Efter fem år på journalisten.dk, hvor han har stået i spidsen for et site, der har vundet stadig flere læsere, skal Jens Jørgen Madsen udvikle Berlingskes digitale aktiviteter.Vi kan jo sige det lidt frisk: Efter at have banket Journalisten.dk helt i top er det nu Berlingskes tur til at få en digital opgradering.
Jens Jørgen Madsen skifter fra redaktør på journalisten.dk til digital fagredaktør på Berlingske og bliver en del af redaktionsledelsen. Fra 1. maj skal han ikke spadsere ned på Gammel Strand og ind ad den røde dør, når han skal på job, men derimod finde vej til Pilestræde. Her skal han stå i spidsen for at udvikle Berlingskes digitale aktiviteter på web, mobil og de sociale medier.
»Jeg glæder mig helt vildt, men det bliver også vemodigt. Journalisten.dk har altid været mit barn, og jeg har været med til at flytte den fra nyhedsrulle til "full newssite".«
Jens Jørgen Madsen har i sin redaktørtid stået i spidsen for en udvikling, der har tredoblet besøgstallet på Journalisten.dk. Læserboomet på journalisten.dk er sket i samspil med magasinet Journalisten. De to medier arbejder mere og mere målrettet på at supplere hinanden i en tæt nyhedsopdatering suppleret med grundig baggrundsjournalistik.
»Journalisten.dk er i dag vagthundenes vagthund og et helt centralt sted for mediefolk, journalister og kommunikatører, der vil klædes på til at klare sig i branchen,« siger Jens Jørgen Madsen.
Dansk Journalistforbund har netop afsat flere ressourcer til Journalisten.dk, der siden januar har oprustet med flere mandetimer på nettet, ligesom sitet står foran relancering til efteråret.
Journalisten og Dansk Journalistforbund afleverer en redaktør, der besidder de skarpeste kompetencer inden for digitale medier.
Jens Jørgen Madsen kom 1. marts retur til Journalistens redaktion efter et USA-ophold. I efteråret deltog Jens Jørgen Madsen i ledertræning på The Poynter Institute Leadership Academy, og han brugte også en del af efteruddannelsen i USA til et studie i iPad-journalistik.
Berlingske er selvfølgelig stolt over at kunne præsentere Jens Jørgen Madsen. Lisbeth Knudsen, ansvarshavende chefredaktør, siger i en pressemeddelelse:
»Vi introducerer en helt ny funktion i vores redaktionsledelse med ansættelsen af Jens Jørgen Madsen som digital fagredaktør, der både får fokus på web, mobil og sociale medier. Vi har netop lanceret en ny digital betalingsstrategi, som kommer til at betyde en dramatisk nytænkning i den måde, vi skal udvikle journalistikken på, og den måde, vi organiserer vores redaktion på,« siger chefredaktør Lisbeth Knudsen, Berlingske.
Jens Jørgen Madsen siger i samme pressemeddelelse om jobskiftet:
»2012 bliver året, hvor alverdens mediehuse for alvor satser på digital betaling, og som kommer til at markere et fundamentalt skifte for hele mediebranchen. Derfor bliver det fantastisk at være med til at føre den nye digitale strategi ud i livet for Berlingske, som har et bemærkelsesværdigt mod til at gå foran.«
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ja, der er jo nok lidt DONG over det: en fremragende medarbejder der ved bedre løn- og måske arbejdsvilkår kunne se nye spændende udfordringer andet steds..
Fint at få et ansigt på det milepælsagtige arbejde hos os. Og de bedste ønsker om god vind fremover - men de er jo nok en del køliogere i den koncern.
For lige at sige noget i forlængelse af Henrik Lind Jørgensen: det kan være, at Jens Jørgen Madsen på et senere tidspunkt bliver hentet tilbage, som chefredaktør for Journalisten. Det er en fremtids scenarie, som jeg tror på mere end jeg tror på Mecom.
Ingen tvivl om, at Jens Jørgen har gjort det godt på Journalisten.dk, selv om jeg ikke kan se, at de kræfter, der er hevet ud af det trykte blad i årenes løb, er blevet udfyldt af webben. Men jeg er nok bare gammeldags.
Bortset fra det, så enig med de to andre gratulanter. Med mit meget beskedne kendskab til Jens Jørgen Madsen, så skal han nok blive et gevinst i Berlingske-koncernen. Husk at tage fornuften med, Jens Jørgen.
Ærgerligt, men dygtige folk bliver jo spottet før eller siden...
Tilykke JJ!
De kunne ikke have fundet en, der var dygtigere.
Flere