Journalisten.dk undergraver

UNFAIR. Jeg læser til min store forbløffelse i nyhedsbrevet Dansk Presse nr. 1, 2009, at Journalisten.dk skal til at sælge bannerannoncer.

UNFAIR. Jeg læser til min store forbløffelse i nyhedsbrevet Dansk Presse nr. 1, 2009, at Journalisten.dk skal til at sælge bannerannoncer. I forvejen er hele projektet totalt afsporet. Vi mangler i den grad fagligt stof både i Journalisten og på Journalisten.dk, men i stedet bruges der efterhånden millioner af kroner på Journalisten.dk for at gøre siden til den førende medieside i Danmark. Selv tv skal der bruges penge på, mener vor totalt hæmningsløse hovedbestyrelse. Men hvorfor skal vores kontingentkroner, som arbejdsmand Jensen betaler en tredjedel af over skatten, bruges på et site, der konkurrerer med medier, der skal leve af at producere og sælge nyheder? Hvorfor kan vi ikke få nogle grå sider med fagligt stof i Journalisten? Og hvorfor – og her kommer vi tilbage til starten – skal Journalisten.dk have mulighed for at undergrave økonomien på min arbejdsplads? Kom dog til fornuft!
Finn Arne Hansen, informationsmedarbejder, Bilpriser.dk

 

SVAR. I lighed med andre fagblade og deres hjemmesider sælger Journalisten og Journalisten.dk annoncer. Det er nok at tillægge os for stor betydning at påstå, at vores annoncesalg ligefrem udkonkurrerer andre danske medier. Når vi sælger annoncer, skyldes det, som jeg har forstået det, at udgivelsen ikke skal koste medlemmerne mere end højst nødvendigt. Knap to tredjedele af Journalistens samlede budget dækkes via annoncesalg. •
Jakob Elkjær, redaktør, Journalisten

0 Kommentarer