Kranier på coke og andre historier fortalt i billeder skal holde flygtige læsere fast og lokke forfløjne tilbage. Ekstra Bladet opruster på grafikken med en helt ny visuel journalist.
De to biler ligger filtret ind i hinanden. Den sølvgrå Mazda er hamret ind i den røde bil, som nu er endt, forvredet til ukendelighed, i vejkanten et par kilometer uden for Bramming i Sønderjylland. Begge bilernes fører er blevet dræbt i sammenstødet.
Bilulykken lander på forsiden. Inde i avisen får tekst og foto følge af en grafik, der viser flere detaljer i katastrofen. En lille boks placerer Bramming på landkortet, en større tegning giver overblik over ulykkesstedet, og et udsnit viser den grå bil på vej mod den røde.
Grafikken er lavet af en journalist. Som et af de første dagblade herhjemme har Ekstra Bladet ansat en såkaldt visuel journalist og sat ham foran skærmen for at tegne sine historier.
Mikkel Lund hedder han, 27 år gammel og udklækket fra DJH for et år siden. Hidtil har han skrevet om Skævinge kommune i Frederiksborg Amts Avis, men 1. februar i år satte han sig til tegnebordet på Ekstra Bladet.
"Grafik kan gøre komplicerede ting forståelige på en spændende måde. En grafik kan man gå på opdagelse i, og den skaber flere indgange til historien. På den måde kan vi bedre fastholde læserne på siden," siger Mikkel Lund.
Til kamp mod tv
Nytænkningen udspringer af oplagstallene. Fra over 250.000 i Ekstra Bladets velmagtsdage til bare 127.000 i første halvår af 2001. Navnlig de læsere, som helst vil have historierne serveret med mange billeder, har i stedet sat sig foran fjernsynet. Det er nogle af de læsere, den visuelle journalist håber at vinde tilbage.
De tre nyhedsgrafikere sidder i samme lokale som deres skrivende kolleger. Historien om bilulykken i Bramming kom fra journalisterne, og den vej flyder nyhedsstrømmen oftest. Men ideen er, at grafikerne med tiden selv skal byde ind med deres egne historier.
"Vi skal ud af huset, akkurat som de skrivende, vi fortæller bare historien visuelt. Det er heller ikke journalistens skyld, hvis vi mangler oplysninger til en grafik. Så skaffer vi dem selv," siger den visuelle journalist og griber telefonen for at tjekke detaljer med politiet i Bramming.
Tegneseriedrømme
Engang drømte Mikkel Lund om at blive tegneserietegner, og han brugte et år på at skabe sine egne tegneserier. Ingen af dem blev nogensinde færdige, og i stedet søgte han ind på Billedskolen i København.
Det næste års tid stod programmet på croquistegning, modellering og malerier, indtil han kom ind på Journalisthøjskolen i Århus.
"Det virkede lidt for overvældende at blive kunstner. Jeg ville både tegne og fortælle historier, og sideløbende var jeg begyndt at interessere mig for journalistik. Jeg ville gerne skrive."
De to andre grafikere på redaktionen er designuddannede, og da de manglede en medarbejder mere, stod valget mellem en grafiker, der kunne lære at skrive og researche, eller en journalist, der kunne lære at tegne. Eller rettere sagt lære at bruge tegneprogrammet Illustrator, som indtil for nylig var ukendt land for Mikkel Lund.
"Jeg er uddannet til at researche og skrive. De andre kan så lære mig nogle flere grafiske finesser, og jeg tror, det giver en særlig dynamik, at vi arbejder sammen."
Mikkel Lund har hentet en af sine egne ideer frem. På skærmen griner tværsnittet af et kranie, som sniffer kokain gennem en sammenrullet 100-kroneseddel. En orange spiral og en række pile viser, hvordan stoffet påvirker hjernen.
"Sådan en tegning er lettere at fordøje end en tung tekst med mange forklaringer. Det ville blive meget teknisk, hvis vi skulle skrive, hvordan narkotika påvirker hjernen. Mange læsere, især de unge, som selv tager coke, ville måske give op."
Kraniet har været over en uge undervejs. Mikkel Lund er ellers ved at være fortrolig med tegneprogrammet, men det er ikke det, der tager tid. Det svære er at finde ud af, hvordan historien skal fortælles. Og så når han ikke længere med kraniet den dag, for nu er de to biler stødt sammen i Bramming.
"Her skal jeg både bruge mine evner som journalist og tegner. Det her er den ultimative mulighed for at kombinere det, jeg har interesseret mig for altid."
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.