type film, hvor plottet mest fungerer som en undskyldning for at lade farverige karakterer affyre vittige replikker i et rasende tempo.

En af genrens absolutte perler er Howard Hawks’ ’His Girl Friday’.

Her spiller Cary Grant chefredaktøren Walter, der overtaler sin modvillige eks-kone og tidligere stjernereporter Hildy (Rosalind Russell) til at påtage sig opgaven med at interviewe en uskyldigt dømt morder. Nu risikerer han at blive henrettet, hvis ikke Hildy gør noget. Samtidig har Walter dog også andre hensigter, nemlig at forhindre Hildy i at gifte sig med en anden mand.

Med moderne briller er filmen desuden interessant for sin skildring af journalister som storrygende og hårdkogte bladsmørere, som sjældent skyr nogen midler for at få deres historie.

Foto: Mary Evans/Af Archive/Ritzau Scanpix

 

↑ 7: The Killing Fields, 1984 – Krigskorrespondenten

Inspireret af den sande historie om New York Times-journalisten Schanberg (Julian Sands, på plakaten og tv. i billedet) og hans lokale tolk, Dith Pran (Haing S. Ngor, th.), tager Roland Joffés 80’er-klassiker os med på en dramatisk rejse ind i et af det 20. århundredes allermørkeste kapitler, De Røde Khmerers brutale og ekstremt blodige magtovertagelse i Cambodia i 1975.

Da amerikanske Schanberg i allersidste øjeblik må flygte ud af landet, tvinges han til at efterlade sin ven til en uvis skæbne. Da han kommer hjem, indleder han straks en kampagne for både at frelse Pran og sætte De Røde Khmerers grusomheder på den internationale dagsorden.

Det indbragte ham Pulitzer-prisen året efter. Anden halvdel af filmen er viet til Prans overlevelseskamp i de cambodianske ”dræbermarker”, så da han til sidst genforenes med sin gamle ven, skal man være lavet af sten for ikke at knibe en tåre.

John Malkovich spiller fotojournalisten Al Rockoff.

Foto: Enigma-Goldcrest/Album/Ritzau Scanpix

 

↑ 6: Ace in the Hole, 1951 – Den fallerede journalist

Billy Wilder skabte umiddelbart efter sin Oscar-vindende klassiker ’Sunset Boulevard’ denne film, som i mange år var lidt overset, men i dag regnes for et mesterværk.

Her møder vi den fallerede Chuck Tatum (Kirk Douglas), som efter at være blevet fyret fra sit job på en af de store aviser på østkysten nu slår sine folder som reporter i en lille by i New Mexico.

Da han ved et tilfælde opdager, at en lokal mand er fanget i en sammenstyrtet mine, øjner Chuck muligheden for det helt store scoop, og i stedet for at hjælpe manden med det samme starter han et større mediecirkus for at gavne sin historie og genvinde sin tabte prestige.
’Ace in the Hole’ er ikke bare en ætsende kritik af journalistisk kynisme, men også af den sygelige flokmentalitet, der opstår, da store folkemasser begynder at strømme til stedet uden for minen i håb om lidt underholdning.

Billy Wilder selv havde en fortid som journalist i 20’ernes Wien og Berlin.

Foto: Mary Evans/Af Archive/Ritzau Scanpix

 

↑ 5: Almost Famous, 2000 – 16-årig reporter for Rolling Stone

Hvad sker der, når en pæn og uskyldsren mors dreng drager ud for at udforske den farlige, men tillokkende verden af sex, stoffer og rock’n’roll?

Det spørgsmål danner udgangspunktet for Cameron Crowes charmerende og nostalgiske erindringsfilm ’Almost Famous’, som han selv har beskrevet som ”en kærlighedserklæring til rockjournalistik og 70’er-musik”.

Her følger vi Crowes 16-årige alter ego, William (Patrick Fugit), da han efter at være blevet hyret som reporter for Rolling Stone Magazine sendes en tur på landevejen med det fremadstormende band Stillwater.

Selv om det lykkes William både at komme tæt på den karismatiske guitarist Russell og den søde groupie Penny Lane (Kate Hudson), lærer han også, at der eksisterer en lidt mørkere bagside af medaljen.

Foto: Reuters/Ritzau Scanpix

 

↑ 4: Network, 1976 – Nyhedsværtens dommedagsprofetier

Den fyringstruede nyhedsvært Howard Beale, spillet af Peter Finch, gennemlever et sammenbrud, der får ham til at true med at begå selvmord for åben skærm, men da han efterfølgende indleder en lang rablende monolog om alt det, der er galt med verden, viser det sig, at han rammer noget i tidsånden.

Pludselig stiger seertallene nemlig voldsomt, så i stedet for at skaffe ham psykiatrisk hjælp vælger hans chefer at udstyre ham med sit helt eget show, hvor han i selskab med andre kulørte indslag får lov til at fortsætte sine maniske dommedagstaler.

Nogle anmeldere mente, at Sydney Lumets film tegnede et lovligt paranoidt billede af, hvor langt tv-branchens chefer ville gå i jagten på gode seertal. I dag vil mange nok mere opfatte den som en fremsynet advarsel.

Faye Dunaway spiller programchef Diana Christensen.

Foto: United Artists/Af Archive/Ritzau Scanpix

 

↑ 3: Spotlight, 2015 – Gravergruppen, der afslørede sex-misbrug

”De vidste det og lod det ske – mod børn. Okay? Det kunne have været dig, mig eller en hvilken som helst af os. Vi bliver nødt til at knalde de møgsvin for at vise, at de ikke kan slippe af sted med den slags!”

Sådan opsummeres det grundlæggende tema i en harmdirrende monolog fra journalisten Michael Rezendes (Mark Ruffalo) i en af ’Spotlight’s nøglescener.

Rezendes var en del af The Boston Globes legendariske gravergruppe, Spotlight, som i 2003 vandt en Pulitzer-pris for sine afsløringer af den katolske kirkes systematiske forsøg på at fortie en række præsters omfattende sex-misbrug af børn.

Inden det kom så vidt, måtte Rezendes og hans kolleger dog først overvinde en betydelig modstand – ikke bare fra den katolske kirke selv, men også fra andre magtfulde kræfter i den katolske by.

Foto: Open Road Films/Allstar/Ritzau Scanpix

 

↑ 2: The Insider, 1999 – Den ubestikkelige 

Russell Crowe leverer karrierens måske bedste præstation i rollen som whistlebloweren Jeffrey Wigand, der i 1996 besluttede at afsløre sin hemmelige viden om, hvordan hans tidligere arbejdsgiver, tobaksgiganten Brown & Williamson, bevidst havde fortiet og løjet om cigaretrygningens sundhedsskadelige virkninger.

Da den magtfulde tobaksindustri begynder at rasle med sablen, får cheferne på CBS kolde fødder og beslutter at trække historien.

Det tvinger den ubestikkelige journalist Lo-well Bergman (Al Pacino) til at indlede en ensom og heroisk kamp for at få den vigtige historie ud til offentligheden.

Filmen er blevet kritiseret for at tage sig visse kreative friheder, men det ændrer ikke på, at Michael Mann har skabt en uforglemmelig film om menneskeligt mod, mediernes særlige ansvar og amerikansk kapitalismes værste skyggesider.

Foto: Touchstone Pictures/Album/Ritzau Scanpix

 

↑ 1: All the President’s Men, 1976 – Legenderne Bob og Carl

Robert Redford købte filmrettighederne til Washington Post-journalisterne Bob Woodward og Carl Bernsteins historie i 1974.

Bare to år senere fik biografpublikummet så mulighed for at opleve, hvordan det efter to års møjsommeligt graverarbejde lykkedes det umage makkerpar at afsløre den sammensværgelse, som endte med at føre til præsidents Nixons historiske afgang, med Redford selv og Dustin Hoffman i hovedrollerne.

’Alle præsidentens mænd’ er ikke bare en film, der fik tusindvis af unge mænd og kvinder til at gå journalistikkens vej i håb om at følge i Woodward og Bernsteins fodspor. Med sine billeder af summende redaktionslokaler, utrættelige reportere, der forsøger at få modvillige folk til at udtale sig, mens de kæmper med både deadlines og dunkle magtfulde kræfter, har den dannet skole i en sådan grad, at den stadig bruges som sammenligningsgrundlag for de fleste film om undersøgende journalistik den dag i dag.

Det er grunden til, at Alan J. Pakulas film er blevet kaldt ”den ultimative journalistfilm” og helt naturligt indtager førstepladsen på denne liste.

Foto: Ronald Grant Archive/Ritzau Scanpix