search

Journalister formidler – galninge myrder

Tv-journalisten Poul Brink var blandt de sidste, der interviewede Pim Fortuyn. Han stillede spørgsmålet: "Er De bange?". Poul Brink mener, det er urimeligt at gøre medierne medansvarlige for mordet.

Er der risiko for, at ens kilder bliver skudt, hvis man bringer deres synspunkter videre? Er det mediernes skyld, at Pim Fortuyn væltede Europa over ende – eller tørstede folk efter markante holdninger og begejstring?

Dagen efter Pim Fortuyn blev myrdet, blev TV-Avisens interview med ham – lavet af Poul Brink – sendt på næsten alle europæiske tv-kanaler.

Alle havde ellers interviewet Pim Fortuyn. Den ekstravagante og humoristiske bøsse, den skarpslebne og anarkistiske linselus, professor i sociologi, men først og fremmest politikeren, der besteg mediescenen, da han i marts tog en tredjedel af stemmerne ved kommunalvalget i Rotterdam.

Ham, der havde kaldt islam for en tilbagestående religion og ville have stop for indvandringen, og ham, der få dage forinden havde fået en lagkage med urin i hovedet samt adskillige trusler dagligt.

Men Poul Brink var den eneste, der havde spurgt ham, om han var bange. Det var han, og havde netop erkendt, at han ikke længere turde sove i sit eget hjem.

Tilfældigvis var en mand kommet springende ind mod Pim Fortuyn, da Poul Brink gik på gaden og interviewede ham. Dog ikke for at skade, men for at give et stort krammeknus.

"Du er min mand," havde den sorte mand sagt.

Dagen efter valget, hvor Pim Fortuyn post mortem havde fejet alle de levende af banen og gjort sit parti til Hollands næststørste, forsøger Poul Brink at opsummere de sidste dage.

Inden mordet betragtede Fortuyns tilhængere journalister som sammenspist med eliten. Efter mordet er det en generel opfattelse, at det er journalisternes og politikernes skyld, at Fortuyn blev myrdet.

"Diskussionen minder meget om den, der var efter Dianas død, men vi kan ikke afvise ham. Han havde erobret hver tredje stemme i Rotterdam, og han repræsenterede en stærk strøm i befolkningen," siger Poul Brink.

Journalistisk er han fascineret af en mand, der kunne sende ikke bare det, Poul Brink kalder det rationelle og fornuftige calvinisti ske Holland, men hele Europa på den anden ende.

Set ud fra et samfundsmæssigt synspunkt undrer han sig også:

"Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at en mand, der har sagt ting, som Rushdie fik en dødsdom for, nærmest er blevet helgen."

Imens må han overveje, om det er mediernes skyld, at Pim Fortuyn har opnået den heltestatus, eller om han blot har ramt et behov i befolkningen.

"Det er interessant, at han vækker hele Europa uden brug af spindoktorer. Det må vække til eftertanke. Han har tilladt sig at råbe af folk og gå fra debatter, så man skulle tro, det var i Italien. Der må være en tørst efter begejstring i befolkningen," ræsonnerer Poul Brink.

Han oplevede, at Pim Fortuyn behandlede journalisterne, som kun en migræneramt rockstjerne tillader sig. Han nægtede at lade sig interviewe af BBCs berømte Simpson, hvorefter BBC straks sendte en anden. Han smed belgierne ud, og ville pludselig ikke tale engelsk med Poul Brink, selv om han taler det flydende.

Indtil videre forsøger Poul Brink at finde ud af, om journalister bare formidler objektivt, eller om de er politikernes event-magere, og om journalister helt skal lade være med at viderebringe ekstreme holdninger.

"Den diskussion er spændende. Hvis en mand er provokerende, kan journalister og politikere så sige noget lige så provokerende, uden at manden bliver skudt?" spørger Poul Brink.

De hollandske medier har tidligere haft en stiltiende aftale om ikke at omtale især en yderst ekstrem højrepolitikers udfald.

"Hernede diskuterer man lige nu, om man skal holde hele samfundsdebatten nede? Forleden slog en mand ud efter en hollandsk journalist med ordene: "Der kommer en af dem, der var med til at myrde ham". Selv mener vi jo bare, at vi er budbringere," siger Poul Brink og fortsætter:

"Pim Fortuyn var dygtig til at bruge medierne, han begejstrede folk og talte til deres hjerter, mens Socialdemokratiet kunne alle tallene. Denne valgkamp kom aldrig til at handle om ventelister og arbejdsløshed. I starten handlede den om indvandrere og islam, men så kom den til at handle om Fortuyn selv; om han var udsat for en dæmonisering eller ej. Jeg mener ikke, journalisterne kunne have holdt fast i de normale valgtemaer. Der var en strøm, som folk ville høre om."

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen