search

JOURNALISTEN I POLITIETS DREJEBOG

Politiets pressearbejde er en interessant historie. Ikke mindst i sager, hvor de selv begærer offentligheden afskåret fra indseende med retsplejen. Her tegner sig nemlig et billede af en særdeles offensiv og åbenmundet praksis.

Politiets pressearbejde er en interessant historie. Ikke mindst i sager, hvor de selv begærer offentligheden afskåret fra indseende med retsplejen. Her tegner sig nemlig et billede af en særdeles offensiv og åbenmundet praksis. Stik imod retsplejeloven holder politifolk sig ikke tilbage fra at afgøre skyldsspørgsmål og påstå links mellem begåede forbrydelser og bestemte grupper i samfundet, for eksempel indvandrere og venstreorienterede. Det giver naturligvis først og fremmest anledning til at kritisere de pågældende politifolk.
Men heller ikke alle journalister kan håndtere etikken, når politiets nyhedsbureau optræder som eneste iscenesætter. Kampen om morgendagens læsere er åbenbart for hård til at holde hovedet koldt og kildekritikken varm.
Et eksempel: En advokat afhøres for dobbelt-lukkede døre i forbindelse med PFA-sagen. Advokaten må derfor ikke viderebringe oplysninger fra retsmødet. Kort forinden har politiets efterforsk-ningsleder udtalt til pressen: “Det ser ikke godt ud for den gode Adamsen”.
Og dagen efter det lukkede retsmøde kan pressen så fortælle, at der nu er rejst sigtelse mod advokaten. En eller anden har haft travlt med at omgå de lukkede døre og informere offentligheden om, hvor skidt det så ud “for den gode Adamsen”.
Et andet eksempel: En ung mand fra Nørrebro bliver i forbindelse med optøjer i bydelen arresteret og sigtet for hærværk. Den 23-årige fremstilles i lukket grundlovsforhør. Samme aften kan TvDanmarks nyheder oplyse, at der er tale om en gammel kending af politiet, og “at han har modtaget en bøde for deltagelse i overfald på Pia Kjærsgaard”.
Et tredje eksempel: Under stort hemmelighedskræmmeri arresterer politiet lillejuleaften en person og sigter ham for at have spioneret til fordel for DDR. Sagen føres for dobbelt-lukkede døre. Af hensyn til sagen må den sigtede end ikke kende det fulde omfang af de sigtelser, politiet har rejst. Trods de dobbelt-lukkede døre er pressen i stand til at offentliggøre den pågældendes stilling som EU-embedsmand, og efter kort tid kender alle hans families politiske gøren og laden siden den spanske borgerkrig.
Disse tre sager er ikke enestående, men peger på et entydigt mønster: Politiet begærer lukkede døre og fratager dermed offentligheden enhver mulighed for indsigt i retsplejen. Politiet har dermed erobret en scene, som de kan instruere pressen i at optræde på. Gennem selektive lækager fra højtstående politiembedsmænd siver oplysninger ud. Oplysninger, der danner et billede, som er til skade for den sigtede, og som tager stilling til skyldsspørgsmål. Dette er i direkte strid med retsplejelovens bestemmelser, hvor politiet har pligt til at efterforske objektivt og under ingen omstændigheder udtale sig om skyld eller på nogen måde bryde den tavshed, som de har pålagt sigtedes forsvar.
Politiets adfærd rejser spørgsmålet om, hvordan de journalister, der tilhører kriminalinspektørernes særligt udvalgte, skal forholde sig? Jeg fastholder, at hovedproblemet ikke er pressen, men politiet. Det er dem, der gang på gang forsøger at afskære offentligheden indsigt i retsplejen. Det er dem, der agerer nyhedsbureau for fortrolige informationer. Men pressens folk bliver nødt til at diskutere, i hvilket omfang de ønsker at blive misbrugt af politiet.
I sagen om den sigtede fra Nørrebro valgte TvDanmark at bryde det nedlagte navneforbud. Som begrundelse for at udhænge den person, politiet havde sat i forbindelse med vold og hærværk, skrev stationen i en pressemeddelelse: “Lokalrapporten på TvDanmark mener, at de skyldige fra hærværksorgiet på Nørrebro bør stilles til ansvar. Derfor bryder lokalrapporten i aften navneforbudet”. Men efter det lukkede grundlovsforhør måtte politiet løslade manden, og sigtelserne mod ham blev opgivet. Han havde i øvrigt aldrig modtaget nogen bøde for overfaldet på Dansk Folkepartis leder, som TvDanmark ellers havde påstået.
I den såkaldte Lenz-sag, hvor der ligeledes var navneforbud, kom det på mystisk vis til pressens kendskab, at den sigtedes gamle mor også var blevet sigtet. Hendes advokat meddeler offentligheden, at hverken han eller den sigtede må udtale sig i sagen. Ekstra Bladets sporhunde udi Stasi-sager vælger at bringe moderens navn og bopælsområde i København. Samme dag kl. 19.00 kan man se en TV 2-reporter stå med ansigtet ind i den 77-årige kvindes dørtelefon, mens han råber: “Er du spionen Nelly?”
De to sager viser, hvad der kan komme ud af et pressebevidst politi og en ukritisk presse. Derfor vil jeg godt opfordre den del af journaliststanden, som tilhører de særlige politi-fortrolige, til at spørge sig selv: Hvorfor får jeg dog disse oplysninger? Hvilken skjult dagsorden kan politiet mon have? Eller taler politiet virkelig altid sandt?
Når dommerne i ni ud af ti tilfælde følger anklagemyndighedens krav om lukkede døre, får politiet scenen for sig selv. De kan iscenesætte stykket efter deres drejebog. Og journalisterne tildeles kun den rolle, som anklagemyndigheden ønsker, de skal have. Den rolle er der nogen, som åbenlyst finder sig godt tilpas ved. Men hvor er kildekritikken og den kritiske journalistik? Eller har I allerede glemt Plejebo-sagen?

Af søren søndergaard, folketingsmedlem for Enhedslisten

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen