search

Journalisten i stadstøjet

DRESSMAN. Jeg har simpelt hen aldrig forstået, hvorfor de store tv-kanalers mandlige reportere og nyhedsværter for nogle år siden begyndte at traske ind i folks stuer i en mundering, som om de var til festmiddag på slottet, i regeringen eller hos selveste A.P. Møller. Klædt i celebre jakkesæt, hvor alene slipset ser ud til at koste en ugeløn for de fleste af de mennesker, de besøger.

På ganske almindelige hverdagsaftener møder de op i dette luksusoutfit, som om vi borgere bare sad der i vores stiveste puds og ventede på så fine gæster. Wauw, tv-mændene kommer!

Men hvor kommer den egentlig fra, beslutningen om at klæ' sig så dyrt, at kun de øverste magtmænd i politik og erhvervsliv i deres daglige fremtoning kan spejle sig i det? I deprimerede stunder kan man frygte, at det i virkeligheden er journalistmændene, der ønsker at spejle sig i de magtfulde.

Under præsidentvalget i USA i 2004 valgte de to stridende kandidater pludselig at iføre sig et casual outfit i slutspurten – blafrende jakker og halvåbne skjorter – i kampen om stemmerne. Det resulterede øjeblikkelig i, at de danske journalister gjorde det samme og omdannede sig selv til pickup-kørende lumberjackets med tre knapper åbne i halsen – noget, der ellers kun tillades, når det går virkelig hedt for sig på Vestbredden.

Det er her, man gyser. Spejlbillederne skiftede farve med deres spejlbilleder. Kort efter spændte Bush igen slipset, og så gjorde reporterne det samme.

Ude på åstederne kan man se tv-journalisterne skifte til jakke og slips, lige før de går på skærmen. Der må med andre ord være benhård habittvang. Jeg har hørt argumentet, at man bør komme festklædt ind i folks stuer, men hvor naturligt mon det lige føles at stå over for sådan et jakkesæt ude på en murerarbejdsplads eller et lærerværelse – ja, alle andre steder end den øverste direktionsgang?

Der er tre kedelige, afledte virkninger af den magtfulde udstråling:

Man signalerer krystalklart, at man er finere og langt højere på strå end alle dem hjemme i stuerne.

Man signalerer, at man gerne vil ligne magthaverne mere, end de næsten ligner sig selv.

Man signalerer dermed til seernes underbevidsthed, at man er på den anden side – altså dybest set på hold med netop de grupper af magtfulde mennesker, som det ellers er allervigtigst, seerne tror, man er kritisk over for.

Det er da ildevarslende dumt, når man sagtens kan være pænt påklædt uden i den grad at spejle sig i de allerdyreste drenge i et outfit, der ofte ligner en million. I stigende grad er dressman-looket så poleret, at man fornemmer at have lagt nationens nyheder i hænderne på et hold nyslåede konfirmander, der er allermest optaget af sig selv.

Hvis journalisterne virkelig gerne vil ligne et bestemt samfundslag, hvorfor så vælge det allerhøjeste lag, når de ellers altid peger på pressen som garant for, at almindelige mennesker bliver repræsenteret og får stemme? Det forstår jeg simpelt hen ikke.

* Erik Valeur er ansat på forbrugerbladet TÆNK og skriver mediekritiske kommentarer i Politiken og Jyllands-Posten.

Kommentarer
1
Marie Irgens
05.07.07 09:09
Det klæder ham jo
Skal vi ikke bare konstatere, at Erik Valeur ser brandgodt ud i jakkesæt. Herfra en opfordring til at gå sådan klædt HVER dag.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen