Hvorfor blev du journalist?
Nogle gange glemmer jeg det lidt, men jeg syntes, at det var sjovt at skrive. Jeg var meget i tvivl, og jeg var også meget genert, så jeg vidste ikke, om det med at være journalist var det, jeg ville. Jeg søgte derfor ind på RUC. Det var alt for teoretisk. Vi havde om udviklingsteori i den tredje verden. Der tænkte jeg: ”Vi snakker om folk, der bor i den tredje verden, men vi møder dem aldrig.” Jeg ville noget mere konkret og søgte ind på Journalisthøjskolen.

Hvorfor skiftede du til kommunikation?
Man kommer ind i et hjul, når man laver nyheder. Det bliver meget det samme, og historierne gentager sig. Det var begyndt at kede mig lidt, og så var det også møghårdt at være på skærmen hver eneste dag.

Betyder det noget, at det lige netop er Rådet for Sikker Trafik, du arbejder for?
Ja, det betyder noget, at det er en sag, jeg kan stå inde for. Jeg ville ikke kunne gøre det for cigaretindustrien. Det er der nogen, der kan, og det tager jeg hatten af for. Når jeg tænker over, hvad jeg gerne vil næste gang, er det enten at lave nyheder igen, fordi det giver et fix, eller også at arbejde for en anden sag, jeg kan stå inde for.

Fra 2004 til 2008 var der i gennemsnit 7.009 personer, der kom til skade eller blev dræbt i trafikken om året. Du blev pressekonsulent i Rådet for Sikker Trafik i 2008, og fra 2009 til 2012 er tallet faldet til 4.423 personer om året i gennemsnit. Har du noget at gøre med det?
Jeg ville ønske, at jeg kunne tage æren for det, men i den her sammenhæng er jeg en lille bitte brik. Hos Rådet for Sikker Trafik står vi for kommunikationen og påvirkninger af holdninger og adfærd. Det er superinteressant at finde ud af, hvad der virker. Det er en palet af forskellige aktører, der får det til at gå op i en højere enhed. Vejdirektoratet, politiet, trafikstyrelsen, politikerne, kommunerne og os. Mange af dem bliver lidt usynlige, for det er os, der laver kampagnerne.

Hvordan er det så at være på den anden side og have at gøre med journalister?
Journalister er bedre end deres rygte. Hos 98 procent af journalisterne har jeg den oplevelse, at hvis jeg fortæller dem, at her er en god historie, så er de lydhøre.

I er aktuelle med en kampagne, der opfordrer folk til at sætte farten ”en lille smule ned”. Er den nem at sælge til journalisterne?
Nej, det er en fartkampagne, og den er svær at sælge. Det er svært at få folk til at forstå, at hvis de ændrer lidt, kan det betyde meget. Vi har alle sammen kørt for stærkt, og det er jo gået godt rigtig mange gange. Hvis man derimod tager et nyere emne som uopmærksomhed og brug af smartphones i biler, så har det en større nyhedsinteresse.

Har du snøret nogen journalister?
Det lyder lidt helligt, men jeg kan ikke komme i tanker om det. Det, der er fordelen ved at komme fra et medie, er, at jeg ved godt, at hvis jeg løber om hjørner med en journalist, så vender han ikke tilbage. Det er noget af det dummeste at gøre, for det kan godt være, at man får en historie igennem i øjeblikket, men det rammer en bagefter. Vi er bare nødt til at have styr på vores fakta.

Er du blevet overrasket over noget i kommunikationsbranchen?
Jeg er overrasket over, hvor lang tid ting tager. Jeg er også blevet overrasket over, at de evner, vi har som journalister, er der andre, der synes er interessante. Jeg er blevet overrasket over, hvor mange der sætter pris på evnen til at se nyheden. Og i starten blev jeg vildt overrasket over, hvor lang tid det tager at lave pressemeddelelser, fordi de skal forbi så mange forskellige faggrupper.

Hvordan har du det med det?
Den her proces, hvor alle skal ind over, tager tid, men det er også spændende, for du får en viden om, hvorfor tingene ender, som de gør.

Hvordan færdes du selv i trafikken nu?
Jeg har anskaffet mig en cykelhjelm, jeg har sat farten ned, når jeg kører bil, og jeg taler ikke i mobiltelefon, når jeg kører. Det har påvirket min måde at køre på, og det har også påvirket min måde at blande mig i andres kørsel. Jeg synes, det er grænseoverskridende, men hvis jeg kører med venner eller familie, som kører for stærkt, så siger jeg det. Min storebror synes, at det er lidt for meget.

Hvad er branchens største udfordring, og hvad er løsningen?
Der ligger en udfordring i, at der er for mange fejl i undersøgelser. Jeg bliver ringet op af journalister: »Vi har fået den her historie fra en organisation, der er baseret på en undersøgelse, og vi vil gerne have jeres kommentar til det.« Der siger jeg altid, at jeg gerne vil se undersøgelsen først. Og så sker det ofte, at vi ikke mener, at undersøgelsen holder vand. Det er nemt at sige, at journalisterne skal blive bedre til at kontrollere fakta, men den ligger også hos os i kommunikationsbranchen. Vi skal være bedre til at være kritiske over for de undersøgelser, vi leverer videre.