Politikerne må finde sig i kritiske journalister. Omvendt må pressen respektere politikeres ret til at holde kæft. Ellers risikerer pressen større afstand til politikerne. Sådan lyder advarslen fra Anders Fogh Rasmussen.

PRESSENS MINISTER. Statsministeren bliver udpeget som landets mest magtfulde i medieverdenen af Journalistens panel. Han er sprunget fra en femteplads sidste år til den øverste placering på podiet. Det er ikke kun statsministerens gennemslagskraft i medierne, der har sikret ham pladsen som landets mest magtfulde. Flere store mediepolitiske dagsordener er i spil i år, og det har generelt givet mere magt til politikerne. En redningspakke for TV 2 er netop blevet forhandlet på plads, mediestøtten er sat til diskussion, og der skal forhandles et nyt medieforlig.
Blander du dig overhovedet i de mediepolitiske sager, som er så afgørende for medierne?
»Ja, vi træffer i regeringen de overordnede beslutninger om, hvilken vej vi skal gå. Det gælder for eksempel ordningen for TV 2, men det vil også gælde beslutninger om andre former for mediepolitik. Jeg sidder ikke og forhandler de enkelte sager i detaljer. De ligger hos den minister, der nu har ansvaret for de pågældende områder.«
Ud over at være statsminister er Anders Fogh Rasmussen også pressens minister. I rollen som pressens minister ser han det først og fremmest som sin opgave at være dagsordenssættende på spørgsmål om ytringsfrihed og pressefrihed. Men han ser det også som sin opgave at forsvare mediernes uafhængighed i forhold til politikerne.
»Selv om vi kan være – for nu at sige det rent ud – tossede over at blive bombarderet af pressen i bestemte sager, er det vigtigt, at vi til syvende og sidst siger: Jamen, det er jo en helt afgørende del af vores folkestyre, at vi har en fri presse, som blandt andet holder os politikere i ørerne.«

HVERT ÅR MODTAGER danske medier omkring 6,4 milliarder kroner i direkte eller indirekte støtte. Senest har staten indført brugerbetaling for TV 2 fra 2012 og givet lån, så stationen kan leve videre.
Er det et problem, at medierne er så økonomisk afhængige af politikere som dig?
»Den støtte, der bliver givet, gives på sådan en generel facon, at medierne for så vidt muligt er behandlet lige. Den måde, vi giver støtten på, er så generel, at den ikke rokker ved mediernes indbyrdes konkurrence eller uafhængighed i forhold til politikerne,« lyder det fra statsministeren.
I en tid, hvor aviserne har faldende oplagstal, annoncekronerne bliver færre, og brugerne i stigende grad får serveret nyhederne gratis, er medierne endnu mere afhængige af den skattefinansierede støtte. Alligevel mener pressens minister, at det først og fremmest er medierne selv, der skal sikre kvaliteten.
»Der er en skarp konkurrence medierne imellem, men der er også så skarp konkurrence om danskernes tid, at hvis ikke kvaliteten er i orden, så bliver medierne fravalgt, og danskerne giver sig til noget andet. Derfor er konkurrencen og pluralismen afgørende for at sikre høj kvalitet efter min mening.«
Men skal der omvendt statspenge til for at sikre pluralismen?
»Jeg hævder ikke, at det frie private marked selv kan frembringe det alt sammen. Det er jo derfor, vi giver direkte og indirekte støtte til, at vore to dominerende tv-stationer lever op til forpligtelser om public service,« siger Anders Fogh Rasmussen.
Mens webmedier uden for DR og TV 2 ikke får en krone i støtte, så får dagblade distributionsstøtte og er fritaget for moms. Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby har kaldt det "en skævvridning, som vi er nødt til at kigge på".
Anders Fogh Rasmussen giver derimod entydig opbakning til papirmedierne.
»Vi ved af erfaring, at de trykte medier i høj grad er leverandør af nyheder til de elektroniske medier, og derfor ville det blive et kolossalt savn i hele mediebilledet, hvis de trykte medier blev presset ud af de elektroniske medier. Så det mener jeg godt kan begrunde, at vi i øjeblikket har nogle direkte og indirekte støtteordninger over for de trykte medier,« siger statsministeren.
Flere netmedier oplever, at det er uretfærdigt, at de ikke får støtte. Har de ret i, at det er uretfærdigt?
»Nej, jeg tror faktisk, at de klarer sig fantastisk godt på nettet, hvor de nyder godt af en gratis distribution. I hvert fald i et vist omfang kan man sige, at de rent netbaserede tjenester ikke har voldsomme distributionsomkostninger i modsætning til de trykte medier. Hvis man skal sikre en lige konkurrence, skal man ikke nødvendigvis sikre de samme støtteordninger til pressen,« svarer statsministeren.

UNDERVEJS I INTERVIEWET bringer Anders Fogh Rasmussen selv hele balladen om Birthe Rønn Hornbech, der ikke ville tale med pressen, op. Hendes usædvanlige optræden, hvor hun stod tavs foran et snurrende kamera i 46 sekunder, bliver et emne, da statsministeren igen og igen understreger, at politikere selv må bestemme, hvem de vil tale med.
Anders Fogh Rasmussen har bedt journalisterne om at udvise forståelse for, at Birthe Rønn Hornbech er opvokset i en anden tid. Selv om han synes, at det er i Birthe Rønn Hornbech og andre ministres egen interesse at besvare spørgsmål fra pressen, er han ikke forarget over hendes tv-optræden.
»Hun er faktisk dagen før af mig blevet bedt om at stikke piben ind, og det gør hun så. Jeg synes, at det var en meget munter måde at gøre det på. Det var det, jeg mente, da jeg sagde til pressen: "Hør nu lige her: Lad nu være med at blive så selvhøjtidelige, at I tror, at fordi I stikker en mikrofon op i hovedet på en politiker, så skal politikeren absolut udtale sig. Og lad nu være med at tro, at politikere skal stå på pinde." Jeg ved godt, at vi er vant til, at politikere løber efter journalister, men her har vi altså én, der forsøger at løbe fra journalister. Det er ganske vist lidt usædvanligt, men det burde kunne fungere i det daglige,« appellerer Anders Fogh Rasmussen.
Er det ikke omvendt dine ministre, der skal tilpasse sig den moderne medievirkelighed?
»Nej, det synes jeg virkelig, at den enkelte selv må træffe beslutning om. Vi er mange, der har tilpasset os den nye medievirkelighed, men det er altså en ret og ikke en pligt at udtale sig.«
Mener du, at journalister er en smule nærtagende og selvhøjtidelige en gang imellem?
»En af mine forgængere som politikere sagde engang, at journalister er som en dyreart, man kan kalde mimofanter.«
Statsministeren griner og forklarer:
»Det er en krydsning mellem mimoser og elefanter. Journalister er elefanter, når de går på politikerne, men mimoser, når politikerne går på dem. Og der er lidt om det, synes jeg. Ligesom vi beredvilligt skal stille os til rådighed og svare på pressens spørgsmål, må pressen også forstå, at vi som politikere har et behov for – specielt i den nuværende medievirkelighed, hvor der er en kolossal mængde af medier – ganske enkelt at rationere mængden af udtalelser, vi kommer med,« siger Anders Fogh Rasmussen.
Hvis han skulle svare på samtlige henvendelser fra journalister, kunne han efter egen vurdering være fuldtidsbeskæftiget med det. Der ville være medier nok, som med glæde ville lægge spalteplads eller sendetid til. For ikke at nedslide interessen omkring sine budskaber rationerer han dem.
»Der sker altså ikke noget ved, at man en gang imellem siger: "Nu er der en lille pause. Nu tænker vi os lige om, og så går vi ud med en udtalelse, når der virkelig er noget at sige." Det beder jeg om, at pressen også respekterer, at sådan bliver vi nødt til at arbejde,« lyder opfordringen fra pressens minister.
Kunne du i en stille stund drømme om talsmænd og få journalisterne væk fra Christiansborg, fordi det simpelthen bliver for meget?
»Jeg mener, at befolkningen har krav på at få udtalelser direkte fra ministrene, så jeg er ikke tilhænger af at indføre talsmænd. Jeg er heller ikke tilhænger af at lave restriktive regler på Christiansborg. Men det afhænger af, om journalisterne selv er i stand til at finde en balance. Man må sige, at med den mængde af journalister, der er til stede på Christiansborg, er det nogle gange rent fysisk et problem for os,« siger Anders Fogh Rasmussen.
»Man skal forsøge at finde nogle fornuftige samarbejdsformer, for ellers tror jeg meget nemt, at det kan komme til at gå ligesom i andre lande, så der bliver en for lang afstand mellem politikerne og journalisterne,« lyder advarslen.
Nærmere vil statsministeren ikke komme ind på, hvad der konkret kan ske, hvis journalisterne overtræder politikernes grænse. Men der er ingen tvivl om, at grænsen har været overtrådt mindst én gang.
»Det var langt, langt ud over det acceptable, at et helt kobbel af journalister forfulgte integrationsminister Birthe Rønn,« siger Anders Fogh Rasmussen.
Den sag har Presselogen dog taget sig af.
Statsministeren kan ifølge ham selv ikke vise sig på Christiansborg, uden at det nærmest udvikler sig til et ekstra pressemøde.
For at undgå at blive passet op på alle mulige tidspunkter, hvor der ikke er ordentlig tid til at give en kommentar til journalisterne, forsøger Anders Fogh Rasmussen at lave aftaler med de interesserede journalister om, at han stiller sig til rådighed efter mødet i folketingssalen. Det må være i alles interesse, at interviewene med politikerne foregår, når der er tid og plads til, at politikeren kan stille sig op foran kameraet, mener han. Men sådan er virkeligheden på Christiansborg ikke helt, forklarer regeringslederen.
»Selv når man har meget travlt og skal møde i salen, insisterer journalisterne på, at de vil have deres udtalelser. Lige pludselig får man de der håbløse billeder ned ad gangene. Selv vi, der gerne vil tale med pressen, kommer ud for, at fotograferne står og tager billeder af, at man altså er nødt til at gå ned i en elevator eller ned ad trappen.«
Føles det uretfærdigt?
»Jeg synes, at det føles urimeligt – specielt i betragtning af, at vi i hvert fald er nogle, der stiller os til rådighed for pressen. Det er ikke rimeligt, at man skal have de der op-og-ned-ad-trappen-billeder, fordi vi skal passe vores arbejde. Det er altså sådan i et parlament, at det, der har førsteprioritet, er folketingssalen. Med al respekt, så er det ikke journalisterne. Det må så vente til bagefter,« siger Anders Fogh Rasmussen.

STATSMINISTEREN kommer direkte fra overrækkelsen af årets Cavling. I år er prisen gået til en artikelserie fra Berlingske, som afslørede store problemer ved regeringens politireform. Blandt de nominerede var også en anden Berlingske-serie, som udfordrede regeringens udlændingepolitik.
»Jeg synes, at det var velfortjent, at journalist- og fotografholdet bag "Forbrydelsen" fik Cavlingprisen. Det er jo en artikelserie, som i en helt sjælden grad har haft gennemslagskraft i det politiske system, og den har ført til, at der er truffet kontante beslutninger både økonomisk og ledelsesmæssigt,« siger Anders Fogh Rasmussen.
Når statsministeren kommer hjem fra sommerferie, plejer han at give et interview til de tre store morgenaviser. I år var det kun Jyllands-Posten og Politiken, der fik et stort solointerview med statsministeren. Det kunne ligne en straffeaktion for to af Berlingske Tidendes to store satsninger, som begge ramte regeringen hårdt. Men det afviser Anders Fogh Rasmussen.
»Vi prøver på at behandle pressen ligeligt over tid. Sagen var den, at jeg faktisk lige før sommerferien havde givet et meget stort interview til Berlingske. Så hvis der var nogen, der havde grund til at beklage sig, var det faktisk Jyllands-Posten og Politiken, som syntes, at vi stod i gæld til dem,« siger statsministeren og griner kort, inden han fortsætter:
»Så jeg har ikke noget med, at jeg sortlister aviser eller ikke vil snakke med nogen, men det er selvfølgelig klart, at i den enkelte situation foretager vi en afvejning af, hvilket medie er bedst egnet til at bringe det budskab ud.«
Nu siger du, at du ikke sortlister nogen. Hvordan kan det være, at Bo Elkjær skulle spørge over 670 gange, før du gav ham et interview?
»Jamen, det var fordi, at det, der var at sige i sagen, havde jeg sagt. Altså, vi har selv lov til at bestemme, hvem vi snakker med, hvornår vi snakker med dem, og om hvad vi snakker med dem, og det gælder også i forhold til Bo Elkjær,« siger Anders Fogh Rasmussen og henviser til, at Ekstra Bladets journalist var velkommen på statsministerens pressemøder om tirsdagen.
Da statsministeren endelig sagde ja til et interview, var det, fordi der var sket noget nyt. De danske soldater skulle ud af Irak, og det gav anledning til et interview, lyder forklaringen fra statsministeren.
Så det var ikke, fordi ombudsmanden havde skældt dig ud?
»Nej, det vil jeg meget kraftigt understrege, at det intet har som helst at gøre med ombudsmandens udtalelse i sagen, for det er klart min opfattelse i den sag, at ombudsmanden gik ud over sine beføjelser. Jeg mener ikke, at ombudsmanden har nogen adgang til at blande sig i, hvem politikere giver interviews til og om hvad. Det er godt at have en ombudsmand til at se efter, at politikere fører ordentlig forvaltningsskik, men at træffe beslutninger om, hvem man vil give interview til, er ikke et spørgsmål om forvaltning.«

UNDER INTERVIEWET fremhæver Anders Fogh Rasmussen flere gange, at han stiller sig til rådighed for pressen. Et af de steder, hvor han gør det, er på tirsdagspressemødet. Spørgsmålet er, om journalisterne har en reel mulighed for at uddybe kritiske spørgsmål på mødet. Som regel har hver journalist kun mulighed for at stille ét, to eller tre spørgsmål, og Fogh har mulighed for at dirigere mikrofonen videre til journalister, som har andre interesser.
»Pressemøderne er jo ikke stedet, hvor man laver et kritisk interview. Hvis man vil lave et interview, beder man om at få en interviewaftale. Sådan er det jo. Man kan ikke bruge pressemøder til at lave interviews,« siger statsministeren.
Blandt reporterne på Christiansborg har Anders Fogh Rasmussen ry for at være den statsminister i nyere tid, som har haft den mest professionelle pressehåndtering. Men flere har også bemærket, at han har mistet sit sikre greb om pressen det sidste halve år.
Hvad er der sket?
»Der er kommet en række begivenheder ind over os udefra, som vi af gode grunde ikke kan styre. 2008 var karakteriseret af tre ting, som grundlæggende forstyrrede mine planer,« siger Anders Fogh Rasmussen.
Han nævner irernes nej til Lissabon-traktaten, Metock-dommen i EF-domstolen og finanskrisen som de tre store dagsordner, regeringen ikke havde indflydelse på.
»Det er tre markante begivenheder, som har påvirket det politiske spil i Danmark. Der har været flere sager, hvor det har været muligt at rejse kritik. Når det er sagt, synes jeg ikke, at det er en rimelig beskrivelse, at det skulle sejle på nogen måde, fordi vi har håndteret disse sager én ad gangen i den rækkefølge, de nu er kommet. Men jeg har det selvfølgelig sådan, at jeg kan bedst lide, når vi kan styre tingene, men sådan er tilværelsen. Det kan man ikke altid.«

FOGHS MEDIEVANER
Hvad er din primære nyhedskilde om morgenen?
»Jeg starter min dag nyhedsfrit, for så sidder Anne-Mette og jeg og snakker og hygger os lidt, og det vil jeg ikke have forstyrret af nyheder. Jeg kan også godt lide, at min morgen starter med, at jeg beslutter, hvad jeg synes er væsentligt i dag. Det er et forsøg på, at jeg sætter en dagsorden. Hvis det første, jeg gør, enten er, at jeg flår en avis op eller hører en radioavis, bliver jeg jo straks påvirket af, at der er andre, der har siddet på en redaktion og besluttet, hvad der er væsentligt, og hvad der er uvæsentligt. Det ønsker jeg ikke at lade mig distrahere af, men jeg er storforbruger af nyheder. Det er jeg af gode grunde. Så det kommer undervejs ind på kontoret i ministerbilen. Der sørger jeg selvfølgelig lige for at få scannet morgenaviserne. Men jeg lægger faktisk vægt på at starte dagen uden at blive forstyrret af nyheder.«
Hvilken avis åbner du først?
»Jeg vil skåne den eller de pågældende aviser, for det kunne jo misforstås, hvis jeg nu fremhævede noget medie.«
Hvilken sektion læser du først?
»Det er lidt forskelligt fra avis til avis. Men det er klart, at hvis min dag inde på Christiansborg starter hurtigt med møder, så er jeg simpelthen nødt til meget hurtigt at have scannet alle politiske nyheder, fordi jeg ved, at det først og fremmest kan være det, jeg kan blive udsat for. Så det siger sig selv, at der er jeg tvangsindlagt til at få scannet alt politisk nyhedsstof.«

FLERE MEDIERÅDGIVERE
Inden du selv blev statsminister, kritiserede du Poul Nyrup Rasmussen for hans brug af presserådgivere, men din egen regering bruger omkring 30 millioner kroner om året på det samme. Hvorfor er det rimeligt, at borgerne skal betale for, at regeringen fremstår positivt?
»Først og fremmest vil jeg sige, at vi til punkt og prikke følger de regler, som blev foreslået i en særlig betænkning, som et udvalg kom med. I tillæg til det – og altså ud over, hvad udvalget har foreslået – har jeg indført den regel, at i denne regering må hver minister højst have én særlig rådgiver.«
Men kunne det så ikke være partierne selv, der betalte det?
»Nej, sagen er den, at i andre lande har man egentligt politisk udnævnte embedsmænd, som staten betaler. I USA er de lige nu ved at skifte en meget, meget stor del af administrationen ud. Det er jeg ikke tilhænger af, men jeg er tilhænger af, at en minister har én rådgiver og sparringspartner, som man kan sige er politisk udnævnt af ministeren selv.«
Men hvorfor kritiserede du det så selv?
»Der manglede regler. Det, vi har gjort, er at følge med tiden og har professionaliseret kommunikation. Og helt ærligt: Her vil jeg godt sige til pressen, at det skal man holde op med at græde snot over og i stedet opfatte det som en hjælp til en mere professionel kommunikation.«

VILD MED DANS
Er det en del af en mediestrategi, at din kone har optrådt i Vild med Dans og er blevet brevkasseredaktør, eller er det bare, fordi hun synes, det er sjovt?
»Jeg kan sige, at det er, fordi hun synes, at det er sjovt. Det er beslutninger, som Anne-Mette har truffet fuldstændig suverænt.«
Du vendte ikke lige med presserådgiver Michael Ulveman, om det var en god idé eller ej?
»Nej, det er en beslutning, hun har truffet, og det synes jeg også er det rigtige. Det er mærkeligt og næsten diskriminerende, hvis man skulle sige, at hun ikke havde mulighed for at træffe den beslutning. Den har hun truffet, fordi hun kan lide at danse, og fordi hun synes, at det har været sjovt, og det har det virkelig været. Og der er ikke en gnist af politik i det, og havde hun fået nogen fornemmelse af, at der var spindoktorer eller andet, som syntes, at hun skulle gøre det, så havde hun formodentlig truffet en beslutning om ikke at gøre det. Sådan ser hun nemlig på den slags. Derfor har det været en lille smule grinagtigt at se alle de der dybsindige analyser om, at der ligger nok nogle meget indviklede strategiske betragtninger bag beslutningen om, at hun skulle deltage i Vild med Dans.«