GREVIL. De to journalister fra Berlingske Tidende, Michael Bjerre og Jesper Larsen, der er sigtet for at have viderebragt oplysninger om baggrunden for Irak-krigen, må vente lidt endnu. Først når landsretten har taget stilling til sagen mod Frank Grevil, kan de få at vide, om der vil blive rejst tiltale imod dem, eller om sagen bliver frafaldet.
Det oplyser rigsadvokat Henning Fode.
De to journalisters sag er tæt knyttet til sagen mod Frank Grevil, der lækkede oplysningerne om Irak-krigen til dem, mens han arbejdede i Forsvarets Efterretningstjeneste. Grevil er netop ved byretten blevet idømt seks måneders ubetinget fængsel, men han har anket dommen til landsretten, akkurat som anklagemyndigheden har gjort det.
Michael Bjerre og Jesper Larsen risikerer ligesom Frank Grevil op til seks måneders fængsel efter straffelovens paragraf 152d, der i jura-sprog handler om »meddelelses-hæleri«. Paragraffen forbyder at videregive oplysninger, der er kommet frem ved et lovbrud.
Oluf Jørgensen, afdelingsleder i medie-ret ved Danmarks Journalisthøjskole, betegner Grevil-dommen som »juridisk uholdbar«.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.