UVÆRDIGT. Magen til tendentiøst journalistisk makværk skal man lede længe efter.
I en artikel i Journalisten 25. marts bliver TV 2 beskyldt for at fordreje virkeligheden. Denne påstand er naturligvis ikke sand, men indlægget her handler om den noget besynderlige og ufine proces frem mod artiklens offentliggørelse.
Fagbladet Journalisten sætter sig for at få afdækket, hvad der er op og ned omkring TV 2s økonomi. Har vi tegnet et sort billede af vores økonomi for at få hjælp fra politikerne? Hvordan kan et underskud pludselig blive til overskud? Efter min mening helt rimelige og relevante spørgsmål.
TV 2 vælger i åbenhedens navn og i skikkelse af både mig selv og finansdirektøren at stille op til adskillige interviews gennem flere uger og lægge alle tal frem for fagbladets journalist, som godt nok flere gange understreger, at hun desværre ikke forstår regnskaber. Vi gør ellers, hvad vi kan for at forklare hende tallenes rette sammenhæng, men efterhånden virker det, som om vores dokumentation ikke stemmer overens med den vinkel, Journalisten gerne vil skrive, og den muntre tegning, der er lavet til forsiden.
En dag får jeg pludselig en mail fra Journalistens redaktør med beskeden om, at jeg får 1.000 anslag og i morgen til kl. 10.00 til at svare på Morten W. Langers konklusioner. Det er første gang, at vi overhovedet hører om Morten W. Langers bidrag til historien, og jeg får vel og mærke kun hans sammendrag og ikke hele notatet. TV 2 bliver således dømt af en dommer, som ikke har hørt vores forsvar, men blot vurderet TV 2's årsregnskab 2007 og et trekvart år gammelt halvårsregnskab, og det er ganske enkelt umuligt på 1.000 eller for den sags skyld 2.000 anslag at besvare Morten Langers mange løst funderede påstande.
Som sagt kan jeg egentlig godt forstå, at Journalisten ønsker at skrive en historie om TV 2 – vi er godt stof for tiden. Men af netop journalistikkens fagblad forventer jeg en særlig professionel fremgangsmåde og mener ikke, at makværk og denne tendentiøse form for journalistik er hverken klædeligt eller værdigt. •
Merete Eldrup, adm. direktør, TV 2|DANMARK
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.