Fotografen Martin Stampe blev truet med tæsk på en opgave for fagbladet Journalisten. Nu melder han det til politiet. Og efter truslerne føler Martin Stampe sig nærmest forpligtet til at bringe billederne, siger han til Journalisten.dk.
Freelancefotograf Martin Stampe var på opgave sammen med dagbladet Sjællandske, da han måtte snakke sig ud af farlig situation.
Martin Stampe var sendt i marken for at skyde billeder til Journalistens serie om gamle dagblade i Danmarks udkant, og sammen med Sjællandskes fotograf var han taget ud til en bil, der var kørt galt. De begyndte at fotografere bøjede vejskilte og bremsespor på marken, da bilens 21-årige ejer dukker op på stedet sammen med sin far. Det skriver SjællandskeNyheder.dk.
»Jeg stod ude på marken og ville fotografere bilvraget og avisens journalist, da han kom løbende og i aggressiv tone forlangte, at jeg ikke tog billeder. "Ved du ikke, det er hamrende ulovligt," råbte han. Jeg prøvede så at fortælle ham, at vi befandt os på frit tilgængeligt område, og at jeg derfor kunne fotografere det, jeg ville,« fortæller Martin Stampe til SjællandskeNyheder.dk.
»Jeg bad ham så tage det roligt og tale pænt. "Jeg klapper dig én," svarede den 21-årige og hev sin knyttede hånd op over hovedet, som om han skulle til at slå mig – uden dog at gøre det,« siger Martin Stampe.
Den 21-årige truede også fotografen med at finde ud af, hvor han boede og komme og nakke ham, hvis han ikke slettede billederne.
Martin Stampe har endnu ikke anmeldt truslerne til politiet, men det regner han med at gøre i dag mandag. Episoden har ikke sat varige spor hos fotografen.
»Det var en anelse surrealistisk. Det virkede mest af alt som om han bare var på udkig efter en slåskamp. Jeg har været ude for den slags før, men ikke i så ekstrem grad. Det er første gang jeg har prøvet, at folk simpelthen ikke var til at snakke til fornuft,« siger Martin Stampe til Journalisten.dk
Han er en lille smule chokeret over, at man kan stå på en pløjemark og opleve sådan en situation, der opstår ud af ingenting. Oplevelsen har gjort ham trodsig.
»Jeg bryder mig bestemt ikke om, at folk fortæller mig, hvordan jeg skal passe mit arbejde – især ikke, når jeg ved bedre. Jeg ville da gerne have lovet ham ikke at bruge billederne, men det løfte kan jeg ikke holde, når han kommer med dødstrusler. Nu føler mig nærmere forpligtet til at få bragt billedet,« siger Martin Stampe.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.