Ny bog om spørgeteknik kan gøre dig klogere på forskellen på gode og mindre gode spørgsmål. Journalistens Jakob Albrecht har mødt en af bogens forfattere, Anders Stahlschmidt, og bedt ham bedømme kvaliteten af Journalistens spørgsmål.

Hvorfor har du og Peter Knoop Christensen lavet denne her bog?

[Kommentar: Det er et åbent spørgsmål og derfor godt til at indlede et interview. På den anden side rummer hvorfor-spørgsmål en form for indirekte angreb. I mange terapiformer må man slet ikke stille hvorfor-spørgsmål. Måske skulle du spørge: »Hvordan kom du og Peter på ideen til at skrive bogen?«]

Svar: Bogen henvender sig jo ikke specifikt til journalister, men vi kan se, at det overalt i samfundet er blevet vigtigt at kunne stille de rigtige spørgsmål – ofte er spørgsmålene vigtigere end svarene. Lederen skal kunne spørge sine medarbejdere, og lægen skal kunne tale med sine patienter. Overalt er dialogen blevet helt central. Peter Knoop Christensen underviste mig, da jeg var på Nordisk Film, og jeg bad ham om at være med på bogen, fordi han har en teoretisk baggrund, som jeg ikke har.

Er der overhovedet behov for at lave flere bøger om spørgeteknik? Hvad er det bedste spørgsmål, du har fået stillet, og hvorfor kommer bogen netop nu?

[Kommentar: Det er jo et seriespørgsmål, du kommer med – og det er en af de få ting, der er forbudt inden for spørgeteknik. Problemet med seriespørgsmål er, at jeg kan vælge, hvilket af dine tre spørgsmål jeg helst vil besvare. Måske bliver jeg så forvirret, at jeg svarer på noget helt fjerde. »Hvad er det bedste spørgsmål, du selv har fået stillet« er klart det bedste, synes jeg.]

Svar: Spørgsmålet er faktisk et af de bedste, jeg har fået i lang tid! De bedste spørgsmål er jo spørgsmål, der flytter noget. Og det er ikke altid behagelige spørgsmål. »Har du egentlig det rigtige job?«, blev jeg spurgt på et tidspunkt. Det gjorde ondt. Blev jeg spurgt, fordi jeg ikke var god nok til mit arbejde? Men det var et spørgsmål, som var med til at flytte mig.

Hvilke spørgetekniske fejl begår journalister oftest?

[Kommentar: Det er et godt spørgsmål, fordi jeg har lyst til at svare med det samme. På den anden side kan jeg ikke fortælle dig om de statistisk set mest almindelige fejl. Men du må gerne spørge mig om, hvilke spørgetekniske fejl jeg oplever, journalister oftest laver.]

Svar: Journalister glemmer tit at stille opfølgende spørgsmål. Man indhenter bare en kommentar og lader dermed magthavere slippe af sted med et svar, som godt kunne tåle en afprøvning. »Hvad mener du egentlig, når du siger ytringsfrihed?« Jeg savner, at man i det daglige bruger det, vi i bogen kalder meta-modellen. Det vil sige, at man spørger til de udeladelser, forvrængninger og overdrivelser, som alle mennesker benytter sig af – men som magtmennesker bruger bevidst.

Kan du give et eksempel?

[Kommentar: Et rigtigt godt spørgsmål. Journalistens nok allervigtigste spørgsmål.]

Svar: I morges hørte jeg i radioen, at 1.800 ældre er parkeret på sygehuse i hovedstadsområdet, hvor de optager pladsen for de syge. Et regionsrådsmedlem sagde noget i retning af: »Vi har hørt om stress og personalemangel i et halvt år, så alle kan se, at det ikke går.« Og det citat afslutter historien, selv om det er smækfyldt med forvrængninger, generaliseringer og udeladelser, som journalisten – hvis der havde været tid – kunne have fulgt op på: Hvis alle kan se, at det ikke går, hvorfor har ingen så gjort noget ved det?

I skriver, at al kommunikation mellem mennesker rummer elementer af udeladelser, generaliseringer og forvrængninger. Hvilke spørgsmål kan man som journalist stille for at komme bag om det?

[Kommentar: Det er et supergodt spørgsmål, fordi det er konkret, og det er handlingsanvisende.]

Svar: Vi kan i det daglige ikke undgå at bruge udeladelser, generaliseringer og forvrængninger, når vi kommunikerer. Hvis vi ikke benyttede os af det, ville vi ikke kunne snakke med hinanden. Det ville i hvert fald blive vanskeligt og tage lang tid.

Hvis politikerne siger, at vi skal blive bedre til at gøre noget, skal journalisten spørge »Bedre end hvem?«, »Hvor meget bedre?« Det vil sige, at man afprøver flosklerne ved at bede kilderne om at konkretisere dem.

Hvad er der galt med reglen om, at man helst skal stille hv-spørgsmål?

[Kommentar: Spørgsmålet bygger på en præmis om, at det er forkert at stille hv-spørgsmål. Jeg ville nemt kunne svare: »Der er ikke noget galt. Det er i og for sig en god regel.« Hvis jeg skulle omformulere spørgsmålet, ville jeg spørge: »I skriver i bogen, at man ikke altid skal stille hv-spørgsmål, hvad mener I med det?«]

Svar: Når folk har fået at vide, at man helst skal stille hv-spørgsmål, er det, fordi hv-spørgsmål ofte får interviewpersonerne til at tale. Men det gælder ikke alle hv-spørgsmål. »Hvor mange var I?« og »Hvad er klokken?« er lukkede spørgsmål. Reglen om hv-spørgsmål er en god tommelfingerregel. Men den fokuserer på spørgsmålets udformning og ikke på dets funktion.

Journalister bør vide mere om spørgeteknik, og det er ikke nok kun at have ét redskab, man skal have mange. For eksempel kunne nogle journalister have gavn af at være mere opmærksomme på betydningen af anerkendende spørgsmål. Der er spørgsmål, der gør folk stolte, og som for eksempel Hans Pilgaard fra Go’ Aften Danmark behersker. Det er fantastisk at se, hvordan han med sine spørgsmål bygger folk op ved at anerkende dem.

Jeg synes, at mange sportsjournalister, her tænker jeg også på TV 2s Morten Stig Christensen, har en tendens til at give svaret på de spørgsmål, de selv stiller. De siger for eksempel: »Jon Dahl, det gik godt i første halvleg, men dårligt efter pausen – hvordan synes du, kampen forløb?«

[Kommentar: Det er jo slet ikke noget spørgsmål, Jakob. Det er en kommentar. Hvis vi taler om typiske fejl blandt journalister, så er en typisk fejl, at mange journalister gerne vil virke kloge – og det er dumt.]

Synes du også, det er pinligt, når journalister på tv lader sig rive med under et interview og begynder at skændes med interviewpersonen?

[Kommentar: Du bruger ordet ‘også‘. Der bliver du nok lidt for subjektiv, så det ville jeg nok slette.]

Svar: Jeg mener, at journalister i kritiske interview skal fremlægge dokumentation. Det er ikke en del af opgaven at blive vred. Seerne må gerne blive vrede, journalister skal formidle det, der afstedkommer vreden, men selv holde sig til facts. Hvis man lader sig rive med af egne følelser, mister man overblikket, og ja, det er pinligt.

Er det rigtigt fornemmet, at du er pavestolt over bogen?

[Kommentar: Det er et fint spørgsmål, selv om det er yderst afgrænsende og indfølende. Jeg kunne slet ikke lade være med at svare spontant. Hvis du rammer rigtigt med den slags spørgsmål, får du ekstra bonuspoint hos mig, fordi du viser, at du har læst mine følelser rigtigt.]

Svar: Ja!

Spørgsmål: Nogle mener, at man kan gennemføre et interview ved hjælp af blot fem spørgsmål. Andre mener, at tallet er noget højere. Hvad er det præcise tal?

[Kommentar: Det bygger på antagelsen om, at der er et præcist tal, og det tror jeg ikke der er. Det er alligevel et udmærket spørgsmål, fordi du bygger det op om noget, der virker faktuelt – selv om det måske ikke er det i dette tilfælde.]

Svar: Jeg tror ikke, der findes et præcist antal. Nogle interview varer få sekunder, andre tager timer eller måneder, hvis man for eksempel skal lave en bog. Alene af den grund kan man ikke svare på det. Men det er samtidig et forjættende spørgsmål, fordi man bliver fascineret af tanken om, at der kun findes et bestemt antal spørgsmål, som man altid kan holde sig til. Men det er der ikke. Jeg kender i hvert fald ikke tallet.

Er du Kurt Strand-fan eller mere til Morten Spiegelhauer?

[Kommentar: Det er jo et enten-eller spørgsmål. De kan være udmærkede til at tvinge folk til at sige et eller andet, men det ligger i spørgsmålet, at jeg skal pege på den ene frem for den anden.]

Svar: Det er svært at sammenligne Kurt Strand og Morten Spiegelhauer, fordi de laver så forskellige ting. Hvis Morten Spiegelhauer skulle lave Deadline, ville han helt sikkert spørge på en anden måde, end han gør i Operation X. Jeg ville heller ikke bryde mig om, at Morten Spiegelhauer spurgte ligesom Kurt Strand, når Morten Spiegelhauer er ude og konfrontere forbrydere. De er dygtige begge to, men du får mig ikke til at sige, at jeg er fan af den ene frem for den anden. /

»Spørgeteknik« er skrevet af Anders Stahlschmidt og Peter Knoop Christensen.
Bogen er udkommet på Børsens Forlag.
Anders Stahlschmidt er journalist og partner i Lumholt og Stahlschmidt Kommunikation.
Han har været underholdningschef på Nordisk Film og tv-vært.
Peter Knoop Christensen arbejder med kommunikationstræning af ledere
og er partner i konsulentvirksomheden Point of View.