1. At sammenligne Jørgen Lindhardt og Farum-sagen med Snowden kalder på smilebåndet.
2. Jørgen Lindhardt var ikke direktør i Farum Boldklub i februar 2002, som der fejlagtigt står i artiklen. Jeg har hans skriftlige opsigelse af jobbet, som han fratrådte 31. december 2001. Det var reelt en fyring, idet JL ikke magtede jobbet, der også var vanskeligt.
3. JL har aldrig været fastansat i Farum Kommune, men hjalp midlertidigt til i turistkontoret i få uger. Han er derfor ikke en insider.
4. Artiklen omtaler Farum-sagen som en ”korruptionssag”. Det er 100 procent forkert. Jeg er aldrig blevet sigtet eller dømt for korruption. Højesteret slog oven i købet fast, at jeg ikke havde gjort noget for egen vindings skyld. I øvrigt har Farum Kommissionen frikendt kommunen for samtlige 17 sponsoraftaler med Farum Boldklub, de gennemgik.
5. I retten, hvor man skal tale sandt, indrømmede JL, at han bag min ryg som direktør i boldklubben havde betalt nogle vinregninger, som jeg ikke havde noget som helst kendskab til. Jeg har således aldrig foranlediget betaling for en rødvin til 8.000 kroner flasken.
6. JL’s udtalelse om, at han blev forarget, fordi der skulle spares 5.000 kroner på en daginstitution, er fri fantasi. Han havde intet med kommunen at gøre, der i øvrigt var kendt for et højt serviceniveau også på daginstitutionsområdet.
7. JL’s udtalelse om, at han i forbindelse med sponsorpriser i Farum Boldklub (nu FC Nordsjælland) kunne se, at ”korthuset kollapsede”, vækker morskab. Farum Boldklub (FCN) har vundet pokalen to gange og vundet guld, sølv og bronze, og har i dag en egenkapital, der nærmer sig 200 millioner kroner. Sådan et kollaps vil vi vist alle gerne opleve.
Jeg kunne skrive meget mere, herunder om den fremragende Farum-Kommissionsrapport, der har kostet 70 millioner, men som ingen desværre – bortset fra mig – gider læse. Hvor er journalisterne henne i den forbindelse?
– Peter Brixtofte, tidligere borgmester i Farum Kommune
SVAR 1.
Punkt 2: Min dygtighed har som regel altid været ligefrem proportional med min indflydelse, derfor må jeg nok medgive hr. Brixtofte, at jeg ikke var særlig dygtig i dette job.
Punkt 3: Jeg var ansat i Farum Kommune fra 1. januar til ultimo februar 2002. Kontrakten var ikke tidsbegrænset. Jeg opsagde selv stillingen medio februar, bl.a. da jeg efter seks uger ikke havde fået et skrivebord eller en pc.
Punkt 5: Fakta er, at det var Peter, der bestilte vinen og drak den, og det var Farum Kommune, der måtte betale den.
Punkt 6: Farum Boldklub A/S drev såvel som andre aktiviteter en af kommunens daginstitutioner.
Punkt 7: At sammenligne den nuværende sportslige og økonomiske situation for klubben med år 2002 er fuldstændigt absurd.
Boldklubbens nuværende situation har absolut intet med hverken min egen eller hr. Brixtoftes indsats at gøre, men skyldes udelukkende den nuværende ledelse, trænere og administrations dygtighed og flid.
Med venlig hilsen
-Jørgen Lindhardt, General Manager, Rezidor Hotel Management
SVAR 2.
I Journalistens artikel rejses der kritik af Peter Brixtofte. Jeg har derfor beklaget over for Peter Brixtofte, at Journalisten ikke forelagde kritikken for ham før publicering. Det var en beklagelig fejl.
Mange venlige hilsner
– Øjvind Hesselager, redaktør, Journalisten
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.