
En række politikere debatterede mediepolitik ved et Danske Medier-valgarrangement i sidste uge. Foto: Danske Medier
Det møder bred kritik fra en række partier i Folketinget, at Journalisten måtte vente helt op til 64 dage på et endeligt svar på en fuldkommen enslydende aktindsigt, som de fleste ministerier kunne færdigbehandle inden for syv dage.
Sådan lød det fra scenen til Danske Mediers mediepolitiske valgdebat i Altingets Gård i København i sidste uge.
”Det er en kæmpe skandale, at vi ser de her meget lange svarfrister,” siger SF’s Lisbeth Bech-Nielsen, da Journalisten præsenterer politikerne på podiet for den lange sagsbehandlingstid.
”Vi kan se, at trods en meget kras kritik fra ombudsmanden er det tilsyneladende ikke nok, og derfor mener jeg blandt andet, at vi bør have en forvaltningsdomstol i Danmark, for der er for mange grundlæggende rettigheder, som både borgere og journalister har, som trods kritik ikke bliver forbedret,” siger hun.
”Helt skandaløst”
Tidligere minister og nuværende medieordfører for Liberal Alliance, Ole Birk Olesen, er også stærkt kritisk:
”Det er jo helt skandaløst, og det, at det kan gøres så meget hurtigere i andre ministerier, viser, at der er et ministerium, der bevidst har valgt ikke at svare hurtigt på en anmodning om aktindsigt,” mener han.
Ifølge ham skal det føre til sanktioner mod de myndigheder, der ikke svarer inden for rimelig tid:
”Så kan man sige: Hvordan sanktionerer man en offentlig myndighed? For det er jo ikke sådan, at de har en bundlinje at tage hensyn til på samme måde som en privat virksomhed. Men vi skal finde ud af, hvordan vi kan lægge sanktioner på de medarbejdere, chefer og så videre, der har ansvaret for, at man ikke svarer godt på anmodninger om aktindsigt,” siger han.
Her fremhæver han, at han som politiker selv har været med til at oprette et klagenævn, hvor man kan klage over parkeringsbøder:
”Vi har altså et nævn, hvor man kan klage over sin parkeringsbøde. Og der bør også i et land, der vil have et velfungerende demokrati, være et nævn, hvor man kan klage over, at man ikke kan få de oplysninger fra myndighederne, som loven giver en krav på,” lyder det.
På scenen var også medieordfører Kasper Sand Kjær, som var noget mere afdæmpet i sit ønske om at indføre øget kontrol med myndighederne:
”Jeg tænker også, at 64 dage lyder som meget lang tid, så det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, og det må vi se på, hvad vi kan gøre ved. Det er jeg rimeligt åben over for at kigge på, for en ting er at diskutere, hvad der skal være aktindsigt i, men det er klart afgørende, at den aktindsigt kommer så hurtigt som muligt,” siger han.
Heller ikke Merete Scheelsbeck fra Det Konservative Folkeparti var umiddelbart tilhænger af SF’s forslag om en forvaltningsdomstol, men var skarpt kritisk over for den lange sagsbehandlingstid, mens Jon Stephensen fra Moderaterne mente, at der burde indføres skrappere tidsfrister på aktindsigtsanmodninger.
Fra knap 6 timer til 64 dage
Journalisten sendte i forbindelse med researchen til en historie en fuldkommen enslydende anmodning om aktindsigt til i alt 19 ministerier på præcis samme dag.
Det hurtigste svar tikkede ind efter 5 timer og 40 minutter, mens et andet ministerium brugte 64 arbejdsdage på at give et endeligt svar.
I alt formåede 11 ministerier at svare inden for offentlighedslovens frist på syv dage.
Derudover svarede fire ministerier inden for 14 arbejdsdage, mens de sidste fire gik langt over 30 arbejdsdage.
Værst stod det til i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, hvor Journalisten altså måtte vente i alt 64 arbejdsdage på et endeligt svar.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.