
Journalister ligger tættest på ’højt engagement i arbejdet’, viser særkørsel. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Journalister har generelt set et højt engagement i arbejdet.
Det viser en særkørsel for Politiken fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, som fra 2012 til 2018 stod for en national undersøgelse af danskernes arbejdsglæde.
På listen får kategorien ’journalister’ en score på 70 på en skala fra 0-100, som er et gennemsnit baseret på besvarelsen af fem spørgsmål, de enkelte deltagere i undersøgelsen skulle svare på.
”En score på 75 svarer til ’i høj grad’ og 50 i ’nogen grad’, så journalister ligger tættest på ’højt engagement i arbejdet’,” fortæller professor Lars Louis Andersen til Journalisten. Der er ikke mulighed for at søge på medarbejdere inden for ’kommunikation’.
Lang uddannelse eller relationer
For Politiken har han lavet en særkørsel på langt flere jobtyper. Den liste viser dog, at journalister ikke er den mest engagerede arbejdsgruppe.
I toppen af listen finder man læger, ledere, undervisere, dagplejere og børneomsorgsbeskæftigede, der giver udtryk for et højt engagement i arbejdet.
De mest engagerede jobgrupper er kendetegnet ved at have med andre mennesker at gøre eller længerevarende uddannelser, fortæller seniorforsker Thomas Clausen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø til Politiken:
”Det er medarbejdere, der er i kontakt med andre mennesker via deres arbejde. Det giver dem en umiddelbar feedback. Og mange vil opleve, at deres arbejdsindsats har værdi, hvis de for eksempel kan hjælpe andre mennesker med at opretholde værdighed eller ved at give noget godt og vigtigt videre til andre, når de løser deres arbejdsopgaver,” siger han.
Undersøgelsen er de seneste år blevet udført af Arbejdstilsynet, som altså ikke har foretaget samme særkørsel.
Generelt viser undersøgelsen fra første del af 2021, at 58,3 procent af danskerne i meget høj grad eller i høj grad har en oplevelse af, at deres arbejde giver dem selvtillid og arbejdsglæde.
Tidligere har Journalisten også omtalt undersøgelsen, som blandt andet kunne fortælle, at mediefolk udsættes for færre krænkelser end gennemsnittet.
Hårdt arbejde trækker ned
Særkørslen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser også, at engagementet er lavest i faggrupper med korte uddannelser og hårdt fysisk arbejde, som for eksempel rengøringsassistenter, kasseassistenter, postbude og nærings- og nydelsesmiddelindustrimedarbejdere.
I undersøgelsen bag særkørslen har respondenterne svaret på følgende spørgsmål, som skulle vægtes fra ”i meget høj grad” til ”i meget ringe grad”:
- Giver dit arbejde dig selvtillid og arbejdsglæde?
- Synes du, dine arbejdsopgaver er interessante og inspirerende?
- Er dit arbejde vigtigt for dig (ud over indkomsten)?
- Føler du dig veloplagt, når du er på arbejde?
- Bliver du opslugt af dine arbejdsopgaver?
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.