Spalter og sendeflader er spækket med nyheder om folk, der forsøger at snyde, har trådt forkert eller har overset noget. Når vi journalister har boret dybt i fejlene, jager vi nogen, der kan bære ansvaret, og vi trækker os helst ikke fra en sag, før vi har fundet en skyldig.

Trangen til at bore fingeren ned, hvor det gør mest ondt, gennemsyrer hele vores journalistiske liv – lige indtil vi skal se på os selv.

For hvor er iveren efter at få fejl frem i lyset og få detaljerne diskuteret og de ansvarlige draget til ansvar, når vi laver fejl i egne rækker? Er det ikke lige så vigtigt, at vi hurtigt får vores egne fejl frem i lyset, som når andre spillere træder forkert på den demokratiske bane?

Det virker, som om rigtigt mange i branchen mener nej.
For nylig bragte journalisten.dk et næsten karikeret eksempel på at undgå at indrømme fejl; et interview med Lisbeth Knudsen. Berlingskes ansvarshavende chefredaktør forsøgte i artiklen at retfærdiggøre, at avisen strammede rubrikken til en artikel om Morten Messerschmidt. Politikeren vil have justeret de presseetiske regler, så det indgår, hvornår man må udtale sig som ekspert. Det fik Berlingske strammet til, at han vil lovgive om brugen af eksperter.
'Efter min opfattelse kræver sådan noget en ændring af lovgivningen', lyder essensen i Lisbeth Knudsens forsvar.

I den virkelige verden kræver sådan en justering af de vejledende regler for god presseskik ingen ændring af medieansvarsloven.
Lisbeth Knudsens forsøg på at forsvare sig skriver sig ind i en strømning i dansk journalistik: Vi nægter – nogle gange desperat – at erkende offentligt, at vi gør noget forkert.

Netudgaven af vores fagblad kortlagde i sommer et væld af fejl, som læsere opdagede og kommenterede på store provinsavisers hjemmesider, ofte helt uden at aviserne reagerede ved at sige tak eller rette fejlene.
I TV2 News' Presselogen kan man jævnligt opleve blad- og tv-chefer, der tilsvarende forsøger at negligere, at fejl har nogen synderlige konsekvenser. Berlingskes chefredaktør, Jens Grund, leverede et eksempel, da han med mange ord berettede om avisens generelt gode dækning af forhold for børn og forældre i Københavns Kommune i stedet for at forholde sig til hele kritikken af en alt for bombastisk, uholdbar historie i Berlingske Tidende om dansk forskning i daginstitutionerne.

I mine øjne er de mange eksempler tåkrummende at se og høre på og er med til at holde vores troværdighed i bund.
Prøv dog en anden taktik: Erkend jeres fejl, så I kan lære af dem, rens luften og kom hurtigt videre. Det smålige og pinlige journalist-forsøg på at fremstå som fejlfrit menneske eller medie – eller at gemme sig i busken for at undgå at tage det fulde ansvar for bommerten – er utroværdigt og giver en helt grundlæggende bygningsfejl i det demokratiske korthus, som mange af os så gerne vil påstå at være med til at holde oppe.

– Thomas Hoffmann, nyhedsredaktør på videnskab.dk