Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
07:53 20.10.2022 Anna Sol Jørgensen

Journalister bag afdækning af Wagner-gruppen i Afrika vinder europæisk frihedspris

En opsigtsvækkende dokumentar om den russiske skyggehær Wagner-gruppen og dens indflydelse i Den Centralafrikanske Republik blev i aftes hædret af Europa-Parlamentet, da journalisterne bag modtog Daphne Caruana Galizia-prisen, der er parlamentets pressefrihedspris.

Bag dokumentaren ‘Den Centralafrikanske Republik: Ruslands bløde magt’ står Clément Di Roma, video- og fotojournalist og korrespondent for France24 med base i Rwanda, og Carol Valade, der har været multimediejournalist med speciale i Afrika i 10 år.

“De researchede, filmede og fortsatte med at rapportere til flere internationale medier, selvom de blev overvåget af russiske lejesoldater og oplevede en udbredt fjendtlighed mod franske medier. De ønskede også at fortsætte det arbejde, som deres tre russiske kolleger Orkhan Dzjemal, Kirill Radtjenko og Aleksandr Rasstorgujev havde lavet. De tre blev myrdet i Den Centralafrikanske Republik, mens de undersøgte Wagner i 2018,” lyder Europa-Parlamentets beskrivelse af dokumentaren.

Europa-Parlaments pris er opkaldt efter den maltesiske journalist Daphne Caruana Galizia, der afdækkede korruptionssager, frem til hun blev dræbt af en bilbombe i 2017.

“Daphne Caruana Galizia-prisen for journalistik sender et stærkt budskab. Europa-Parlamentet står på sandhedens, retfærdighedens og den uafhængige journalistiks side. Et stærkt demokrati har brug for en stærk presse. Og uden pressefriheden er der ikke noget demokrati. I Europa er rettigheder og friheder mål vi kæmper for, ikke forhindringer,” sagde formanden for parlamentet, Roberta Metsola, ved prisuddelingen.

SENESTE NYT

Flere nyheder