Journalister klippes ud af myndigheders corona-pressemøder – her er forklaringen

Det ville blive for bøvlet og dyrt, hvis man skulle inkludere journalisters spørgsmål i pressemøderne på coronasmitte.dk, lyder svaret fra myndighederne

Alle coronapressemøder ligger i fuld længde på myndighedshjemmesiden coronasmitte.dk, men det gør de så ikke helt alligevel.

Man skal nemlig lede meget længe efter spørgsmål fra landets journalister i videoklippene på siden, da de ganske enkelt er klippet ud.

Forklaringen er sådan set simpel nok. Hjemmesiden coronasmitte.dk er en samlet informationsside for myndigheder og ministerier, og Udenrigsministeriet håndterer pressespørgsmål om selve pressemøderne.

Udenrigsministeriet skriver til Journalisten, at man har indgået en aftale med DR og TV 2 om at ”købe og videreformidle” myndigheders og ministeriers pressemøder om Covid-19, så de kan lægges ud på hjemmesiden.

Men i det videoklip, som modtages fra TV 2 efter hvert pressemøde, indgår journalisternes spørgsmål ikke.

Det ville nemlig blive for bøvlet i forhold til at indhente samtykke:

”I forbindelse med aftalens indgåelse beskrev DR og TV 2, at der skulle indhentes samtykke fra de tilstedeværende journalister i forhold til, at de skulle være informeret og indforstået med, at deres deltagelse i pressemøderne indgik i optagelserne, og at disse kunne anvendes på coronasmitte.dk,” lyder det i et skriftligt svar fra Udenrigsministeriets pressetjeneste.

Omfattende og dyrt

Det skyldes ifølge svaret også, at det ville blive en stor opgave at indhente de nødvendige samtykker:

”Det blev på daværende tidspunkt, med mange pressemøder, vurderet som en større ressourcekrævende opgave hver gang at skulle indhente samtykke fra de tilstedeværende journalister med flere. Samtidig skulle det sikres, at alle samtykker var indhentet, før pressemødet kunne lægges på sitet – og der var risiko for tidskrævende og dyr efterbehandling af optagelserne, hvis en eller flere deltagere ikke gav samtykke,” fremgår det yderligere af svaret.

Dermed handler det altså om, at man hurtigst muligt ville publicere, og derfor blev det skrevet ind i kontrakten:

”På den baggrund – det vil sige hurtigst mulig publicering og mest smidig proces – blev det i aftalen med TV 2 beskrevet, at de optagelser, der bliver leveret og lagt på coronasmitte.dk, ikke indeholder journalisternes spørgsmål.”

Det betyder altså helt lavpraktisk, at man ikke i et eneste klip på coronasmitte.dk kan høre journalisternes spørgsmål til de myndigheder, der optræder i klippene.

Statsministeriet leverer dog et udskrift af de pressemøder, hvor statsminister Mette Frederiksen optræder. Her har man også skrevet de mange spørgsmål fra journalisterne ind.

0 Kommentarer