Journalister bruges flittigt som hovedpersoner i bestsellere. Når bøgerne er bedst, sætter de relevante samfundsemner på dagsordenen. Når de er værst, ligner de vor tids svar på lægeromanerne.

BØGER. Karin Sommer, Rikke Lyngdal, Annika Bengtzon, Mikael Blomkvist, Dicte Svendsen, Bettina Kannegaard og Therese Skaarup har alle mindst to ting til fælles: De er journalister, og så lever de kun deres liv i litteraturens verden.
På forlagenes lister over de bedst sælgende bøger står en hel stribe romaner, hvor hovedpersonen er journalist. Senest har den svenske krimidronning Liza Marklund udgivet endnu et bind i føljetonen om journalisten Annika Bengtzon fra Kvällspressen, og herhjemme er dokumentaristen Miki Mistrati aktuel med romanen "Solo", som også har en ung fremadstormende journalist i hovedrollen. Dog er Miki Mistratis journalist langt fra den helt, vi ellers ser i de fleste journalistbøger.

NÅR JOURNALISTEN ER OPLAGT som hovedperson i en roman, så skyldes det i høj grad, at vi naturligt kommer rundt i mange forskellige miljøer. Som journalist kan man både ringe til statsministeren og bevæge sig ud i den værste slum. Rigtig mange journalistromaner er krimier, og der er journalisten, ifølge litteraturredaktør ved Jyllands-Posten Jakob Levinsen, den helt perfekte hovedperson og motor.
»Hvis der sker noget dramatisk, har journalisten en oplagt anledning til at være til stede. De kan færdes i de mest betændte magtcentre og alle typer af miljøer. I kriminalromanerne har journalisten nærmest overtaget rollen som den gammeldags privatdetektiv,« siger Levinsen.
Da Liza Marklund for alvor slog igennem omkring årtusindskiftet, blev forfatter og tidligere journalist Gretelise Holm kontaktet af det daværende forlag Aschehoug, som spurgte hende, om hun ikke kunne skabe en dansk krimiheltinde.
»Hvis man skal skrive en serie bøger om mystiske dødsfald, så må man have en hovedperson, som med en vis grad af sandsynlighed kan komme i nærheden af en serie af mystiske dødsfald. Der er ikke så mange forskellige typer at vælge imellem. En skolelærer eller en bibliotekar kommer jo ikke i nærheden af stribevis af mord,« siger Gretelise Holm.

JOURNALIST OG FORFATTER Elsebeth Egholm undgik journalister som hovedroller i sine første bøger, fordi det næsten var for oplagt. Alligevel valgte hun at skabe karakteren Dicte Svendsen, en modig journalist ved Morgenposten i Århus, da hun skulle skrive en krimiserie.
»Jeg synes jo, at det er et lidt tveægget sværd, fordi der er så mange, der har journalister i hovedrollen. Men der var så mange fordele ved det, at jeg valgte det alligevel,« siger Elsebeth Egholm. Ud over at journalisten ligesom en politimand er let at plante naturligt midt i en drabssag, har journalisten endnu en klar fordel:
»Det giver en god fleksibilitet og frihed at have en journalist som Dicte Svendsen i hovedrollen. Hun har licens til at være nysgerrig, interessere sig for sin omverden og stille spørgsmål ved næsten alt. En politiperson har mange at stå til ansvar for og skal helst operere inden for lovens grænser. Det skal en journalist også, men der er større plads til impulsivitet. Politiet arbejder mere i hold og er på den måde mere bundet end en journalist,« siger Elsebeth Egholm.

JOURNALISTER I DETEKTIVLIGNENDE hovedroller i krimier er ikke noget helt nyt fænomen. I 80'erne skrev Dan Turéll en hel serie på 12 bøger, hvor den første hed "Mord i Mørket". Hovedrollen er en unavngiven mandlig journalist, som er lidt af en ensom ulv sammenlignet med nutidens krimiheltinder. Dan Turèll er ifølge mag.art. og tidligere anmelder for Information Marie-Louise Kjølbye inspireret af forfatteren Raymond Chandlers berømte romandetektiv Philip Marlowe.
»Philip Marlowe var den street wise detektiv, der ikke søgte berømmelse for sig selv, men som søgte sandheden, og som bevægede sig i forskellige miljøer, mellem høj og lav. Det er samme ideal, der gælder for journalister, når de optræder i detektivrollen,« siger Marie-Louise Kjølbye.
Selv om de nye krimiheltinder ikke drikker helt så meget whisky som Philip Marlowe, så har de det til fælles med ham, at de også er sandhedssøgende helte med masser af fejl.
»De tror på det rigtige og det gode i verden og vil ændre alt muligt. De er opbyggelige, men har samtidig masser af fejl. For eksempel opfører Liza Marklunds Annika Bengtzon sig helt forfærdeligt og har overhovedet ikke tænkt sig at være elementært høflig. Hun er meget grov, men det bliver nærmest gjort til noget helte-agtigt,« siger Weekendavisens anmelder Bo Bjørnvig.

FEMIKRIMIERNES SUCCES skyldes i høj grad, at de formår at koble den klassiske krimi med hele diskussionen om forholdet mellem privatliv og karriere, lyder det fra Jakob Levinsen.
»Når journalistpersonen også kan være god, er det, fordi det kan være et stressende arbejde med mærkelige arbejdstider, som stiller hovedpersonen i valget mellem at være idealist og følge sandheden og passe børnene og servicere ægtefællen,« siger han.
Når de skandinaviske femikrimier er bedst, lykkes det dem at sætte fokus på relevante samfundsemner som for eksempel trafficking og æresdrab. Når de er værst, minder de om tidligere tiders lægeromaner.
»Mange journalister synes, at deres erhverv er det allermest interessante i verden. Ligesom Peter Plys vil de helst bare høre en historie om sig selv. I en del af journalistromanerne foregiver forfatteren – og tror muligvis også selv – at hun skriver noget meget stort og væsentligt om samfundet. Reelt foregår de inden for en meget lille kreds af personer. Som Poul Henningsen sagde det: "Egen navle er et pompøst motiv",« siger Jakob Levinsen.
Han mener, at der er en tendens i journalistbøgerne til at forveksle, hvad der foregår inden for medieverdenen med, hvad der foregår i samfundet som helhed, og at mange af bøgerne glamouriserer journalistrollen, så de nærmest ligner en slags moderne lægeromaner.
»Hvis man skulle tro romanerne, er stort set alle journalister højambitiøse Cavling-kandidater. I den forstand er vore dages version af sygeplejersken i hvid kittel blevet den kvindelige livsstilsskribent i Manolo Blahnik-sko i indre København eller tv-reporteren i kampvest i Afghanistan,« siger Jakob Levinsen.

SENESTE SKUD PÅ STAMMEN er Miki Mistrati, der er aktuel med bogen "Solo". Han har også valgt at have en journalist i hovedrollen. Miki Mistrati har læst både Tom Kristensen, Dan Turéll og den nye femikrimilitteratur. Men på et helt centralt punkt adskiller hans bog sig fra de andre journalistkrimier.
»Selv om journalisterne i de andre romaner har en masse skavanker, så er det altid helte, der vælger at løse gåden. Der har jeg valgt den stik modsatte løsning, hvor det går gruelig galt for journalisten, og han tager usædvanlige metoder i brug,« siger Miki Mistrati.
Han mener ikke, at billedet af journalisten som helt i litteraturen holder stik i virkeligheden.
»Det er simpelthen en glorificering af journalister, og det er ikke den virkelighed, jeg ser,« siger Miki Mistrati.
Han har hentet inspiration til sin figur fra sin hverdag, hvor han oplever, at mange i den nye generation af journalister gerne vil lave de gode historier og sige de rigtige ting på redaktionsmøderne, men når det kommer til praksis, så vil de hellere hjem klokken 16.30 og sætte samtalekøkkener op. Men hans roman er langtfra kun en kritik af unge, ambitiøse, men dovne journalister, der har det mere i munden end i handlingen. Det er i høj grad også en kritik af de ledelser, som ikke giver journalisterne modspil.
»Når aviser og tv-stationer er under så stort pres, som de er i dag, så findes der ikke noget bedre end en ung journalist, der kommer ind med en god historie. Og måske sker der det, at ledelsen ikke lige får kigget den ordentligt efter i sømmene,« siger Miki Mistrati.
Hovedpersonen Daniel Disling på Dagbladet Demokraten i Miki Mistratis bog er grundlæggende en skurk, men han er faktisk også en helt på sin helt egen måde. Han formår at sætte oversete samfundsproblemer som hustruvold og depressioner på dagsordenen.
»Jeg har ikke sympati for folk, der begår forbrydelser, men jeg har sympati for journalistens ærinde i bogen, som er at få væsentlige historier på forsiden,« siger Miki Mistrati. ¼

∞ JOURNALISTER I BØGER

Rikke Lyngdal bliver kidnappet under en reportagerejse til Irak i Olav Hergels roman "Flygtningen".

Mikael Blomkvist danner makkerpar med it-hackeren Lisbeth Salander i Stieg Larssons svenske krimitrilogi.

Therese Skaarup er tv-journalist i Hanne-Vibeke Holsts Therese-trilogi.

Annika Bengtzon er den rapkæftede reporter på Kvällspressen i Liza Marklunds populære krimiserie.

Karin Sommer er den ældre kvindelige kriminaljournalist i Gretelise Holms bøger.

Navnløs Dan Turèlls hovedperson igennem 12 bøger er journalist på Bladet. Han har ikke noget navn, men er den helt klassiske detektivtype, der bevæger sig rundt i alle afkroge af samfundet.

Dicte Svendsen er Elsebeth Egholms modige kvindelige journalist ved Morgenposten i Århus.

Hanna Blok er tv-reporter i Lally Hoffmanns bog "Damaskus-affæren".

Mikkelsen er pressechef for regeringens ministre i Paula Larrains "Uden for Citat", der også har Ekstrablads-journalisten Bingo på rollelisten.

Erik Ponti er egentlig jurist, men arbejder som journalist i Jan Guillous bog "Den store afsløring".

Bettina Kannegaard er tv-journalist i Therese Philipsens bog "Den tjekkiske forbindelse".

Et uddrag af de mange bøger med journalister i hovedrollen.