Det Internationale Journalistforbund advarer journalister mod drab og bortførelser. Politikens Afrika-korrespondent Jesper Strudsholm har netop været i den Demokratiske Republik Congo, og han følte sig langtfra i livsfare.
En congolesisk journalist er blevet dræbt, og flere journalister er blevet kidnappet i den Demokratiske Republik Congo. Derfor advarer The International Federation of Journalists og The International News Safety Institute journalister mod, hvad de kalder ekstrem fare. Drabet og kidnapningerne sker i en tid, hvor regeringshæren i Congo og oprørshæren kæmper i den østlige del af Congo.
Den danske korrespondent Jesper Strudsholm er netop hjemvendt fra en tredages tur i Congo.
»Jeg var heldigvis i Congo i en pause mellem seriøse kampe, så jeg var ret heldig. To dage efter at jeg tog hjem, skrev nyhedsbureauerne, at nogle journalister blev kidnappet,« fortæller Jesper Strudsholm til Journalisten.dk.
Trods advarslen fra Det Internationale Journalistforbund, som repræsenterer mere end 600.000 journalister i 120 lande, oplevede Jesper Strudsholm ingen reelle farer.
»Der er selvfølgelig altid en risiko, men jeg følte mig på ingen måde utryg, mens jeg opholdt mig i Congo,« siger Jesper Strudsholm.
Han mener ikke, at vestlige journalister er en særlig udsat gruppe i Afrika.
»Min opfattelse er ikke, at jeg er mere udsat, fordi jeg er journalist af profession. Men jeg tror, jeg er mere udsat, fordi jeg er fra Vesten. Jeg oplever, at man i lande med islamiske befolkningsgrupper som for eksempel Nigeria og Somalia, kan blive opfattet som repræsentant for Vestens værdier og derfor blive et offer for aggression,« fortæller Jesper Strudsholm.
Læs også DR's artikel 'Hjælpen til Congo er utilskrækkelig", hvor Jesper Strudsholm beskriver situationen i Congo.
Fotojournalist fra Berlingske Tidende Christian Als kom hjem fra Congo i fredags. Regerings- og oprørshæren var i kamp i de fem dage han opholdte sig i landet. I to dage arbejdede han i to forskellige flygtningelejre 15 kilometer nord for Goma i den østlige del af Congo.
»Jeg følte mig på ingen måde i fare. Jeg har aldrig prøvet at få akkreditering så hurtigt i et Afrikansk land før,« fortæller Christian Als.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej Nicki og Anne
Tak for en fin artikel. Skønt at få afdramatiseret krigs- og Congo-journalistikken en smule. Jeg sender denne kommentar fra Goma og kan helt bekræfte Strudsholms betragtninger.
Det virker nogen gange, som om journalister lader sig rive med af de oplagte point, der er i at gøre brændpunkterne farligere, end de i virkeligheden er. Der er vel henved 100 journalister i Goma lige nu, og mange flere har været omkring de seneste uger. Bortset fra de episoder, der har været beskrevet i de internationale medier, har jeg ikke hørt om en eneste, der har følt sig rigtig truet. Øllet flyder, og ngo'ernes hvide landcruisere driver i hundredevis gennem gaderne.
Og så lige det sproglige: Jeg skriver også DR Congo i begyndelsen af artiklerne og skifter derefter til Congo. I et land, hvor konfliktens centerpunkter alle sammen lyder, som om de er vandret lige ud af det periodiske system - coltan. MONUC, CNDP, cassiterit, FDLR, Mai Mai - er der vel ingen grund til at gøre tingene mere besværlige, end de allerede er.
Mange hilsner
Jeppe Villadsen
Hej Nicki Lolk Sørensen.
Jeg kender godt forskellen på den Demokratiske Republik Congo og Republikken Congo. For det læsende øje mener jeg dog, at Congo er nemmere at fordøje end 'den Demokratiske Republik Congo'. Derfor besluttede jeg at bruge betegnelsen 'den Demokratiske Republik Congo' i begyndelsen af artiklen og den lidt kortere betegnelse 'Congo' i resten af artiklen.
Med venlig hilsen Anne Rønne
Ligesom stort set alle andre medier har I svært ved at beslutte jer for, om det er DR Congo eller nabolandet Congo, der er tale om.