Det Berlingske Officin lukker fra i dag brugerne ind på nettet på fuldstændig lige fod med journalisterne. I en ny version af mediehusets webguide til København, AOK.dk, kan brugerne både oprette steder, omtale begivenheder samt anmelde eller dele billeder og debattere. Og samlet set redigeres sitet nu ud fra tankegangen, at en tredjedel af indholdet leveres af journalister, en tredjedel af brugerne og endelig en tredjedel i form af reklamer. Annoncørerne får således mulighed for at placere deres reklamer helt inde ved det redaktionelle indhold.
»Det nye site er lavet efter modellen 3 gange 1/3. Det vil sige, at enhver oplevelse skal beskrives fra tre vinkler – journalisternes, brugernes og annoncørernes. Og så kan man som bruger af aok.dk ellers selv tage bestik af, hvad man vil lytte til. Stoler man mest på andre brugere eller de autoritative skribenter,« siger Christian Lund, redaktør og chef for aok.dk.
Han understreger, at de tre vinkler er skarpt adskilt og uden indflydelse på hinanden, så læserne altid er klar over hvem, der er afsender.
Det Berlingske Officin står i forvejen bag det 100 pct. brugerdrevne website, kbh360.dk, men med det nye aok.dk smelter journalistikken for første gang fuldstændigt sammen med offentligheden.
I det kommende nummer af Journalisten, som er på gaden onsdag i denne uge, kan du i øvrigt læse et større tema om internetmedier.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.