FEJL. Fagbladet Journalisten og Journalisten.dk har fremgang og blev i løbet af et år citeret 115 gange, lyder det på Journalisten.dks hjemmeside 18. september. Og tillykke med det.
Desværre er der grove fejl i artiklen. For på samme tid at hævde, at Journalisten har overhalet Ingeniøren i antallet af citater, er fuldstændigt forkert.
Ingeniøren har bedt Infomedias konsulenter om at få de rigtige tal frem. Og billedet er helt anderledes, end Journalisten åbenbart kunne tænke sig.
I har valgt at lave jeres statistik med syv udvalgte kilder – Berlingske Tidende, Politiken, Jyllands-Posten, Børsen (resumeer), Kristeligt Dagblad, Information og Weekendavisen. De tre sidstnævnte er medier, der – skulle man tro – hellere citerer Journalisten end Ingeniøren. Men nej, Journalisten kan ikke snige sig foran. I den periode, I selv har udvalgt – altså fra 15/9 07 til 15/9 08 – har Journalisten 92 citater. Ingeniøren har 158.
Måler man på samtlige medier i basen, altså også på web-medier, har Ingeniøren tre gange så mange citater eller omtaler som Journalisten: 568 gange til fagbladet Journalisten og Journalisten.dk og 1.727 til Ingeniøren og Ing.dk.
I er med andre ord fuldstændigt galt afmarcheret.
Professor på CBS Anker Brink Lund undersøger for tiden danske specialmediers stadig vigtigere rolle i mediernes fødekæde – både med hensyn til – lånte – historier og citerede historier.
Ifølge Infomedia er niveauet for citater til fem af de tungeste specialmedier steget til det tredobbelte på fem år. Ingeniøren har for eksempel i år det højeste antal citater nogensinde.
Udviklingen skyldes især online-mediernes vækst, og der er grund til at glæde sig over, at vi som journalister tydeligvis er blevet meget bedre til at fortælle, hvor vi henter inspirationen: Hos specialmedierne.
Men udviklingen bør beskrives med de korrekte tal, kære Journalisten.
Fakta:
Ingeniørens citatudvikling i Infomedia-arkivet er
Oktober 03-04: 328
Oktober 04-05: 627
Oktober 05-06: 1.031
Oktober 06-07: 1.291
Oktober 07-08: 1.727
På vegne af de redaktionelle medarbejdere på Ingeniøren og med venlig hilsen Arne R. Steinmark, ansvarshavende chefredaktør, Ingeniøren
SVAR. Fagbladet Journalisten skal have kritik, når de fortjener det. Men sammentællingen af citathistorier er faktisk foregået i kommunikationsafdelingen i DJ, hvor vi bragte historien første gang i MedlemsNyt i september. Den har Journalisten så citeret.
Historien lavede vi for at vise fremgangen hos forbundets fagblad, Journalisten, og satsningen med Journalisten.dk – ikke for at hænge andre medier ud.
Når man laver den slags uvidenskabelige målinger, gør man sig naturligvis sårbar for kritik. Og den kritik tager vi gerne, hvis den er berettiget. Her vil vi kort forklare, hvordan vi lavede målingen.
For både Journalistens og Ingeniørens vedkommende søgte vi i perioden 15/9-2007 til 15/9-2008 på citathistorier fra både fagblad og hjemmeside i Infomedia. Her søgte vi konkret på henholdsvis 'Fagbladet Journalisten' og 'Journalisten.dk', samt på 'Fagbladet Ingeniøren' og 'Ing.dk', hvorefter vi gennemgik historierne. Det giver den dag i dag de samme resultater som i september (115 versus 35 citathistorier).
Men uden at have haft fine konsulenter til at gennemgå vores metode, kan vi se, at der naturligvis er fejlkilder i en sådan måling, som vi skulle have beskrevet i den oprindelige historie. Fejlkilder, som i øvrigt kan være til begge gode fagblades ulempe, når det gælder den kredit, de skal have for deres citathistorier. For eksempel kan man jo sagtens forestille sig, at en historie fra Ing.dk i en artikel i Berlingske Tidende citeres som "… skriver Ingeniøren på sin hjemmeside".
Sådanne citathistorier har vi i vores simple søgning ikke kunnet få med, da vi så ville få alle artikler med ordet 'ingeniøren' med, og det er naturligvis en svaghed ved undersøgelsen. Det skal vi beklage, at vi ikke har gjort opmærksom på. Særligt hvis det er rigtigt, at det forskubber sammenligningen.
Det kunne i øvrigt være interessant at få oplyst, hvordan Infomedias konsulenter har lavet deres gennemgang af sammenligningen af de forskellige medier, så vi alle kan lære. •
Troels Johannesen, kommunikationskonsulent,
Dansk Journalistforbund
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.