Journalistens påstande holder ikke

DEBAT: Tillad mig at undre mig over, hvorfor journalisternes fagblad har valgt at kaste sig over Dagens Medicins kritik af det sjællandske sundhedsvæsen, som det skete i det seneste nummer.

Dagens Medicins kritik er ellers baseret på en hidtil uset grundig analyse af alle hospitalers indsats. Bag kritikken ligger blandt andet data om behandlingskvalitet og patienttilfredshed. Metoden er raffineret gennem fem år, og analysen har betydelig indflydelse. Få medier har opnået et tilsvarende gennemslag, og projektet har modtaget fagbladenes fineste udmærkelse, Anders Bording-prisen.
Dagens Medicins analyse af Region Sjællands indsats har da også ført til, at sundhedsminister Astrid Krag (SF) har sat regionens indsats på observationslisten. Kræftens Bekæmpelse er ligeledes gået til angreb på regionens indsats på kræftområdet og vil følge udviklingen tæt. Også Diabetesforeningen har erklæret sig enig i kritikken af regionens behandling af diabetikere. I regionsrådet har oppositionen accepteret Dagens Medicins kritik som seriøs og berettiget. Selv regionsformand Steen Bach Nielsen (A) – og det er ham, Dagens Medicins kritik er rettet mod – har været nødt til at afsætte 10 millioner kroner for at rette op på regionens elendige indsats, når det gælder indberetning af data. Det fremgår da også af Journalistens artikler, men det er nævnt i det sidste afsnit i en sidehistorie – hvilket siger en del om Journalistens neutralitet.
Det er denne analyse og de resultater, Journalisten har sat sig for at rive bukserne af. Motivet bag dette forsøg på at miskreditere en usædvanligt grundig og seriøs kritik står hen i det uvisse.
Til gengæld er Journalisten ikke tilbageholdende med at tillægge Dagens Medicin motiver. Ifølge Journalistens kronvidne, regionsformand Steen Bach Nielsen, skulle jeg være blevet ”rasende”, fordi Region Sjællands sundhedsdirektør havde afvist at kommentere avisens undersøgelse. Journalistens kritik af Dagens Medicin har dette motiv som sit omdrejningspunkt.
Men jeg er sandelig ikke blevet rasende over noget som helst. Jeg kunne godt tænke mig at se Journalistens dokumentation for mit raseri. Jeg har været redaktør for danske medier siden 1987, og jeg er for længst holdt op med at ligge vågen om natten, når magthavere ikke vil forholde sig til kritik fra medier, som jeg er chef for.
Journalistens anden hovedpåstand er, at vi burde have givet regionen bedre tid til at reagere. Den tredje påstand er, at vores omfattende talanalyse er forkert baseret. Ingen af påstandene holder en meter, men da jeg ikke har fået stillet mere plads til rådighed, må jeg henvise til min mere grundige gennemgang, som ligger på Journalistens hjemmeside.
Men alt i alt er det besynderligt, at Journalisten har valgt at tage parti for magthaverne – imod journalisterne.

Læs hele Kristian Lunds indlæg her

– Kristian Lund, chefredaktør, Dagens Medicin

SVAR. Kære Kristian. Tak for dit indlæg.
Journalisten fortæller historien, fordi en myndighed – Region Sjælland – har en konkret kritik af et specifikt medie – Dagens Medicin.
Det er korrekt, at Kjeld Møller Pedersen henviser til HRSM-tal og ikke mortalitetstal i en del af sin kritik. Han fortæller Journalisten, at han havde det indtryk, at det var de tal, I brugte.
Vi fremlagde hans kritik for dig med formuleringen, at man ikke kan »sammenligne overlevelsestal«. Til det svarer du:
»Mener Kjeld Møller virkelig det. Der er et eller andet, der er gået galt for Kjeld Møller.«

Derfor refererer vi i artiklen bare, at du er uenig med hans vurdering.
Vi var ikke klar over, at I talte om to forskellige typer af tal.
Det var en fejl, og det beklager vi.

Derudover er langt størstedelen af din kritik allerede refereret i artiklen både på print og online.
Et punkt i kritikken fra Region Sjælland går på, at Dagens Medicin skulle have et ”hævnmotiv”. Denne anklage stammer – som det også tydeligt fremgår af artiklen – fra et officielt notat fra Region Sjælland, som er udarbejdet af embedsmænd under de krav, der dertil hører for god forvaltningsskik og saglighed.
Journalisten har flere gange opfordret dig til at svare uddybende på denne kritik. Den 2. maj lød dit svar: ”Du kan håndtere sagen, som du vil.” s

Med venlige hilsner
– journalist Emil Ellesøe Ditzel og ansvarshavende redaktør Øjvind Hesselager

0 Kommentarer