Der er plads til Økonomisk Ugebrev. Økonomien ser forsvarlig ud. Derfor vil journalisterne redde deres arbejdsplads.
Chefredaktør Ejlif Thomasen, redaktionschef Sten T. Kristensen og journalist Helle Goth køber ugebrevet af Bonnier. Alle 11 ansatte, hvoraf seks er journalister, går fem procent ned i løn. Til gengæld bliver der indført overskudsdeling.
"En enkelt journalist har ikke ønsket at fortsætte. Alle andre er optimistiske," siger Ejlif Thomasen.
Ugebrevet, der udkommer i omkring 1000 eksemplarer, kører videre som hidtil.
"Der er ikke umiddelbart lagt op til ændringer, men det er klart, at vi løbende overvejer forskellige tiltag. Det er en del af produktudviklingen og har ikke noget at gøre med det nye ejerskab," siger Ejlif Thomasen.
Afskeden med Bonnierfamilien vil ifølge Thomasen stille Økonomisk Ugebrev mere frit.
"Vi står alene nu, men det ser vi kun som en udfordring. Fremtiden er måske lidt mere åben, og der kan vise sig at være flere udviklingsmuligheder nu, hvor vi er fritstillet," siger Ejlif Thomasen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.