Zimbabwe er et af de værste lande i verden at arbejde i som journalist. De lokale korrespondenter for Bloomberg, Associated Press og Deutsche Presse Agentur er enten smidt ud eller flygtet ud af landet.

UNDERTRYKT. Pressefrihed eksisterer ikke længere i Zimbabwe. Regeringen styrer alt. Det er den, der giver aviser lov at leve – og bestemmer, hvornår de skal dø.

Organisationen Reporters sans frontières fastslår, at det er svært at tale om en opposi-tionspresse i Zimbabwe, når myndighederne opfatter den mindste meningsforskel som et kupforsøg.

MAZ, som er en sammenslutning medieorganisationer, udtaler tørt:

»Retten til ytringsfrihed og information, som er garanteret i forfatningen i Zimbabwe, ligger ikke bare på intensiv-afdelingen – den er nærmest død.«

Med lukningen af Bloomberg News, Associated Press (AP) og Deutsche Presse Agentur (DPA) er der stort set ingen udenlandske journalister tilbage. Kun et lille Reuters-kontor og AFP med lokale journalister dækker nu landet, som er på størrelse med Californien.

Alle udenlandske journalister er udvist, og regeringen har lukket fire aviser. Over 70 zimbabweanske journalister er blevet arresteret og anklaget gennem de senere år.

En redaktør og to sportsjournalister fra regeringsavisen The Herald blev i februar fyret, fordi de havde videregivet nyheder til Voice of America.

The International Press Institute (IPI) har skrevet til præsident Robert Mugabe i protest mod regeringens hårdhændede behandling af pressen.

Tre dages chikane fra styret med trusler om årelang fængsling fik Brian Latham fra Bloomberg Press til at flygte ud af landet den 14. februar. Med ham fulgte korrespondenterne fra AP og DPA.

»Folk har spurgt, hvorfor vi ikke blev og kæmpede mod systemet. Hvorfor vi flygtede. Sandheden er, at vi ikke kunne slås,« skriver Brian Latham til flere medier.

»Gennem de seneste fem års politiske uro i Zimbabwe har vi alle tre været vidner til en brutalitet, der ikke er set siden 1970ernes bush-krig. Som enkeltperson er det umuligt
at slå de massive ZANU-PF-hære (regeringspartiet, red.) af militser, politi, spion-agenturer, informanter og soldater. Vi blev nødt til at flygte, fordi alternativet var en sygdomsbefængt fængselscelle og mulig tortur,« forklarer Brian Latham, som har søgt tilflugt i London.

Det er MIC (Media Information Committee), der styrer Zimbabwes presse. MIC bestemmer, hvilke journalister skal have lov at arbejde i landet. Der vanker to års fængsel til journalister, som prøver at arbejde uden tilladelse.

Sidste år indførte regeringen så også en straf på 20 års fængsel til enhver – zimbabweaner eller udlænding – der giver falsk vidnesbyrd til en tredjepart med den hensigt at opfordre til folkeligt oprør, påvirke Zimbabwes økonomi eller underminere sikkerhedsstyrkernes autoritet.

Staten har monopol på både fjernsyn og radio. Kun de få, som har råd til en kortbølge-radio eller satellit-tv, har en chance for at høre en anden version af livet i Zimbabwe end den, regeringen byder på.

»Frygten for, at ens tilladelse ikke bliver fornyet, hvis man skriver noget, regeringen ikke bryder sig om, har medført et element af selvcensur«, siger Foster Dongozi, der er
generalsekretær for det zimbabweanske journalistforbund og journalist på The Standard.

I marts i år blev både BBC, CBS, AP, Reuters, Chicago Tribune og mange andre nægtet adgang til at dække parlamentsvalget.

Zimbabwes nye informationsminister, Tichaona Jokonya, har givet udtryk for, at han godt vil forbedre forholdet mellem regeringen og de uafhængige medier. Men den altdominerende præsident, Robert Mugabe, har efterfølgende udtrykt tilfredshed med landets nuværende presselove.

Beslutningen om at flygte fra regimet er ikke let. Som Brian Latham siger om sin ufrillige flugt fra Zimbabwe:

»Jeg mistede mit hjem og mine ejendele. Og jeg mistede det land, jeg er født i.«