Journalister laver reklamer på TV 3

Journalisterne på TV3 interviewer landstræner Morten Olsen i reklameblokke købt af spilfirmaet Bet24. Samtidig er TV3's værter med i programmer, der bærer Bet24's navn. »Det er ikke reklame,« siger Viasats sportschef.

Journalisterne på TV3 interviewer landstræner Morten Olsen i reklameblokke købt af spilfirmaet Bet24. Samtidig er TV3's værter med i programmer, der bærer Bet24's navn. »Det er ikke reklame,« siger Viasats sportschef.

Liberaliseringen af spillelovgivningen har betydet, at journalisterne på Viasat Sport har fået flere opgaver. For eksempel er det Viasat Sports journalister, der interviewer landstræner Morten Olsen i reklameblokke betalt af spiludbyderen Bet24. Journalisterne skriver også på Bet24's blog – og Carsten Werge, Peter Palshøj og Dan Engelsted er nogle af værterne i spilprogrammet 'Bet24 News' på TV3+.

Politikens sportsredaktør, Søren-Mikael Hansen, bryder sig ikke om udviklingen, der vender op og ned på den traditionelle rollefordeling mellem medier og annoncører.
»Jeg synes, det er kritisabelt, at Bet24 News fremstår som journalistik, og at man bruger TV3+'s egne studieværter,« siger Søren-Mikael Hansen.

I programomtalen hedder det, at "Bet24 er et journalistisk program, hvor vi klæder seerne på med spilforslag til den kommende livebegivenhed".
Men ifølge Søren-Mikael Hansen er programmet Bet24 News mere reklame og product placement end journalistik.
»Når man sammenligner med andre bettingfirmaers odds, henviser man ikke til de åbenlyse konkurrenter – men til bettingfirmaer, som de færreste kender i Danmark.«
Det er ikke, fordi fremstillingen i programmet er direkte forkert, siger Søren-Mikael Hansen.
»Men som journalist ville man normalt sammenligne oddsene fra de store spillere på markedet.«

Peter Weinreich, der er dansk landechef hos Beffair, en af Bet24's konkurrenter, siger, at Bet24 kommercielt gør det rigtig godt med Bet24 News på TV3+.
»De kommer ud med kommercielle budskaber i et redaktionelt program. Det er de dygtige til. Men man kan diskutere, om de går over grænsen. Jeg håber, at journalisterne på TV3+ ved, hvor grænsen går.«

Sportschef for Viasat Sport Peter Nørrelund siger, at han ikke har registreret modstand fra journalister mod Bet24 News. Han forklarer, at Bet24 får opmærksomhed ud af at lægge navn til Bet24 News.
»Vi nævner deres navn i programmet, men vi nævner også andre spillefirmaer – for eksempel Danske Spil,« siger han.
Han synes ikke, at Bet24 News adskiller sig væsentligt fra for eksempel det hedengangne DR-program Tipslørdag.
»Værterne står jo ikke og lovpriser. Det er journalistik, hvor for eksempel Per Frimann kommer med en fodboldanalyse, som folk, der vil spille på en bestemt kamp, kan bruge.«

Både Viasat og Bet24 er ejet af Modern Times Group. Og den nye arbejdsdeling betyder, at Viasats journalister nu skal jonglere mellem at lave traditionelle journalistiske tv-programmer, Bet24 News – og interviewe Morten Olsen i blokke betalt af Bet24.

Peter Nørrelund mener, at konstruktionen er i orden. Indslagene med Morten Olsen er nemlig ikke reklame, forklarer han.
»Det kan godt være, at Bet24 synes, det er reklame for dem, men vi bruger ikke vores journalister som reklameforfattere. De laver interviews med Morten Olsen, som lige så godt kunne ligge på resten af fladen. Morten Olsen ville ikke svare anderledes, hvis det var i en anden sammenhæng.«

Tal fra Gallup viser, at bettingfirmaerne lige nu er den femtestørste annoncørgruppe i Danmark. Og Bet24 er ikke det eneste bettingfirma, der satser på omtale via journalistik. Flere firmaer sender live-kampe på deres hjemmeside, og Danske Spil er på vej med en 24 timers tv-sportskanal på YouSee sammen med Danmarks Idrætsforbund og Kanal Sport.

Søren-Mikael Hansen fra Politiken forudser, at spillefirmaerne i fremtiden bliver så store, at de begynder at byde på rettighederne til de helt store sportsbegivenheder. Peter Weinreich fra Betfair forudser en anden arbejdsdeling.
»Erfaringerne fra England viser, at mediehusene ikke er gode nok til at drive spil – og spilhusene er ikke gode nok til medier. Derfor vil de i stigende grad dele rettighederne – men indholdet bliver produceret af medierne.«

0 Kommentarer