search

Journalister, indtag jeres vagtpost

I de seneste uger har vi været vidne til en verden blive talt i krig. Selv en stormagt som USA kan ikke gå i krig, uden at resten af verden finder det i orden. Resten af verden er ikke bare nøglestaters ledere; det er også alle os borgere, der er publikum til, hvad der foregår på verdens scene. Vi skal også finde det i orden. Denne side af sagen klares gennem kommunikation af følelser, især gennem medierne.

Hvad verdens ledere gør i disse dage er der måske umiddelbart ikke så meget at stille op med. Måske. Hvis man i princippet finder krig, drab og ødelæggelse en dårlig ide, så er det imidlertid et forsøg værd. Under alle omstændigheder er det dog pressens rolle at overvåge magten, også når denne er indstillet på krig.

Det er derfor, jeg nu siger: Hvor blev alle de kritiske spørgsmål af? Hvor var alle de løftede pegefingre? Hvor var alle de kilder, der ville trække i anden retning end krig? De burde ikke gemmes til specialmagasiner sent om aftenen, men være indbegrebet af dækningen i den bedste sendetid.

I stedet for kritisk udspørgen og dybdeborende research har man bedrevet sportsjournalistik. Alskens politiske ledere er blevet spurgt om, "hvad der sker nu", "hvad der vil ske nu", "hvad vedkommende vil gøre som det næ-ste", "hvad vedkommende tror vil ske som det næste" og "hvordan vedkommende har det med det". Kostbar livedækning af sparsomme minutter med travle ledere er blevet udnyttet dårligt. Man har betragtet udviklingen som et tog, der kørte uanset hvad, og hvor pressens opgave var at rapportere fra stoppestederne og få folk til at fortælle om udsigten på vejen. I stedet burde man have forsøgt at stoppe toget.

Stemningen piskes i høj grad op gennem de interviews, man laver. Og ikke laver. Når en amerikansk mor bliver filmet, mens hun krammer sit barn eller taler om, hvor utryg man nu føler sig, og hvordan der må "gøres noget", hvor er så den journalist, der foran de rullende kameraer spørger: "hvor mange af dine og dine venners børn ville du synes, det var i orden døde i Afghanistan?" Selvfølgelig vil sådan et spørgsmål give et gib i hende, og i seerne, men er det ikke bedre end faktiske dødsfald? Den type spørgsmål er barske, indrømmet, men hvis de er på sin plads i en dokumentarudsendelse, der drejer sig om forbrugersikkerhed, hvorfor så ikke her?

Når politiske ledere interviewes, hvorfor spørger man så ikke, hvad de personligt har tænkt sig at gøre for at stoppe konfliktoptrapningen? Et spørgsmål som dette underforstår, at de har tænkt sig at gøre noget, men hvis ikke de har det, så må de eksplicitere dette og argumentere for det. Og ellers kan de jo betragte det som en opfordring.

Spørgsmål udretter meget andet end at efterspørge et svar. De styrer også hen imod en fortolkning hos publikum, uanset hvad svaret er (det vil føre for vidt at komme nærmere ind på dette her; jeg kan kun henvise til bogen "Replik til journalistikken – mikroanalyse af me-dieinterviewet"). Når nu man ved det, hvorfor så ikke udnytte den fortolkningsmagt til noget bedre end at oppiske krigsstemning og nationalisme?

Indtil nu er toget ikke blevet stoppet, og man er nu optaget af, hvor det næste stop bliver. Terror-flystyrt. Bombning af Afghanistan. Spredning af farlige sygdomme. Landkrig. De oplagte spørgsmål at stille må vel være "hvordan stoppes det", snarere end "hvad bliver det næste". Og det spørgsmål kan ikke stilles til for mange.

Hvorfor var det fra starten militæreksperter, der blev til stamgæster i ekspertstolen og ikke konfliktforskere og terrorismeforskere? Militæreksperterne kan vældig overbevisende besvare spørgsmål om "hvordan krig" og "hvorfor krig på denne måde", i hvert fald i det omfang, der ikke berøres vitale interesser. De kan imidlertid ikke svare på spørgsmål som "hvordan undgå krig", "hvorfor denne situation" og "hvilke andre muligheder er der". Det sidste overlades så i høj grad til journalister-som-eksperter. Hvor var den kritiske journalistik, da vi behøvede den allermest? Travlt optaget af kødpølsemærkningsregler?

I den første tid efter flystyrtene viste journalister sig splittet mellem rollen som presse og rollen som medborgere. Journalister har også været opskræmte og informationshungrende. Det er ganske menneskeligt. Men ved begivenheder som disse er det, at journalisten må hæve sig over menigmands udsyn. Vi andre ser jo netop fjernsyn, hører radio og læser aviser om begivenhederne for at blive klogere på noget, vi ikke selv har adgang til at undersøge. Vi vil have dybdeborende journalistik, hvor anstrengelserne står mål med sagens væsentlighed. Ikke stemningsjournalistik, når verden er i krig, og alene kritisk journalistik for fuld udblæsning, når klorindholdet i barbiedukkehåndtasker står for skud.

Mie Femø Nielsen, lektor, og ph.D., Københavns Universitet, er ekspert i samtaleanalyser og public relation. Hun beskæftiger sig især med talevilkårerne i den demokratiske presse, fortrinsvis tv-interviews og -debatter.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen