search

Journalister lyver næsten ikke

LEDER. Hvad har bilforhandlere, ejendomsmæglere, advokater og journalister tilfælles? Jo, de ligger såmænd og roder rundt nede i bunden, når man måler troværdighed.

LEDER. Hvad har bilforhandlere, ejendomsmæglere, advokater og journalister tilfælles? Jo, de ligger såmænd og roder rundt nede i bunden, når man måler troværdighed.

Det kan branchen jo vælge at blæse på, så længe annoncebudgetterne bugner, og folk bruger stadig mere tid på medier. Men det er et problem, for der er brug for, at mediefolk bliver taget alvorligt. Der er brug for formidleres synspunkter og vidnesbyrd, og der er brug for, at afsløringer af magtmisbrug ikke bliver afvist med et skuldertræk.

Det er imidlertid lettere at gøre sig hørt, hvis man ikke blot fremtræder som en selvretfærdig, glubsk fugleunge med åbent gab, der vil have mere åbenhed, mere pressefrihed, flere penge, fortsat momsfritagelse, bedre vilkår, mere tid, ergonomiske stole og frem for at alt flere og bedre genetillæg.

Vejen mod øget troværdighed går gennem forståelsen for, at medierne også er magthavere. Det fordrer selvjustits og selvkritik, når vi misbruger de friheder, vi har fået.

Derfor er det godt, at danske medier går stadig mere i flæsket på hinandens tvivlsomme udgydelser. At det bliver til historier, når medierne misinformerer. At borgerne opdager en villighed til at gøre op med brodne kar i egne rækker.

Ellers er der ingen, der gider lytte, når mediefolk påpeger at:

• Regeringens terrorpakke kan indskrænke kildebeskyttelsen, som er alfa og omega, hvis medierne skal levere andet end høfligt mikrofon-holderi.

• Danske politikere plaprer løs om den danske åbenhed, selv om den offentlige forvaltning i Danmark stadig er præget af en udpræget lukketheds-kultur. At danske journalister misundeligt må skele til deres svenske kollegers langt bedre arbejdsvilkår. At Dicar – Center for Analytisk Journalistik – kan dokumentere, at specielt de farlige sager ikke journaliseres i centraladministrationen, og at det er uskik, der breder sig fra Statsministeriet, Finansministeriet og den øvrige top i den danske administration.

• At Undervisningsministeriet nu lukker for adgang til Danmarks Journalisthøjskole for den halvdel af Danmarks befolkning, der ikke har studentereksamen. Var det ikke statsministeren, der ville bryde den sociale arv, så bistandsmodtageren kunne blive bankdirektør?

De tre sager kan man læse om i dette nummer af Journalisten.

For at blive hørt i alle disse og mange andre sager kræver det, at mediefolk bliver taget alvorligt.

På Journalisten forsøger vi at pippe med i det mediekritiske kor med vores eget lille næb og har lavet en stikprøve-undersøgelse af journalisternes omgang med sandheden.

Rygterne har svirret i årevis: Journalister på de elektroniske medier river sig i håret over, at dagbladene strammer deres forsidehistorier – de får en gang sovs og kartofler – og kilderne løber skrigende væk, når de bliver konfronteret med deres citater.

I dette nummer har vi gennemgået 12 forsidehistorier fra Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske Tidende. Næste gang bliver det måske JydskeVestkysten, Århus Stiftstidende eller top-indslagene i TV AVISEN. Undersøgelsen i dette nummer viser heldigvis, at langt de fleste historier holder vand.

Det er vigtigt. Det er godt. Hurra! Men måske er det stof til eftertanke, når branchens folk selv bliver overraskede over, at journalister kun strammer en anelse.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen