Journalistens norske søsterorgan kan nu også læses på iPad – eller "leserbrett", som er betegnelsen for e-læsere og tablets i Norge. Magasinet kan foreløbig frit downloades.
Den digitale udgave af norske Journalisten udkommer foreløbig alene i en version til iPad, men med tiden er det tanken at lancere applikationer baseret på andre styresystemer.
Det ny iPad-magasin er skabt med teknologi fra den hollandske softwareudvikler Woodwing, som også Time Magazine og andre benytter sig af.
Planen er, at de første fire udgaver af Journalisten i år skal være gratis til iPad, men siden kommer det til at koste penge. Medlemmer af Norsk Journalistlag vil dog kunne downloade iPad-magasinet som et gratis medlemsgode.
Norske Journalisten til iPad – som angiveligt får titlen Journalisten Digital – kan downloades her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.